Prædiken

Evangelium til 22. søndag efter Trinitatis

Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«

Matthæusevangeliet 18,21-35

 


Overvejelser forud for prædiken ved gudstjeneste med dåb kl. 10.30 i Bellahøj kirke søndag den 17. november 2019


Lignelsen i dagens evangelium kaldes ofte <em>lignelsen om den hårdhjertede tjener</em>. Med god grund. Omdrejningspunktet i lignelsen er den tjeners hårdhjertethed. Hårdhjertet er den tjener, som i første omgang insisterer på at betale sin gæld af, til trods for, at han intet har at betale med. Hårdhjertet er den tjener, som ikke indser, at han ikke nogensinde vil kunne betale sin gæld af, uanset hvor meget han forsøger. Hans gæld er enorm. Han skylder sin herre et beløb svarende til titusinde årslønninger. Så var det dog smartere at bede sin herre, kongen, om eftergivelse af gælden. Men nej, det er han for ”fin” til! Det er ikke ham, men derimod hans herre, kongen, som får den idé, at eftergive ham hans enorme gæld - i stedet for at kaste ham og hans familie i gældsfængsel.

 

Til trods for at tjeneren får tilgivet sin enorme gæld - så ændrer tjeneren ikke karakter. Han bliver end ikke en smule mere overbærende eller tilgivende. Da den hårdhjertede tjener selv bliver bedt om at vise barmhjertighed, er der ingen nåde.  Den hårdhjertede tjener som selv står til at få eftergivet en gæld svarende til titusinde årslønninger, nægter nu sin medtjener at eftergive ham en gæld svarende til svarende til ½ årsløn.  Med andre ord: Den hårdhjertede tjener nægter at eftergive en brøkdel af den gæld, han selv ville få eftergivet. Nok er den hårdhjertede tjener en hård mand og en mand af principper, at gæld er gæld og skal betales tilbage, men i forhold til sin medtjener, der skylder ham et så relativ ubetydeligt beløb er han direkte urimelig og uretfærdig. Den hårdhjertede tjener har mistet sin dømmekraft: Uden at tøve og uden at vise barmhjertighed lader han sin medtjener kaste i gældsfængsel, indtil hans udestående er betalt tilbage.

 

Det er klart, at da den hårdhjertede tjeners konge får at høre, om hvad der er sket, og hvad den hårdhjertede tjener har gjort, har den tjeners konge god anledning til at blive vred og forlange at den hårdhjertede tjener nu vil få samme medfart som han har afkrævet andre. Den tjeners konge lader ham kaste i gældsfængsel og afkræver ham alt betalt tilbage.

 

Dagens evangelium og den lignelse Jesus fortæller må have haft rod i en virkelig begivenhed på Jesu tid, naturligvis måske lidt karrikeret og overdrevet for tydelighedens skyld. Men måske en sand historie om en mægtig mand med mange penge og magt, som gik fri, mens en lille og almindelig mand blev 'knaldet'. Eller hvis man overførte det på vor tid: Om en mægtig dansker som skyldte en masse penge, men ikke blev bon'et for sin gæld, hvorimod en lille fattig kontanthjælpsmodtager blev 'knaldet' for at have snydt lidt i selvangivelse. Urimeligheden og uretfærdigheden skriger til himlen. Og nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Hvem kender ikke en sand historie fra virkeligheden, hvor en almindelig borger hænges op på en lovovertrædelse, mens en magtfuld borger går fri? Selvom vi lever i et samfund, hvor det hedder sig at alle er lige for loven (isonomi), kender du og jeg eksempler på det modsatte. Om det er embedsmænd, politikere eller andre med magt.

 

Sådan var det sikkert også på Jesu tid. Egentlig et ordnet samfund, på mange måder ikke ringere end vores samfund i dag. Alligevel sker der noget dybt urimeligt: Dagens evangelium om den hårdhjertede tjener er på den ene side en lignelse om, hvor hårdhjertede mennesker kan være mod hinanden. Hvor beregnende, hvor smålige og hvor nøjeregnende det kan blive imellem mennesker. Det er som om mennesker har en særlig evne til at bære nag, komme i hu gammel gæld, gammelt svig osv. Det er som om mennesker har et særligt talent for at huske alt det, som de har på hinanden, mens alt det gode hurtigt glemmes. Hvor sådan at vi før eller siden kan stille hinanden til regnskab for det. Vi bruger det vi har på hinanden ved først givne lejlighed. Sådan er den menneskelige verden, sådan er mennesker bare.

 

På den anden side er dagens evangelium en lignelse om den diametralt modsatte virkelighed som findes i Guds rige. I Guds rige er der en tilgivelse og en barmhjertighed som er væsens forskellig fra den virkelighed som så oftest møder os i menneskers verden. I Guds rige gælder ikke samme love som i menneskers verden. I Guds rige får ingen løn som forskyldt. I Guds rige eftergives gæld, her eftergives straf, her tilgives. Her er der ikke smålighed, her er ikke kyniske beregninger om hvad der betaler sig.

