Prædikener

Evangelium til søndag den 13. august 2017

 

Jesus sagde også til disciplene: "Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter.

Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!" Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.

"Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger."

Luk 16,1-9

 

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

 

 

Overvejelser forud for søndag (tiende søndag efter Trinitatis, første række)

 

- Den uærlige godsforvalter

 

 

Lignelsen om den uærlige godsforvalter rejser umiddelbart flere spørgsmål end den besvarer. Hvordan kan det f.eks. gå til, at Jesus roser den uærlige godsforvalter? Den uærlige godsforvalter har bedraget sin herre med sin uærlige forvaltning, og efter at være blevet sat fra bestillingen begår han endnu et bedrag: Han skaffer han sig venner ved hjælp af penge, og ikke engang sine egne, men sin herres penge.

 

Jesus roser ikke den uærlige godsforvalter for det underslæb, han foretog sig, mens han stadig var ved bestillingen. Og Jesus roser ham heller ikke for, at han ved hjælp af sin herres penge skaffer sig venner. Mange mener, at netop den sætning "Skaf jer penge ved den uærlige mammon..." er evangelisten Lukas' egen tilføjelse til Jesu ord og ikke Jesu holdning eller lignelsens sigte, tværtimod. Lignelsen vil noget helt andet:

 

Beretningen om den uærlige godsforvalter kan meget vel have haft sit udspring i en kendt sag om en uærlig forvalter - en sag om en i Jesu samtid, der havde begået underslæb. En sag, som var samtaleemne og højaktuel – ligesom i vore dage, når en skandale rydder forsiderne i sladderpressen. Sådan kan vi forestille os at den uærlige godsforvalter har været på folks læber dengang. En sag, som var almenkendt og som mange allerede havde en holdning til. Og en sag, som handler om den menneskelige natur.

 

Med fordel kan Jesus anvende den uærlige godsforvalter som eksponent for grådighed og uærlighed: Karakterbristen og amoralen. At tilrane sig og snyde med andre folks penge. Ikke sympatisk. På den anden side: Hvem kan sige at han eller hun ikke nogensinde har snydt sin næste? F.eks. glemt at aflevere noget tilbage? Uanset hvor meget eller lidt er det galt. Og et at snyde hinanden for ting eller penge. Værre er det fikkumdik, som mennesker begår imod hinanden. Det er vel langt mere alvorligt: Det underslæb i etisk forstand, som vi begår forhold til vores medmennesker.

 

Man kan spørge således: Kan vi alle modsvare den kærlighed og omsorg og respekt, som vi bør udvise mod enhver? Ligesom den uærlige godsforvalter fik en masse betroet fra sin herre, har enhver af os fået en masse betroet. Det største af alt, og som står vi med i vores hænder: Vi står bogstaveligt talt med hinandens liv i vores hænder (frit citeret efter filosoffen og præsten K. E. Løgstrup) Hver dag. Hvert øjeblik. Hvert sekund. Og forvalter vi den gave ret? Er vi tro i den måde vi forvalter livet på? Både vores eget liv og til en vis grad også hinandens liv, som vi har stor indflydelse på. Ødsler vi det gode i livet bort - ligesom forvalteren ødslede sin herres formue bort?

 

Er vi villige til at stå til regnskab til enhver tid over for vores næste? Vi skylder vel i virkeligheden hinanden alt - nemlig livet selv. For sådan er livet: så dyrebart og skrøbeligt, at vi ikke kan andet end være skyldig i at gøre vores ypperste for at yde livet og os selv og hinanden den allerstørste respekt.

 

Derfor må vi ikke ødsle det gode i livet bort, vi må ikke bedrage os selv eller hinanden i livets forhold. Vi er skyldige og vi kommer til kort. ”Vi magter ikke livet selv”, som det hedder i salme. Vi magter ikke at være den opgave voksen at yde livet og hinanden den respekt og den omsorg, som der kræves af os. Vi er utilstrækkelige og egoistiske – ligesom den uærlige godsforvalter. Vi er syndere – i større eller mindre grad.

