Det er værd at bemærke, at det ellers ret politisk ukorrekte ord ”slave” er at finde i den nyeste danske bibeloversættelse, Bibelen 2020, © 2020 Bibelselskabet. Således i søndagens evangelium, Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 46-53, perikoben til 21. søndag efter Trinitatis.
Det er således en modig oversættelse af vers 51 af den oprindelige græske gengivelse, nemlig det græske begreb ”doulos”, helt præcist står der ”…hoi doukoi autou…”, altså ”hans slaver”, i flertal og med bestemt artikel foran, således jf. Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart © 1983 und 1993.
Den kongelige embedsmand, dagens hovedperson er en velhavende og betroet embedsmand, der naturligt for den tid har flere slaver i sin husstand. Da denne kongelige embedsmand højest sandsynlig er ikke-jøde, dvs. hedning, er det en tilmed endnu mere hårrejsende beretning. Hvorfor skulle han tro på Jesus?
Han, der ikke er jøde, men dog ansat i Kapernaum, hvor romerne havde en forlægning på 100 tropper (mand) har måske boet side om side med Jesus, mens Jesus selv som voksen boede i byen. Kapernaum kaldes i daglig tale ”Jesu anden hjemby”, da flere af Jesu mirakler finder sted her, men også fordi Jesus altså opholder sig her som voksen.
Det gør Jesus dog ikke i dagens evangelium. I dag er Jesu væk fra Kapernaum, hvorfor dagens helbredelse er en såkaldt fjernhelbredelse, hvor vildt det end lyder: Jesus helbreder et sygt (dødeligt syg) barn – på afstand – på barnets fars ønske.
Stor er farens glæde, da farens tjenere kommer og overbringer det glædelige budskab. Slaverne bliver dermed vigtige bipersoner i dagens helbredelsesfortælling. Slaverne får en vigtig birolle, da slaverne overbringer den glædelige nyhed, at sønnen er blevet rask. Pga afstanden kan faren ikke selv bevidne helbredelsen, men slaverne kommer den ulykkelige far i møde med det vidunderlige og opløftende budskab.
Slaverne bliver altså selv budbringere på det glædelige budskab. Dermed får disse slaver altså samme funktion af budbringere, ligesom engle, der bringer godt nyt til mennesker, det græske ord ”angellos”, budbringer, svarende til dansk ”engel.”. Som engle bringer slaverne ”glædeligt nyt”, på græsk ”eu – angellion”, på dansk ”evangelium”. Men der er også et andet pudsigt sammenfald på spil kommende søndags evangelium.
For så vidt jeg ved kan det græske ord ”metá-phoros” betyde ”flyttemand”, ”viderebringer”. Slaverne agerer en slags ”flyttemænd” af det ordbårne budskab ”din søn er blevet rask”.
Ifølge den græsk-tyske klassiske oversættelse svarer ”doulos” til det tyske ”sklave”, på dansk ”slave”, jf. ”Wörterbuch Zum Neuen Testament”, Walter Bauer, Göttingen 1955. Betegnelsen ”slave” er ret umoderne og politisk ukorrekt i Danmark anno 2023, og derfor som sagt hatten af for, at Bibelskabet i sin nyeste oversættelse holder fast i den oprindelige betydning af det ord ”doulos”.
Om den kongelige embedsmand kunne man godt få den tanke, at han var en god herre og slaveejer, ellers ville hans slaver nok ikke komme ham i møde med det glædelige budskab, men det er som om, at netop slaverne i dagens evangelium deler deres herres sorg over sønnens sygdom, og omvendt også finder selvsamme slaver lyst til at dele glæden over helbredelsen af deres herres søn.
Som datidens samfund var på Jesu tid måtte slaver forlade sig på deres herre, og der var ingen pardon, hvis herren havde sat sig noget for, så blev alt efter den herres vilje. At være slave var derfor ikke nødvendigvis nogen dans på roser, men afhang af slavens herre.
Den nuance er ikke med i Bibelselskabets kongeligt autoriserede oversættelse af 1992, her anvendes betegnelsen ”tjenere”. ”Tjenere” er nok mere spiseligt og ikke så stødende, men måske i virkeligheden også fjernere fra de historiske forhold.
Slaverne på Jesu tid var ikke som vor tids tjenere på café eller restaurant, og de forventedes at arbejde mere end 37 timer om ugen og slet ikke (naturligvis) med ret til ferie, som i vore dage. Datidens slaver var trælbundne, nærmest ligesom danske bønder under herremanden før stavnsbåndets ophævelse.
Datidens slaver havde end ikke en personlig frihed til at vælge deres egen tro, men skulle også her følge deres herres vilje (ligesom kvinder og børn i husstanden). Og som vi hører i afslutningen af kommende søndags evangelium lader netop hele den kongelige embedsmands husstand sig omvende og kommer til tro på Jesus.
Summa summarum: Hvad er der opbyggeligt og glædeligt for os som menighed og hørere og forkyndere af evangeliet at lære af kommende søndags evangelium? – ud over det indlysende glædelige budskab, at Jesus i dagens evangelium hjælper en ulykkelig far og dennes dødssyge søn.
Måske kunne det være at det at være, at vi som menighed og troende er kaldede til at være mere end bare ”tjenere” for Gud. Det forpligter at være kaldet af Gud, og det er ikke altid rosenrødt at være tjener. Vi skal ikke tjene os selv, men tjene hinanden og tjene Gud.
At være kaldet af Guds nåde, til Guds kærlighed og til at tjene Gud, er netop at fastholde det bud om kærlighed, som Guds søn, gav til os. At tjene hinanden, at elske hinanden, ubetinget, betingelsesløst og selvhengivende. Som lydelige slaver, ligesom de slaver til den kongelige embedsmand.
De slaver i kommende søndags evangelium blev overbringere, ”metaforer” i ordets græske betydning, dvs. ”flyttemænd” af det levende og talte ord, som altså kan bringe lykke, glæde og varme i selv det mest formørkede og fortvivlede sind. Som dengang da de slaver kom fra Kapernaum med det budskab, at ‘din søn er blevet rask’, et budskab, som må have fået den far til at lyse op, smile, glæde sig, græde, juble eller hvordan den far nu har opført sig, efter at have fået sin syge søn tilbage igen.
Dagens evangelium er samtid en historisk beretning og vidnesbyrd om en familie (inkl. hustru, slaver og børn) som omvender sig til troen på Jesus, jf. sidste vers i beretningen. Hele husstanden omvender sig, på græsk ”…he oikia autou holæ…”, på dansk ”…og hele husstanden hans (med ham). En husstand kom således til tro i kommende søndags evangelium, en husmenighed var født, og således beskrevet og bevidnet vejen banet for en af de første menigheder til dato, en menighed, der ikke havde en traditionel kirke at samles i, men altså sammen – som husstand – kunne samles i deres hus, for at dyrke deres nye tro.
Et fælles hus, hvor de kunne dyrke det ord, ”eu-angellion”, budskabet om Guds søn, Jesus Kristus, herre over liv og død, eller hvordan de nu kan have fejret Jesus, Jesu budskab og Jesu betydning for deres liv, deres fremtid.
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert at fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.
Seneste nyt i forhold til ny bibeloversættelse på dansk er, at på 500 året for reformationen i Danmark, 2036, udkommer en ny og opdateret version, læs mere på www.ritzau.dk
© 2023 Asser Skude
Leave a Reply