 

Den hårdhjertede tjener lever i en anden verden. Han lever efter menneskers lov om retfærdighed og fortjenstfuldhed. Menneskelig klogskab og retfærdighed, kalder vi det. I virkeligheden har det intet med retfærdighed at gøre. Det er nøjeregnethed, det er kynisme, det er løn som forskyldt, det er købmandsskab af værste skuffe. Som den hårdhjertede tjener lod sin medtjener forstå: Du skylder mig, ergo vil jeg have hver en krone tilbage af dig. Eftergivelse af din gæld kan du glemme alt om!

 

Så langt er der fra den verden, vi mennesker færdes i og den verden, som Gud møder os med. Og den verden, Gud møder os med, det er den verden som kongen i lignelsen, præsenterer os for. Forhåndstilsagn om eftergivelse, til trods for der ikke bliver bedt om eftergivelse. Men vil du ikke tilgive din egen bror, som din herre har tilgivet dig, handler du ilde og vil du betale hver en krone du skylder, så skal du nok få lov til det. Som Jesus siger et andet sted: "...det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. <strong></strong>Det mål, du tilmåler andre med, skal du selv få tilmålt med! (Matthæus, kapitel 7, vers 2).

 

Dagens lignelse om Guds rige fortæller Jesus på baggrund af Peters henvendelse og spørgsmål: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig?". Peter er temmelig frisindet i sin tankegang, for Peter foreslår ikke engang at man tilgiver to eller tre gange, men helt op til syv gange. Jesus svarer med et overbud! Du skal tilgive 77 gange. Og faktisk, hvis man læser Jesu svar med den oprindelige græske ordlyd kan det tolkes således, at Jesus forventer at man tilgiver op til 7 gange 70 gange! Altså op til 490 gange skal man tilgive sin næste! Nu er Jesu svar først og fremmest retorisk, det er ikke at forstå som et matematisk svar, der skal tages bogstaveligt. Meningen med Jesu svar er, at du og jeg har en forpligtelse til at tilgive. Der er i princippet ingen øvre grænse for, hvornår du kan sige dig fri for at skulle tilgive din næste.

 

Det var det, som den hårdhjertede tjener i dagens evangelium nægtede at gøre. Både kunne han ikke modtage tilgivelse selv. For den hårdhjertede tjener var så opsat på at betale sin egen gæld tilbage, at han ikke behøvede nogen tilgivelse fra sin herre. Derfor handlede den hårdhjertede tjener ikke bare usmart, men også tosset og selvoptaget, at han ikke ville tage imod eftergivelse af sin gæld.

 

Og decideret ubarmhjertigt handlede den hårdhjertede tjener da han undlod at gøre mod sin medtjener, som hans egen herre havde gjort mod ham. Den hårdhjertede tjener blev ved med at leve efter sine gamle principper om gæld og retfærdighed, til trods for at han selv var blevet mødt af sin herre med nåde og tilgivelse. Den hårdhjertede tjener lod sig så at sige ikke ændre af det som var sket imod ham. Han var upåvirket. Hårdhjertet. Kold og beregnende.

 

 I en af sine mange opbyggelige siger teologen og filosoffen Søren Kierkegaard: "Dersom jeg tillod mig at tvivle om et eneste menneskes salighed, det ville være nok til at fortvivle om min egen."  Det er tydeligt, at Søren Kierkegaard understreger, at intet menneske bør nægte andre tilgivelsen, så måtte det menneske også nægte sig selv tilgivelsen! At opgive håbet for andre, er at miste tro, ikke bare for andre, men også miste troen og håbet for sig selv og sin egen salighed, og det er fortvivlelse. Sagt på en anden måde: Kan du og jeg ikke række andre tilgivelsen kan vi heller ikke selv forvente at modtage den!

 

Nu er der som bekendt grænser for, hvad du og jeg kan tillade. Du og jeg er kun mennesker. Vi kan vel ikke sige os fri fra at trække en grænse for hvor langt tilgivelsen skal gå? Skal vi f.eks. tilgive dem, som vi troede var vores venner, når de vender os ryggen, og efterlader os fortvivlede, ensomme og angste? Er der da ingen grænser for hvor eftergivende vi skal være?

 

Svaret på det spørgsmål er hverken bekræftende eller benægtende. For spørgsmålet kan ikke stilles sådan. Det må stilles omvendt: Hvor var mennesker, hvis Gud satte grænser? Hvor var du og jeg, hvis Gud krævede sit tilgodehavende indfriet af os? Ville du og jeg være andet sted end i gældsfængsel? Et gældsfængsel, fanget af og i vores afmagt, alt det som vi ikke magter i forhold til Gud og næsten, alle de gange, hvor vi svigter og kommer til kort. Jeg tror, du og jeg ville være fanget i et fængsel, hvor vi ville være ladt alene med vores skyld for tid og evighed. Kort og godt, et sandt helvede.