 

Dog kan vi tage ved lære af den uærlige godsforvalter, der begynde at nedskrive gælden hos sin herres skyldnere. Ligeså skal vi. Ligesom den uærlige godsforvalter ikke tøver et sekund med at nedskrive de andres gæld, bør vi heller ikke tøve med at tilgive vores skyldnere.

 

Den uærlige godsforvalter handler særdeles beslutsomt og konsekvent, da det går op for ham at han skal aflægge regnskab for sin bestilling. Det er godsforvalterens beslutsomhed, som Jesus roser. Stillet over for at skulle aflægge regnskab for sin bestilling, udviser godsforvalteren i situationen beslutsomhed og selverkendelse.

 

Derfor må pointen i dagens lignelse være, at vi, når vi skal aflægge vores himmelske regnskab overfor Gud, skal handle resolut ligesom godsforvalteren. Med Guds dom og regnskabets time for øje, skal vi som godsforvalteren skynde os at nedskrive vore skyldneres gæld. Bemærk, at vi ikke bør vente til allersidste time som godsforvalteren. Vi bør i stedet gå igang med det samme - jo før jo bedre. Regnskabets time er allerede begyndt, ikke imorgen, ikke om flere år. Lige nu og her skylder vi hinanden og Gud vores et og alt: Ubetinget kærlighed, troværdighed, ydmyghed - som Guds tro og lydige tjenere.

 

Og ikke alene bør vi opføre os som sådan - tro og lydige tjenere. Fra nu og resten af vores dage er vi dog stadig under Guds tiltale og Guds bud, som vi ikke formår at overholde til alle tider. Vi gør ikke altid det gode, som vi skylder hverandre. Derved er vi stadig skyldnere - ligesom den uærlige godsforvalter. Skyldnere i større eller mindre grad, men dog dette: Skyldnere.

 

Evangeliet er dog det glædelige at samtidig med vi er skyldnere og utro - er vores gæld betalt. "Alt betales på et brædt", som Grundtvig siger. Vores skyld er afregnet een gang for alle, på det store regnebrædt, Jesu Kristi sonedød på korsets brædt.

"Folket dobbelt nåde", kalder Grundtvig det i sin store salme "Blomstre som en rosengård". Dobbelt nåde er disse to forhold tilsammen, dels at menneskene går fri af døden, dels at Djævelen får sin rette straf.

 

Sagt med andre ord i forhold til dagens evangelium: Mennesket skal ikke gå og betale af på sin gæld - ligesom den uærlige godsforvalter heller ikke skulle betale sin gæld af – bemærk det!

 

Sådan kan vi også håbe på, at vi ikke kommer til at skulle betale af på vores gæld – i forhold til Gud og næsten. For vores gæld i det store regnestykke er betalt – én gang for alle.

 

Den gæld hverken kan og skal noget menneske begynde at betale af på. Det ville være gerningsretfærdighed, og ikke evangelium. Evangelium i dag er dette glædelige og overvældende budskab, at Gud er nådig, og Gud er ikke nøjeregnende. Gud er ikke smålig. Gud er gavmild. Gud er ødsel. Gud sparede end ikke sin egen søn for at betale mennesker gæld.

 

Hvilken ødsel og gavmild fader som end ikke sparede sin egen søn – for vores skyld? Sådan er Gudfader og Gudsøn. Og det vil Gud. Vores gæld er indfriet og betalt. Vi var skyldige og dog er vi nu retfærdige og gældfrie. Regnestykket er gjort op og gælden betalt ud.

 

Og dog bliver vi stadig skyldige - overfor Gud og mennesker - i dette ene: At blive i kærligheden til Gud og næsten. Som apostlen skriver et sted: Så bliv hinanden da skyldige i dette ene, at elske hverandre. Dette er et skyldnerforhold vi ikke slipper for og skal vi heller ikke skal slippe for, men er vi sat i - så længe vi lever.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

forslag til salmer: 477 278 476 728

 

- Asser Skude 2009 ©