Evangelium
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: “Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: “En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Lukasevangelisten, kapitel 7, vers 11-17
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
Enken fra Nain
“Helligånd, hør, hvad vi bede
trøstig nu i Jesu navn:
Over os du vinger sprede,
råde bod på alle savn,
vække liv med lys og styrke,
hvor kun før var død og mørke!”
Sådan lyder salmedigteren og præsten N F S Grundtvigs (1783-1782) gendigtning (af William Hiley Bathursts digt fra 1831)
Den salme udtrykker rammende klart den følelse man kan have, når man mister een man holder af. Og den salme udtrykker rammende klart det afmægtige råb om hjælp et sådan tab kan føre med sig. Da kan man have brug for Helligåndens trøstende vinger, sådan at død og mørke kan vække liv med “lys og styrke”.
Det kan være en ubehagelig realitet at skulle forholde sig til døden. Intet menneske kommer uden om døden, og enhver bliver konstant mindet om døden, hver gang en af vore kære tages bort: Døden kan tage ens kæreste fra een, og døden efterlader een tilbage med savn og sorg. Det kan føles som man har mistet noget af een selv. Man kan ende der, hvor man kun kan se død og mørke – en følelse af afmægtig sårbarhed og en følelse af at være efterladt og alene.
Sådan er det også i dagens evangelium: Død og mørke hviler over enken i Nain. Hun har mistet sin eneste søn. Og hun har allerede mistet sin mand og er virkelig efterladt og står alene tilbage – sårbar. Hun er overladt til sig selv. Som forælder er hun ramt af den største tragedie, der kan overgå een, nemlig at overleve sit eget kød og blod, og som enke har hun tilmed ingen ægtefælle at dele tabet med.
I et samfund, hvor ens identitet ligger i ens familie, har hun ikke blot mistet sin ære og anseelse, men også sin eneste forsørger. Hun befinder sig i en verden af tomhed og fortvivlelse. Ikke alene en fortvivlelse over at have mistet sin eneste søn, men også en fortvivlelse over at have mistet ethvert livsgrundlag. Ikke alene sønnen bringes til dødens rige – også den efterladte enke kan se frem til et liv i et dødens rige på jord – et liv som levende død – uden hverken livsgrundlag eller håb:
Enken deltager allerede sammen med et stort følge i det sørgetog, som bærer hendes døde søn ud af byen. Gruppen af sørgende – på vej ud af byen – mødes af en anden gruppe, der er på vej ind i byen. De mødes ved byporten i Nain. Det er gruppen af Jesu disciple som møder ligtoget. Hvor gruppen med sørgende bærer mørket og dødens mærke, bærer gruppen af Jesu disciple håbet – håbet om at der er godt nyt på vej: Håbet om lys og styrke i stedet for død og mørke. Gruppen af Jesu disciple bringer det glædelige budskab: Budskabet om at Gud er kommet til mennesker – også til enkerne, de faderløse og de fremmede – dem, der sidder ladt alene tilbage. Som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: “for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”.
Og da Jesus får øje på kvinden “ynkedes han over hende”. I den græske og oprindelige ordlyd står der : “at det vendte sig inden i ham”. Så ondt får han af enken. Der er altså ikke tale om en smule medfølelse, men virkelig indlevelse i enkens situation.
Bemærk det er Jesus selv, der tager initiativ til at kontakte enken og griber ind. Ikke omvendt. Det er ham, der opsøger hende: Han griber ind i gruppen af sørgetoget, hvor hun befinder sig. Han blander sig og siger direkte til hende: “Græd ikke!”.
Straks går han “hen og rører ved den dødes båre”. Det er som om alt står stille i det øjeblik. Bærerne ved båren står helt stille. Den ellers håbløse situation ændrer sig på hans indgriben og idet han befaler: “Unge mand, jeg siger dig: “Rejs dig op!”. Og det sker. Den døde adlyder! – sætter sig op – og taler!
Jesus oprejser enkens søn fra døden. Og mere til. Ikke kun sønnens liv, men i lige så høj grad enkens liv rejses op. Vi skal lægge særligt mærke til det følgende: ”og Jesus gav ham til hans mor”. Enken rejses fra et liv i ensomhed, mørke og død til liv og glæde. Ikke eet menneske rejses idag til livet, men to: Ikke bare sønnen kommer til live, men også enken får sit liv tilbage – som mor til sin eneste søn.
