Evangelium
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.” Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: “Der står skrevet: “Mit hus skal være et bedehus.” Men I har gjort det til en røverkule.”
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Lukasevangelisten, kapitel 19, vers 41-48
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
– Jesus græder over Jerusalem
Forud for dagens evangelium hos Lukas finder vi beretningen om Jesu indtog i Jerusalem: Som fredens konge ridder Jesus ind i byen. Han modtages af folket som den nye tids konge, ridende på et æsel (aseninde med hendes føl). Uden våben indtager han byen. Som den nye frelser, Guds salvede, Davids søn ifølge profetien skulle gøre det. Og folket og den evige by Jerusalem modtager ham med fredens og evighedssymbol, palmegrene, der kastes foran ham på hans vej. Folket råber, “Lovpris Herren” og “Fred i himlen”.
Indtoget står i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig kort efter: Folkets hyldest til deres nye fredskonge er kortvarig. Før ugen er omme er stemningen vendt – og nu anklager de ham for at være en falsk profet.
Han bliver genstand for en sammensværgelse. Folket og de religiøse ledere kræver hans død på korset! Hvilken by, hvilket folk kan gøre en sådan katastrofe mod ham, der er profet og Guds søn?
Det gør selv samme by, som er fredens og evighedens by. Den by, hvor Gud havde taget bolig og Gud havde besøgt sit folk. Og de følgende årtier og frem bliver byen genstand for ufred og vold, og den ødelægges.
Det vidnesbyrd er entydigt, hvis man kender fortsættelsen på byens historie: Jerusalem belejres af romere gennem fire år, fra år 66-70, indtil den indtages år 70. Jerusalem plyndres og ødelægges, dens mure rives ned. Og fatalt bliver det 60 år senere, da endnu en jødisk opstand under oprørslederen Bar-Kokba ledsages af en systematisk ødelæggelse af Jerusalem: På den gamle bys ruiner lader den romerske kejser Hadrian demonstrativt en helt ny romersk (ikke-jødisk) by opføre.
Den hedder Ælia Capitolina, “den fremmede by”. Og et tempel for den mægtigste romerske (dvs. ikke-jødiske) gud Jupiter opføres på Templets plads! Og vel og mærke, der hvor alle jøders tempel havde ligget, der bygges et tempel for ikke-jøder. Og ikke nok med det, i begyndelsen af det 2. årh. bliver enhver jøde forment adgang til sin egen by, sin kulturs vugge! Og jøderne henvises til landflygtighed, den såkaldte diaspora.
Det er blot i korte rids det århundrede, der følger efter Jesu lidelseshistorie. De næste århundreder for jødernes og byens vedkommende fortsætter med samme tragiske udvikling, en lang tid med etnisk forfølgelse, overgreb og undertrykkelse.
Og samme skæbne synes at have hjemsøgt byen den dag i dag. Hvor tragisk. Jerusalem nyder langt fra den fantastiske skæbne, som den kunne – som fredens by. I stedet er Jerusalem og de begivenheder, der udspiller sig i og omkring den blevet en anstødssten for en del af verdens befolkning. Ikke fordi de nødvendigvis har ret, men nogle mennesker mener ikke byen ligefrem bidrager til verdensfreden.
Det må være alt det, som Jesus ser for sit indre i dagens evangelium, da han ser ud over byen og forudser dens ulykkelige fremtid. Jesus græder. Fordi han helst så, at byen ikke led denne grumme skæbne. Som enhver anden jøde er han opdraget og opvokset med den forestilling at byen Jerusalem er verdens centrum.
Han, som kommer fra Nazareth, ikke langt der fra, han er vant til at valfarte til byen og vant til at deltage i byens religiøse og folkelige fester. Som da han som 12-årig på egen hånd gik rundt i byen, og hjemmevant gav sig til at lære ved dens tempel, i en af forhallerne. Jerusalems historie er historien om fredens by, forsoningens by, der hvor Gud har forsonet sig med sit pagtsfolk, jøderne.
Derfor kunne Templet ikke ligge andre steder end det lå, derfor var det her jødernes åndelige og kulturelle centrum lå. Her havde Gud jo besøgt sit folk. Her havde Gud ifølge legenden David skænket sit folk tusindårsriget med fred og glæde. Fred fra fjenders angreb og fremmede hære.
