Evangelium
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: “Mester, hvad er det største bud i loven?” Han sagde til ham: ” ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.” Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” De svarede: “Davids.” Han sagde til dem: “Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ‘Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?’ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?” Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Matthæusevangelisten, kapitel 22, vers 34-46
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
– det dobbelte kærlighedsbud
For den almindelige jøde havde loven, toraen, mange bud (613, heraf 248 påbud og 365 forbud). Alle som een skulle de tages alvorligt.
I søndags var evangeliet en diskussion mellem Jesus og farisæerne om et af disse bud – budet om at holde sabbatten hellig: Farisæerne spørger Jesus, om han ville bryde det bud. I stedet for at svare bekræftende, stiller Jesus farisæerne det modspørgsmål: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” (evangeliet fra i sidste søndag, 17. s. e. Trinitatis)
Det tankevækkende er, at farisæerne bliver Jesus svar skyldig. De er ikke i stand til at svare på det spørgsmål. Og med god grund: Der kan være situationer, hvor budene forhindrer mennesket i at gribe ind og ændre en ulykkelig situation. Der kan være situationer, hvor lovene utilsigtet forhindrer mennesket i at være der for næsten og gøre Guds vilje.
I dagens evangelium er det igen en diskussion mellem Jesus og nogle lovtro farisæere. Atter vil de bringe ham ud i et dilemma: De kommer til ham med et svært spørgsmål. De spørger ikke af personlig interesse eller for personlig opbyggelse, men de spørger for at sætte ham på en prøve: “Hvad er det største bud i loven?”
Hvis Jesus går ind på deres tankegang og svarer bekræftende, risikerer han at forarge dem og krænke deres opfattelse af loven. Endnu en gang overrasker Jesus de skriftkloge: Han sætter ikke et eneste af budene ud af kraft, han sammenfatter derimod hele loven og alle budene i et enkelt – det dobbelte kærlighedsbud.
Det dobbelte kærlighedsbud har to led. Første led er en del af den jødiske trosbekendelse, som begynder med ordene og kaldes “She’ma Israel”. Oversat er den fulde ordlyd: “Hør Israel, Herren din Gud er én, og du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din styrke og hele din sjæl.” Anden del er budet “at du skal elske næsten – som dig selv”.
Jesu sammenfatning af alle budene til dette dobbelte kærlighedsbud er ganske enkelt genial. For det er ikke i strid med god jødisk lære, men det er nøglen til at forstå alle de øvrige bud. Det udtrykker lovens intention: Jesu svar til farisæerne lyder: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: “Du skal elske din næste som dig selv.” På de to bud hviler hele loven og profeterne”.
Jesu kritik af farisæerne går på ikke på deres person. Hans kritik går på deres forståelse af loven. Den dag i dag bruges “farisæer” som et skældsord, om hyklere eller falske personer. Det er netop falskhed, som Jesus kritiserer ved farisæerne. Farisæerne synes at følge budene for budenes egen skyld. Derved risikerer farisæerne at praktisere en fromhed, hvor de selv bliver aktører, mens Gud og næsten er statister, passive modtagere af farisæernes fromhed. Alt synes at handle om deres personlige fromhed, ikke om Gud eller næsten som en aktiv medspiller.
Fromhed uden at inddrage Gud og næsten – af hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sin styrke – er hykleri. Overholdelse af budene for budenes egen skyld er misbrug af loven. Som Jesus retorisk i sidste søndags evangelium spurgte: Skal budet om at holde sabbatten hellig forhindre en far i at redde sin søn fra at dø?
Det er lovens intention, Jesus vil finde nøglen til. Jesus vil, at mennesket skal gøre Guds vilje, ikke for at mennesket skal overholde loven, men loven vil pege hen imod Guds vilje. Og hvad er Guds vilje? Det svar Jesus giver i dagens evangelium er, at Guds vilje og lovens intention er, at mennesket af et helt og udelt hjerte elsker Gud og elsker næsten som sig selv: Mennesket skal lægge hele sin person, hele sin styrke, hele sin sjæl, ind i det, som det gør. Derved bliver der tale om engagement, der dominerer menneskets handlinger i forholdet til Gud og næsten.
