Evangelium
“Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: “Hvem er så min næste? Jesus svarede og sagde: “En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: “Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: “Gå du hen og gør ligeså”.
Lukasevangelisten, kapitel 10, vers 23-37.
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
Overvejelser til søndag den 3. september 2023
Den barmhjertige samaritaner
Når der kommer en hen til Jesus og spørger “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”, så er det ikke af interesse eller nysgerrighed, men det er for at fange Jesus på ord. Det er en lovkyndig, som vil have Jesus af vejen og en, som ikke skyr nogen midler for at finde noget, han kan bruge på ham.
Samtidig med at spørgsmålet til Jesus er en fælde, så er spørgsmålets præmis fra starten helt gal: Intet menneske kan gøre noget, hvorved det menneske frelser sig selv. Intet menneske præstere tilstrækkeligt, hvorved det derved fortjener frelsen.
Derfor giver det ingen mening, når spørgsmålet hedder “Hvad skal jeg GØRE for at arve evigt liv”. Du skal lige præcist intet gøre, for frelsen skænkes ufortjent, på latin kaldet “gratis”. For mennesket skal ikke gøre sig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Mennesket er allerede elsket af Gud. Gud har allerede elsket mennesket først, derfor er det eneste noget mennesket er pligtig, dette ene, at blive i kærligheden, for Gud er kærlighed.´, som det hedder i 1. Johannesbrev kapitel 4: “Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”
Og sådan forkynder Jesus ved flere lejligheder og i flere af sine lignelser. Gud er kærlighed. Kærlighed er ikke noget, man gør sig fortjent til, kærligheden er der bare fra Guds side, og mennesket frelses ikke af sine gerninger. Mennesket frelses af troen alene.
Til trods for at spørgsmålet i dagens evangelium er en fælde og til trods for at spørgsmålets præmis er gal, går Jesus alligevel ind på mandens tankegang og spørger ham uddybende: Hvad læser du selv ud af Loven?
Det svar, som manden kommer med kaldes “det dobbelte kærlighedsbud”, dvs. du skal elske Gud og du skal elske næsten som dig selv. Det er rigtigt, det er det største bud i Loven, men frelse noget menneske kan det ikke. Og selv hvis det kunne: Hvilket menneske kan i ramme alvor hævde at det til punkt og prikke – og til alle tider – har holdt det største bud i loven – elsket Gud og elsket næsten som sig selv?
Det er dog rigtigt at vil nogen elske Gud, må det menneske elske næsten, som Gud har skabt. Ingen kan hade sin næste, som han ser og kender, men elske Gud, som han ikke har set – jf. første Johannesbrev. For mennesket er skabt i kærlighed og er skabt til kærlighed. Derved tjener det også Gud bedst at elske Gud og elske næsten som sig selv. Det er det største bud, det dobbelte kærlighedsbud.
Læg øvrigt mærke til, at Jesus svarer manden, at hvis han gør alt dette, så “skal du leve”, ikke “så vil du blive frelst”. Når Jesus siger “så skal du leve”, er det altså ikke det samme som frelse, men det er tilstrækkeligt til kunne holde sig selv ud. Det er tilstrækkeligt til at være et anstændigt og ordentligt menneske, dette dobbelte kærlighedsbud, at elske Gud og elske næsten. Mere end dette kan man ikke forlange af noget menneske.
Alligevel fortsætter manden med sine spørgsmål og spørger igen – for at retfærdiggøre sig selv: “Hvem er min næste?” Og husk på, det er ikke fordi manden ønsker at vide svaret, Det er stadig for at fange Jesus på ord. Og i stedet for at udpensle for manden præcis, hvem næsten er, gør Jesus det overraskende, at han fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Den lignelse overrasker og provokerer. For den lignelse giver et andet svar end spørgeren kunne forvente: Den lignelse handler ikke om, at næsten er en som skal være genstand for ens egen godgørenhed og selvretfærdighed. Næsten er ikke en som skal være passiv modtager af ens egen selvtilfredshed og ens egen selvforherligelse.
I dagens lignelse er det næsten, der gør alt det rigtige, det er næsten, som er der for den nødlidende. Det er næsten, som er der for dig, og ikke næsten, som du kan gøre noget for. Sagt lidt mere firkantet: I dagens evangelium er budskabet, at du ikke kan vide, hvorfra hjælpen kommer og hvem der er din næste.
Samtidig er næsten i dagens lignelse en person, som tilhørte en gruppe i samfundet, som mange så skævt til. Mange latterliggjorde samaritanerne for deres Gud, tro og praksis. Alligevel anvender Jesus i dagens evangelium en samaritaner som et forbillede!
Samaritaneren havde ikke behøvet al det besvær for den stakkels forkomne mand i vejkanten. Alligevel gjorde samaritaneren det – og derved var samaritaneren den bedste ven i nøden for den forslåede stakkel i vejkanten. Derved var samaritaneren der for sin næste. Derved gik samaritaneren ud af sin vej for sin næste.
Og vigtigst af alt: Derved var samaritaneren den næste, som enhver måtte ønske sig. Tænk at der findes så hjælpsom og sød og gavmild en person. Så synes selv den værste medfart til at holde ud, når bare hjælpen er nær og ens næste er ligesom den barmhjertige samaritaner.
Dagens lignelse lægger naturligvis op til at enhver bør stræbe imod at være hjælpsom og barmhjertig – ligesom samaritaneren. Enhver må arbejde på sin næstes glæde. Enhver bør være der for hinanden. Enhver bør elske sin næste, fremfor at have nok i sig selv.
Dagens lignelse bringer det overraskende budskab, at din næste ved du ikke hvem er. Den hjælp du vil få, ved du ikke hvor vil komme fra. Måske vil det være fra en, du ikke kender. Ingen kunne have forudset, at det var samaritaneren der ville hjælpe den forslåede stakkel. Det var imod alle odds. De fleste ville have troet præsten eller levitten, de to fromme, gode mennesker hjalp. Det gjorde de bare ikke. De var der ikke for den forslåede stakkel. De var der ikke næste for den forslåede.
Næste for den stakkel var en som mange ikke regnede for noget. En, med en anden tro, og en anden bibel. Men hjælp er hjælp!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Forslag til salmer: 365 309 164 – 360 476 728
– udgivet første gang på denne blog 2009, redigeret siden
Leave a Reply