Som sagt tidligere, det Jesus nu ser for sig, er et andet Jerusalem. Ufreden og voldens by. Den by står for fald, Templet står for fald, hele folkets kulturelle og religiøse samlingspunkt står for fald. Den evige stad, fredens by skal indtages og ødelægges.
For en jøde som Jesus har det været det samme som verdens undergang. Og det er værd at græde over. Som en anden domsprofet advarer Jesus for sidste gang og retter en skarp kritik: “Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid” .
Jesus rydder tempelpladsen og advarer sit folk og dets ledere. Imidlertid er det for døve øren. Jerusalems indbyggere tager ikke imod. Derfor kender byen ikke sin besøgelsestid, nu hvor en stor profet er stået frem. Gentagne gange er byen blevet advaret – af profeter før Jesus, og mange af dem har måttet lade livet pga. deres kritik.
Endnu engang afviser og ihjelslår byen en ny profet, der er kommet til dem. Blot med den forskel, at denne gang er profeten selveste Guds søn. Byen gør sig skyldig i sin egen undergang. Den tager ikke imod Guds søn, byen dømmer ham til døden.
Bemærk at det ikke er Guds søn, der dømmer byen, det er byen selv der med sin afvisning af Guds søn bringer dommen ned over sig selv.
Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til os om at kende vor besøgelsestid. Og det vil sige, at også vi må være parate til at omvende os – før det er for sent.
Omvendelse er muligt for enhver, som tror Guds Ord. Omvendelse betyder ikke, at mennesket skal ud og præstere en masse gode gerninger. Omvendelse betyder, at Gud kalder mennesket med sit ord og glædelige evangelium, og at mennesket tager imod det ord.
Eller sagt på en anden måde. Ordet er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til mennesker, for at de skal omvende sig og tro. Bemærk altså at omvendelse ikke er det samme som at mennesket nu skal gøre alverdens ting for at være god nok.
Evangeliet er netop nådigt og glædeligt derved, at mennesket intet andet skal gøre end netop dette ene – at tage imod Guds ord. Gud er allerede kommet til mennesker. Og Gud har besøgt os og har allerede taget chancen med os, og det er tilstrækkeligt. Det skete, da Gud ville møde os – igennem sin Søn. Og Gud måtte bøde for sin gavmildhed. Selv da det kom dertil, at Gud skulle lade sin egen søn dø for os, gjorde Gud det alligevel.
Det var og er en chance – ikke for mennesker, men for Gud. En chance Gud tog i tillid og kærlighed til os. Gud er kommet til os, vi er ikke kommet til ham. Gud er kommet til os, ligesom han kom til Jerusalem. Gud er kommet til os med fred og forsoning. Gud har besøgt os, da Gud kom til os i Jesus Kristus. For at skænke os sin fred.
Fred fra den kommende dom over verden. Fred for at dele samme skæbne som Jerusalem led. Guds søn, Jesus Kristus, er et modsigelsens tegn, et tegn til fald for nogle, et tegn til oprejsning for mange. Til oprejsning for dem, som tror, til fald for dem, der ikke tror. Til fald for dem, for hvem troen er blevet en falsk sikkerhed, til fald for dem, som ikke føler sig under stadig tiltale – af Guds ord.
Til fald for dem, som ikke frygter Gud og Guds vrede. Til fald for dem, som har hjertet hårde som stene og ikke vil åbne deres hjerte.
Måtte vi ikke føle os så stolte eller selvsikre som byen Jerusalem, måtte vi ikke tro, at vi kan være foruden Guds søn. Måtte vi ikke tro at vi kan være foruden den forsoning, som rækkes os i Jesus Kristus. Måtte vi ikke blive så skråsikre, at vi ligesom er som det Jerusalem, der ikke behøver Guds ord.
Måtte vi derimod tage Guds ord til os. Guds ord, der sætter os under stadigt ansvar i vores livsførelse. Guds ord, der samtidig giver os den frihed, at vores overtrædelser en gang for alle er sonet i Jesus Kristus. Måtte vi leve af det ord.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver en, sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.
forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676
© 2009 Asser Skude, redigeret siden
Leave a Reply