 

Det må være på sin plads at slå fast, hvad tilgivelse er og hvad det ikke er: Tilgivelse er ikke: Eftergivenhed, blødsødenhed, tossegodhed eller blind tolerance.

 

Tilgivelse er at sammenligne med et himmelsk spejl:

 

"O du, som skabte hjerte mit,

det dybe, underfulde,

o, dan det efter hjerte dit

til himmel-spejl i mulde

å langt mer, end selv jeg ved,

kan lære af din kærlighed

om nådens rige fylde."

 

fra Den Danske Salmebog  "Gud Herren så til jorden ned" 

 

Et  spejl, der, når det holdes op mod os selv og vores næste, genspejler Guds nåde. Et spejl, der minder os om vores gensidige afhængighed af Gud og næsten. Et forhold vi ikke kan sige os fri fra, for så svigter vi både os selv, næsten og Gud. Et forhold som er gensidigt afhængig for alle parter. Et svigt over for næsten er et svigt over for Gud og omvendt. Vi behøver hinanden. Vi kan ikke leve uden hinanden, uden Gud. Vi kan ikke leve uden også at tilgive, uden at bære over, uden at se stort. Vil vi leve som den hårdhjertede tjener. Leve og være nøjeregnende, ja så bliver livet for alvor et sandt helvede, både for andre og os selv.

 

Ægte tilgivelse er ikke bare sur pligt eller bekvem udvej, men ægte tilgivelse kommer af hjertet. Som en indsigt, en erkendelse af vores egen situation, hvem er vi, og i kraft af hvad, vi egentlig er dem, vi er. Først når vi er villige til at se med et åbent sind og med et åbent hjerte på det spørgsmål, ser vi alt det, som vi har fået givet af Gud.

 

Vi er skyldnere i forhold til Gud og næsten, i det forhold, står vi i bundløs gæld. Forsøger vi at betale tilbage, ligesom den hårdhjertede tjener desperat forsøgte, bliver situationen endnu mere grotesk. Det er ikke meningen, at den skal betales af, så er det købmandshandel, ikke sand tilgivelse.

 

Alene én er i stand til at betale alt det skyldige tilbage. Alene Gud i himlen kunne betale alt tilbage. Det kan intet menneske. Kun Gud kunne betale den løsesum tilbage for at mennesker kunne gå fri. Kun Gud kunne betale tilstrækkeligt (Thomas Aqvinas satisfaktionslære) med sin egen søns lydighed. Ja lydigheden indtil kors. Så langt ville og kunne Guds søn gå. Han der var ingen noget skyldig betalte med den højeste pris, sit eget liv. Gud fader betalte med sin egen søn, sit eget kød og blod. Ikke fordi Gud er en som vil slå ihjel, ikke fordi Gud ville ofre sin søn, på ingen måde, så langt ud kom det pga. menneskers hævn og had til hans søn, som blev sendt til dem. Af lydighed gik Guds søn hele vejen, og fordi menneskene ville gøre regnskabet op på gammeldags og forældet måde og som mennesker nu tænker og handler – efter fortjeneste og som en købmand gør regnskabet op, ville menneskene have Guds søn på et kors. Sådan blev det. Ak og ve!

 

Ikke desto mindre blev Guds søns død til ”løsesum for mange”. Således sendte Gud sin søn, ”for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.  (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16)

 

Guds søn Jesus Kristus betalte med den højeste pris og i kraft af sin lydighed imod Faderen. Som den eneste kunne han yde sin himmelske fartilstrækkelig betaling (satisfaktio) efter loven. Denne lydighed over for faderen - lydigheden over for loven - førte til et liv, der var så anderledes, at det ikke var muligt for mennesker at kunne acceptere det. Det liv fik som sin konsekvens døden.

 

Gud kræver ikke tilbagebetaling og indløsning af gælden. Gud har forligt sig med sig selv og med os – igennem sin egen søn. Gud er ikke en gnier. Gud er ikke nøjeregnende eller smålig, men en nådig og gavmild Gud. Af ingenting og ud af ingenting rækker Gud menneskene alting – og ganske ufortjent. Gratis som det hedder på latin.

 

Fordi Gud først har rakt mennesker sin tilgivelse, må mennesker også selv være villige til at tilgive deres skyldnere. Det må vi ikke glemme. Ellers vil det gå os ligesom den hårdhjertede tjener i lignelsen, ham som fik eftergivet sin uoverskuelige gæld, men bagefter selv glemte at  tilgive og forlangte at få inddraget gælden fra sine skyldnere.

 

Guds tilgivelse blev givet os alle i Jesu navn ved dåben, og vi bærer den i os og er samtidig forpligtet til at give den videre i det liv, som vi lever sammen med næsten.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen


 - forslag til salmer DDS 15 Kirkesangbogen "Jeg kommer i min dybe nød "Igen berørt, bevæget" DDS 653 DDS 729


- Asser Skukde 2009 ©, redigeret siden