Prædiken

Evangelium til anden søndag i advent:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for søndag den 8. december 2019

Med anden søndag i advent har vi to uger til julenat og Herrens fødsel. Advent er latin og betyder Herrens komme, Adventus Domini. Advent er tiden op til Jesu fødsel julenat. Advent er den tid, hvor vi venter på at mørket bliver afløst af lyset - da stjernen og englene og lyset kom over stadlen julenat.

Adventstiden og juletiden er lysenes fest. Og vi tænder lys - for at mindes det store himmelske lys, som blev tændt julenat. Både i vores kirker og i vores private hjem tænder vi lys i adventstiden. I vores private hjem har vi juledekorationer og lyskæder i et stadig stigende omfang. Trods en øget global opmærksomhed på at spare på elektriciteten kan man alligevel se, hvordan borgere rundt omkring i det danske land dekorerer deres huse i stadig stigende omfang.

Det er udmærket med alle de lys, vi tænder og de forberedelser, vi gør med os- med mad, drikke, konfekt og gaver. Det er festligt, hyggeligt og samler os. Man kunne dog spørge om forberedelserne har taget overhånd og om advent er gledet væk fra det mere enkle, som advent var i gamle dage?

Tager man den oprindelige (og katolske) fejring af adventstiden er den snarere en bodstid - ligesom fasten op til påsken. (I den katolske tradition udelades Gloria (Ære Være Gud i Det Høje), og der er ingen blomster eller pynt på alteret. Forberedelserne er ikke-materielle, og den egentlige fejring kommer på selve julenat og den følgende dag - undtaget anden juledag som er den første martyr Skt. Stefan dag.)


I forhold til adventsfejringen har den oprindelige tradition en pointe: Advent er en spirituel tid, og ikke en materialistisk tid. Så det kan ikke være forberedelserne, store som små, det kommer an på i adventstiden. Advent er faktisk noget andet og mere end alle de forberedelser, vi forbinder advent med.


Advent handler ifølge teologen, præsten og filosoffen K. E. Løgstrup om forventning. For har vi ingen forventning om, hvad advent bringer, har vi ingen grund til at forberede os. Løgstrup siger i en prædiken (over evangeliet til denne søndag, anden søndag i advent): "De ti brudepiger skulle bare forvente! Det var alt, hvad de skulle! Det afgørende var ikke, hvor meget eller lidt de fik udrettet. Bare de forventede, og det var der nogle gjorde, andre, som ikke gjorde. De kloge blev i forventningen, mens de tåbelige opgav den."


Advent handler om, at mennesket lever af forventning, frem for forberedelse. Vi kan gøre os nok så mange forberedelser, men har vi ingen forventning, er der ingen grund til at forberede sig. Forventning skal her opfattes positivt, ikke negativt. Forventning er som en positiv afventen, en forholden sig i åbenhed og taknemmelighed.

For at blive i lignelsens sprog, så opgav de tåbelige håbet om, at brudgommen kom. Havde de tåbelige derimod taget forventningen om brudgommens komme alvorligt, havde de også været klar, og så kunne de være blevet del af det fakkeltog, som skulle modtage brudgommen, når han kom. Så kunne de have deltaget i festen, som brudgommen ville have indbudt dem til som tak.


Det sker bare ikke for de fem tåbelige. Da brudgommen endelig kommer, må de tåbelige over til købmanden efter olie, og imens går den kostbare tid. Tiden forpasses og de kan ikke være hos brudgommen, som de skulle tage imod, og som havde brug for dem. Og døren til bryllupsfesten lukkes. De tåbelige kommer for sent.

Sådan går det. Der lægges ingen fingre imellem. Nu er dagens evangelium godt nok en lignelse - og som Jesus selv fortæller – en lignelse om Guds rige. Bryllupsfesten er billede på Guds rige, når det kommer, den fest og glæde, der vil være - indenfor, for dem der lukkes ind. Modsat den skuffelse og desperation (som er latin og betyder "uden håb"), der vil være for dem, der afskæres fra at deltage festen og glæden.


Dagens evangelium kunne minde om kongesønnens bryllup, jf. Matthæus kapitel 22, vers 1-14, hvor kongen sender invitationer ud til sin søns bryllup, men ingen af de inviterede har tid, nogle af de indbudte mishandler endda kongens sendebude. Derefter sendes nye invitationer ud til alle i hele landet, og alle får besked på at komme - og folk på gader og stræder nødes ligefrem. Endelig er der gæster nok, men en af dem har ikke de bryllupsklæ'r på, som er lagt frem til ham. Måske kan det virke som en voldsom reaktion at gæsten smides væk, men det er faktisk gæsten selv der ved ikke at forvente og gøre sig klar, som han skal, faktisk er den mest "hårdhjertede", det er ikke værten, som har fasciliteret brylluppet. (Ligesom det kan gå i TV-serien "Gift ved første blik, når bruden eller brudgommen ikke gør sig klar til at modtage den anden, så ender det sjældent godt. )


Den uopdragne og uforstandige gæst smides ud af festen - i mørket uden for. Den lignelse har også som et af temaerne den såkaldte "dobbelte udgang", at nogle afvises, men andre bydes indenfor - i varmen. Nogle gives, og andre får taget det, de har.