Relationen til næsten og til Gud er ikke en relation, som er domineret af vane, af rutine, love og forordninger. Ellers ville hengivenhed, opmærksomhed og spontanitet være gået fløjten.
Derfor er Jesu forkyndelse i dagens evangelium ganske klar: Du skal elske din næste. Det skal du, fordi du skylder Gud og næsten det. Du skylder Gud og næsten alt. Det forhold slipper du ikke ud af: Næsten er skabt i Guds billede, ligesom du selv er.
Nu vil nogen måske spørge: Er det ikke tilstrækkeligt med en fromhed, der gælder budet om at elske næsten, hvorfor også elske Gud? Elske Gud skal vi, fordi Gud er altings ophav og endemål. Elsker vi ikke Gud, bliver vores gerninger uden retning, mål og mening. Så bliver det dobbelte kærlighedsbud alene et sæt humanistiske leveregler. Så glemmer vi det guddommelige ophav, vi er sat i, så glemmer vi, at vi er under stadig tiltale og ansvar over for Gud.
Vi er Guds tjenestefolk, og vi skal ikke tjene på hinanden. Vi skal tjene hinanden. Vi skal elske hinanden, som Gud allerede elsker os. Og således skal vi gøre: Som vi hørte sidste søndag (epistlen til 17. s. e. Trinitatis): ydmygt, tålmodigt og give os selv hen: Den, som vil være størst, skal være som den der tjener. Som Guds tjenestefolk skal vi naturligvis også tjene Gud. Ikke kun med ord og ritualer på helligdagen den ene dag om ugen, men naturligvis tjene Gud ved at elske næsten som os selv – alle ugens øvrige dage. Det er sand tjeneste for Gud. At tjene Gud i verden.
For som der står i første Johannesbrev, kapitel 4, vers 20 f.: “Hvis nogen siger: “Jeg elsker Gud”, men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder”
Den sidste del af dagens evangelium fastholder Jesus læren om, hvem han og Kristus er (kristologien). Kristus er netop den, som er både Gud og menneske. Han er mere end blot en idé eller et begreb. Kristus er den som på een og samme tid er både menneske og Gud. Kun derfor og netop således kan Kristus være på en og samme tid både Davids søn og Davids herre.
Med sit eget hjerte og med sin sjæl og sin styrke har han elsket både Gud og næsten. Det har han gjort ved selv at være den ideelle tjener for Gud og for næsten. For på een og samme tid er Jesus både herre og tjener. Han er herre, fordi han er vores herre og Davids herre, han er Gud. Samtidig er han også tjener, fordi han er kommet for at tjene både Gud og mennesker med sin frelsergerning. Han har givet sig selv helt og udelt.
Han har været lydig indtil døden, ja døden på et kors, som det hedder i brevet til Fillipperne kapitel 2: Med sin død på korset er vi blevet gjort retfærdige i troen på Ham. Fordi han har givet os alt, skylder vi også ham alt.
Således skal vi også være lydige mod Gud og vores næste, fordi Gud i Jesus Kristus har været en lydig og en ydmyg tjener for os. Således skal vi elske Gud af hele vores hjerte ved ikke bare at elske os selv og Gud: Vi skal at elske vores næste som os selv. For vi kan ikke tjene Gud bedre end ved at elske næsten, som Gud har skabt, og os selv, som også er skabt i Guds billede. Kort sagt: Vi er skabt i Hans kærlighed, udfriet ved Hans kærlighed og skal forløses ved de sidste tider ved Hans kærlighed.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Forslag til salmer 331 355 57 – 320 476 653
© 2009, Asser Skude, redigeret siden
Leave a Reply