Enhver, der har mistet en kær, og set sine kære på dødslejet har konstateret at noget af det sværeste at håndtere i den situation er følelsen af afmagt. Ethvert forsøg på at kommunikere med afdøde er og bliver forgæves. Ethvert forsøg på kontakt mødes med larmende tavshed!
Sådan er det ikke i dagens evangelium. I evangeliet om enkens søn i Nain hører vi svar fra dødens rige og en død bringes tilbage til livet. Det sker fordi det er Gud selv, der taler til den døde. Og Guds søn kan opvække den døde. På Guds søns befaling sætter den døde sig op og begynder at tale! Både gruppen omkring Jesus og sørgetoget bliver ramt af frygt, og snart lovpriser alle Gud, takker og lover Gud med ordene “Gud har besøgt sit folk”.
Nu er beretningen om enkens søn i Nain mere end blot et mirakel – mere end en dødeopvækkelse. (Jf. min prædiken til forrige søndag om Løgstrups skelnen mellem at “forbavselse og forundring”). Det er et evangelium, der gælder for enhver. Det er det glædelige budskab om, at der er håb for enhver: Selv enken, den faderløse, selv den fremmede skal Gud være Gud for. For Gud vil besøge sit folk, ligesom Gud selv i skikkelse af Jesus besøgte sit folk, da han kom til Nain.
Og det er et sandt evangelium, et sandt glædeligt budskab. At Guds søn gør alvor af sit løfte om at være nærværende, ikke bare med trøst og støtte, men også som i dagens evangelium, med virkelig indgriben. Guds søn giver virkelig enken hendes liv tilbage, ved at give hende sønnen igen. Guds søn giver hende livet tilbage, for nu er sønnen der igen til at forsørge hende, nu er sønnen der igen, som hun kan være mor for.
Enken får livet tilbage – det umulige bliver muligt ved mødet med Guds søn – det døde liv bliver til et levende liv. Enken bliver skænket et håb, der gør hende i stand til at se fremad – og helt konkret vender de om fra de dødes rige til de levendes. Beretningen om enken, der får sin søn igen fortæller os, at der ikke findes et liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genoprettes af Guds nåde og kærlighed.
Derfor er det glædelige budskab idag, at ingen må opgive troen på, at Gud kan ændre ulykke og ensomhed til lys og liv: Som Gud rejser enkens søn op, rejser Gud mennesker op – af støvet, fornedrelsen og håbløsheden – og gør os i stand til at gå oprejst bort ud i livet. Guds herlighed er i stand til at bryde igennem og trænge selv de mørkeste kræfter bort – også håbløshedens.
Når Gud spreder sine vinger over os, kan Gud føre os fra død og mørke til lys og styrke. Enken fra Nain bliver helt konkret rejst op af støvet. Guds søn kommer helt konkret enken til undsætning og gør hende i stand til at gå bort ud i livet med opløftet hoved. Og på samme måde spreder Guds søn troens vinger over os og rejser os op af støvet.
På samme måde blev også enkens og hendes søn skænket troens mulighed, da de fik livet tilbage igen af Guds søn. Og på samme måde – om end ikke så dramatisk som evangeliet i dag, skænkes også vi troens mulighed, når vi hører det glædelige budskab om Guds søn, der kom til os, for at åbenbare sin kærlighed til os – for at frelse og forløse os – uanset hvilket mørke eller hvilken dal, vi måtte befinde os i er Guds veje uransagelige og Gud formår det umulige.
Ved sin egen søn har Gud besøgt mennesker og skænket troen på ham, som er opstået, og som kalder enhver af os til at følge ham. Gud har altså i Jesus Kristus besøgt os – som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: “fra det høje at besøge os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge”. Gud har besøgt sit folk. Og hvor Gud altså er, findes dødens mørke ikke mere.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Forslag til salmer: 406 316 739 – 448 476 11
– 2009 © Asser Skude, redigeret siden
Leave a Reply