Prædikener

Evangelium

 

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem." Men han fortalte dem denne lignelse: "Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig."

 

Lukas, kapitel 15, vers 1-10

 

 

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

 

 

Overvejelser forud for søndag den 2. juli 2017

 

- Det tabte får

 

Det centrale i dagens evangelium er naturligvis den lignelse, Jesus fortæller om det ene får der genfindes og bringes tilbage i folden. Og måske vigtigst i dagens evangelium er Jesu egen konklusion: "Sandelig siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig". Sagt på en anden måde, størst er glæden i Guds rige over hver eneste synder, der omvender sig.

 

Således er temaet slået an: Synd og omvendelse. Og hvordan skal dette forstås? Synd er et teologisk begreb og det er ofte ret misforstået blandt ikke-teologer. Synd er f.eks. alt det som adskiller os fra Gud og at være umiddelbare og spontane i forhold til hinanden.

 

Ifølge Johannes første brev kapitel 1, vers 8ff. er ethvert menneske synder, og synden bor i mennesket: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed."

 

Ifølge Melanchton i Confessio Augustana artikel 2 "fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær...at denne arvede sygdom eller last er virkelig synd, der også nu fordømmer dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd, og pådrager dem evig død. De fordømmer Pelagianere og andre, der nægter, at arvesynden er synd, og som svækker Kristi fortjenestes og velgerningers ære ved at påstå, at mennesket ved fornuftens egne kræfter kan blive retfærdigt over for Gud".

 

Ifølge Skriften og Confessio Augustana er mennesket fra naturens hånd altså bundet til synden, og frit kan et menneske ene og alene blive ved Guds mellemkomst: Gud udfrier det naturlige menneske fra syndens og dødens verden og kalder det til sig ved det glædelige budskab om hans søn, som er kommet for at frelse fortabte og omvende enhver, som tror på ham.

 

Luther taler om at mennesket er indgroet i sig selv og har af natur en trælbunden vilje. Med andre ord: Mennesket er ufrit og kan ikke selv bestemme sig for at frelse sig selv. Luthers menneskesyn forekommer i den forstand pessimistisk, politisk ukorrekt og forældet i forhold til moderne pædagogiske principper, men Luthers lære er samtidig befriende, for ifølge Luther kan (og skal) intet menneske af egen vilje frelse sig selv. Det sidste kunne man ellers få indtrykket, at andre trosretninger lærer.

 

Sagt lidt forenklet så er et kristen menneskes frihed netop ikke hvad det menneske formår af egen kraft, men hvad Gud formår med det menneske. Et kristen menneskes frihed er alt andet end gerningsretfærdighed - det er dets synders nådige forladelse - på trods - skænket helt og aldeles ufortjent. Eller "gratis" som det hedder på latin.

 

Der er intet godt skabt eller gjort i mennesket, siger Luther, for mennesket er i kraft af syndefaldet helt og aldeles ondt, dvs. optaget af sig selv og sin egen onde natur. På denne måde er altså enhver synder, og ingen er bedre end andre fra naturens hånd. Og intet menneske kan altså ved egen vilje gøre fra eller til i forhold til sin personlige frelse, det tilkommer alene Gud.

 

I den forstand tager også de skriftkloge og farisæerne, som vi hører om i dagens evangelium, fejl, når de bilder sig ind at de med deres korrekte opførsel kan gøre sig fortjent til Guds rige - modsat de andre, som ikke holder sig til Loven og Profeterne. Derved kommer farisæerne til at fremstå rethaveriske og selvretfærdige, for de mener om sig selv, at det alene er dem, der fortjener Guds frelse. Derved gør de både Gud og næsten uret, for Gud alene dømmer og Gud alene frelser, det gør intet menneske.

 

Faktisk kunne man hævde at dagens lignelse om det tabte får og den afsluttende kommentar er en irettesættelse til enhver (hykler), som mener sig hævet over andre mennesker: Der er nemlig intet bedre i Guds øjne end en ærlige fortabt sjæl, som Gud genfinder og lader komme til sig. Sådan som det tabte får, som genfindes og bringes ind i folden igen. Sådan også med enhver synder, som Gud finder og som omvender sig.

 

Lignelsen om det tabte får bliver derved samtidig billede på Guds omsorg. Gud er optaget af, at bringe enhver, som er udenfor og tabt, tilbage i sin fold. I den forstand er dagens evangelium glædeligt. For det er glædeligt at Guds veje er uransagelige og at Gud vil gå over bakke, dal for at finde og genfinde enhver, som er tabt. For det er glædeligt at Gud vil gøre det, som er fornødent for at bringe det tabte tilbage. Således er også håbet for enhver, som Gud kalder til sin fold: At Gud vil kunne bringe enhver tilbage til sig, som han kalder med sin røst.

 

Sådan må da også håbet være for enhver, som ønsker at høre ham til: At han med sin røst vil kalde og omvende enhver, som er faret vild. For at få del i hans fællesskab - nu og altid og i al evighed. Udfriet fra enhver fare, nu og i al evighed. Beskyttet af ham, som kaldes vildfarnes hyrde og svages beskytter.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor fader søn og Helligånd, du som var og bliver en sand treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.

Amen.

 

forslag til salmer: 593 487 - 419 476 671

 

- Asser Skude 2009 ©