Alligevel er det sådan i dagens lignelse om de ti brudepiger. De forstandige har levet i forventningen om det forestående brullup. De har deres lamper og olie klar. Måske er lamperne lignelsens billedsprog for brudepigernes hjertes tro og håb, mens olien er deres gode gerninger, som skal følge af deres tro og håb, jævnfør Melanchtons artikel i den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana) Om De Gode Gerninger. Og apostlen Jakob siger også: "Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger er den død", Jakobs brev, kapitel 2, vers 17.


At tro og gerninger hænger sammen kan ingen være i tvivl om, heller ikke efter at have læst dagens evangelium - eller lignelsen om kongesønnens bryllup. Og troen og gerningerne vil Herren se på, når han kommer igen.

Ingen bryllupsklæ'r, olie eller lys i lamperne, ingen bryllupsfest. Nok er det ikke morsomt for dem, som havner udenfor, men det er heller ikke helt ufortjent, at det går, som det går. Alting har konsekvens, også for de som ikke gør sig klar, og de som ikke forventer Herrens komme og som slækker på deres tro og handlinger.


Måtte dagens lignelse om de fem forstandige og de fem tåbelige brudepiger være en formaning til os i forhold til den måde, som vi forholder os til livet på: Måtte vi bruge vores tid og vores talenter og vores ressourcer forstandigt som de fem forstandige: Nemlig leve i en stadig forventning, ikke opgive troen, håbet og kærlighedens gerninger.


Måtte vi leve ud af forventningen om Guds riges komme. Den forventning, som rummer både fortid, nutid og fremtid med: Forventningen bagud, om at Gud allerede har givet os livet. Forventningen for nuet og fremtiden, at Gud stadig dagligt giver os livet, ja hvert sekund vi får, skænkes vi fra Guds hånd.

Måtte vi også leve ud af den forventning, at Gud har taget bolig hos mennesker. Selv i den mørkeste og koldeste menneskelige afkrog, har Gud taget bolig. Vores verden var værd for Gud at elske. For Gud blev ikke alene menneske, men levede som menneske, som én af os. Gud fandt vort menneskeliv værd at elske og leve - Gud kom til os - tog del i vores selvvalgte fangenskab, vores mørke og indelukkethed, vores egoisme og selvtilstrækkelighed.


Fordi Gud kom til os - fordi Gud har forliget sig med os - fordi Gud har udrettet alt for os - så har Gud givet os livet igen. Et liv med hans deltagelse. Et liv, hvor hans kærlighed har sat os fri til at møde vores næste med det håb, at vi forventer Guds rige!


Så bliver fokus i vores liv ikke fortidens synder, ej heller frygten for, hvad fremtiden vil bringe, for Gud har udrettet alt i tid og evighed. Med sin komme, med sin deltagelse i menneskelivet, har Gud for evigt gjort alt godt - udrettet alt godt. Både hvad angår al fortid, nutid og fremtid har Gud udrettet alt godt.

Set i det lys - i forventningens lys - da bliver tiden lige nu, som ligger for vores fødder, der hvor vores fokus bør være. Vi skal ikke leve bekymrede for dagen i går, ej heller for hvad dagen i morgen vil bringe. I stedet bør vi koncentrere os om det liv, som venter os lige nu, i det sekund som er nu.

Fordi Gud er kommet til verden, og har ladet os få del i sit nærvær, bør vi også tage imod vores liv med glæde og åbenhed - i forventning om, hvad det vil bringe og hvad vi selv vil bringe ind i vores liv - med Guds hjælp, med Guds deltagelse.

Så bliver vores liv - ikke et liv fokuseret på det, som nok skal komme, men på det vi får lige nu, det liv som rækkes os netop nu. Måtte den forventning om Guds komme, give os inspiration, håb og trøst og styrke til at tage imod livet som det former sig nu og vil forme sig, så vi er åbne for at lade os glædes over det, værdsætte det.

Lad os leve dette nu, og alle kommende nuer, i den glædelige forventning til, at Gud vil råde, og at Guds rige nok skal komme.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.


Salmeforslag 271 77 268 - 277 87 74

- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden