Evangelium:
Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: “Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.” Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: “Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.” Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.” Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: “Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.” De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matthæusevangelisten, kapitel 9, vers 18-26
Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab
Synagogeforstanderens døde datter og kvinden med blodflod
Dagens evangelium er næstsidste søndag i kirkeåret. (Det nye kirkeår 2024 begynder allerede om to uger, med første søndag i advent) Vi står foran afslutningen af kirkeåret næste søndag med den store og afsluttende verdensdom, hvor Jesus kommer for at dømme alverden- dels til frelse, dels til fortabelse.
Søndagens evangelium er legendarisk på flere måder: Vi hører om ikke bare ét under, men hele to. Og de to undere er nærmest flettet ind i hinanden, fordi det første under ikke afsluttes, men afbrydes af det andet. Rent fortælleteknisk er det et greb, som øger spændingen og intensiteten: Jesus er i bevægelse, på vej med sine disciple for at hjælpe en ulykkelig far. Og mens Jesus er på vej for at hjælpe, afbrydes Jesu af en udefra kommende kvinde, der tager fat i Jesu kappe, for at blive helbredt fra sine mange års lidelser.
Læg mærke til tallet 12 i dagens evangelium (Jesus har 12 disciple (disciplene omtales i perikopen men ikke deres antal, men de er 12 plus Judas (der ikke tælles med her, men regnes for den 13. disicpel)
Så er der den 12-årige døde datter, som Jesus er på vej til at hjælpe. Og for det tredje, den voksne fremmede kvinde, som gennem 12 år har lidt af svære blødninger.
I den såkaldte tidligere autoriserede og såkaldte ”1931-oversættelse” beskrives den voksne kvinde sådan: ”…en Kvinde, som havde haft Blodflod i tovl Aaar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon” (vers 20).
Ét forhold er, at den kvinde må have mange smerter. Det siges, at menstruation kan føles som slag med en hammer!, ja hverken mere eller mindre, men netop altså som kraftfulde pinsler, der vel og mærke påføres udefra, som uønsket og ukontrolleret rå og brutal vold.
Den ustoppelige strøm af blod oveni – og ikke blot igennem en kortere periode, men igennem hele 12 år må også have betydet en deraf følgende blodmangel gennem de seneste 12 år, en årelang og udmarvende træthed og udmattethed, mangel på næringsstoffer og vitaminer.
Ovenpå den kvindes fysiske lidelser og prøvelser, hvor meget desto mere må den kvinde have lidt af ensomhed og isolation i de 12 år. For ifølge jødernes forskrifter måtte en kvinde med blødninger socialt og religiøs som uren og behandles derefter: I praksis kan det have betydet, at hun ikke måtte se andre eller færdes ude, og slet ikke ved templet, så på alle tænkelige planer havde den kvinde været isoleret, jf. 3. Mosebog, kapitel 15, vers 25.
Og at kvinden tiltvinger sig kontakt (godt nok kun kvasten af Jesu kappe) er på den tid helt uacceptabelt, da hun netop er uren. Men i stedet for at kritisere eller fordømme eller udskamme kvinden, tager Jesus nærmest imod hende – nærmest som Jesus havde forventet det eller set det komme.
Jesus kan under alle omstændigheder mærke den lille kontakt der er. Det er, som om Jesus kan mærke den voksne kvindes traumer/lidelser, ja nærmest som om Jesus kan mærke kvindens energi, helt uforklarligt, blot gennem denne kontakt gennem Jesu klædedragt, ikke fysisk berøring, hvor utroligt det end lyder.
Bemærk at Jesus tiltaler kvinden ”datter”, selvom hun nødvendigvis må være en voksen kvinde (når hun har haft menstruation gennem 12 år).
Selvom denne kvinde er voksen og har haft menstruation gennem tolv år, så er hun også ”nogens datter”. Hun er nogen forælders barn og datter, men hvilke forældre får vi ikke at vide.
Men Jesus tiltaler kvinden som ”datter” (vers 22), Jesus ser hende som det hun er, et menneske, skabt i kærlighed og til kærlighed – i Guds billede, hvor vildt det end lyder.
Sagt på en anden måde: Hvor samfundet og omgivelserne primært fokuserer på kvindens sygdom, hendes ”kendetegn” (hendes stigma) ser Jesus kvinden som et menneskebarn, en datter, en med behov for kærlighed og omsorg.
Bemærk Jesus ikke siger til kvinden ”du er rask” eller ”du er helbredt”, men at “din tro har frelst dig”.
Når kvinden får det budskab betyder det at hun altså får mere end blot sit helbred, sin fysik tilbage, et sundt og rask krop og legeme. Hun får mere end ”blot” muligheden for at bryde sin isolation, sin ensomhed. Og hun får også mere end muligheden for at finde sig en mand, få børn, børnebørn osv.
Kvinden modtager frelsen, det evige liv. Hun reddes altså ikke blot for sin lidelse, men hun får del i det liv, som rækker ind i evigheden.
Efter helbredelsen af den voksne kvinde ankommer Jesus til synagogeforstanderens datter (også en datter). Hun er kun 12 år og har levet i lige så mange år som kvinden med blodflod. Pigen må være højt elsket og har altså (modsat den voksne kvinde) nogle der kommer for at hidbringe hjælp. Pigens far, synagogeforstanderen kommer på banen og har henvendt sig til Jesus. Sympatisk, medfølende og rørende at se, at denne far, en rettroende jøde, respekteret af egne og lokalsamfundet, ved en af de mest ærefulde funktioner, synagogens betjening, han er villig til at sætte det hele over styr – for at redde sin datter. Måske kan man sige han ikke har noget valg, for datteren er jo teknisk set død. Men faren helmer ikke, han må have hørt om Jesus og hans undere, måske endda hørt om den vilde opvækkelse af Lazarus, hvorfor skulle faren ellers give det et forsøg, at række ud til denne unge fyr, tømrersønnen, nok jøde, men ofte i kritik af sine egne og hans egnes hykleri og falske fromhed.
Søndagens evangelium rummer to modpoler religiøst set: På den ene side altså synagogeforstanderen som repræsentant for det etablerede system, synagogebetjeningen, den rette tro og Jesus på den anden side, som udfordreren af den ortodokse tro, som kritikeren af det etablerede, magthaverne, parnasset, både de sociale og religiøse ledere (herunder synagogeforstanderen)
Det må altså være med den risiko for synagogeforstanderen at han efterfølgende vil miste sin menigheds tillid, sin stilling og status, når han tager kontakt til denne provokatør Jesus.
Heldigvis, kan man sige, for faren og for datteren, gør faren det enhver far må gøre. Bider enhver skam, stolthed mm i sig, og beder ydmygt om hjælp.
Bemærk at selvom Jesus ved ankomsten til datterens hus får at vide at hun ”er død”, siger han ”hun sover.”
Det må helt klart være en reference til at datteren kan vækkes til live igen.
Og det sker som Jesus vil. Vi hører at folk omkring huset griner, nærmest hånligt ad Jesus. Skulle nogen da kunne oplive den døde? kan de kritikere have tænkt.
Men vi hører at ”…da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op”
Dødeopvækkelse er det ultimative under. Uforklarligt, utroligt, ja nærmest som de kritikere ved hendes båre ”umuligt”.
At pigen får livet tilbage igen, giver jo så faren og hans hus pigen tilbage igen. Det giver også faren og hans hus mulighed for arvinger, børn og børnebørn, en ikke uvæsentlig pointe.
På den tid var man prisgivet sin familie. Her var ingen fattighjælp eller ældrepleje. Som forældre var man helt og holdent i familiens vold.
Og man kunne da håbe – uanset hvor fromt og naivt det måtte lyde – så da ment ærligt og redeligt, at det bånd, som der måtte blive knyttet mellem far og datter ved den helbredelse blev endnu stærkere.
Faren havde reddet hendes liv, ved at sætte sit eget til side og gå all in. Og hvilken datter ville ikke herefter være sin far evigt taknemlig herfor?
Hvad skal vi med disse to undere i dag? Jesus er jo mere end blot velgører og undergører. Jesus kvier sig ofte ved når han sættes i bås som alene netop dette ”en undergører”. For Jesus er mere end blot til for at hjælpe og udfri mennesker fra sygdom, lidelse og død. Jesus er kommet som Guds søn, for at frelse os, skænke os det evige liv. Vi skal blot tage imod troen på ham som Guds søn.
Og her er vi ved en af de allermest vigtige pointer. Jesus helbredelser giver os som hørere af evangeliet mulighed for at blive forundret, og vi må konstatere at undergerningerne kan vise os hen på en større virkelighed. Underne har også det formål, nemlig at pege ud over sig selv og hen på den større virkelighed. Det er den dybere virkelighed bag underne.
Umiddelbart er underne hårrejsende, og mange bliver forbavsede over dem. Men det er ikke deres dybeste formål. At vi bliver underholdt nu og her. At vi bliver forbavsede.
Forbavselsen stiller ikke spørgsmål ud over sig selv og til tilværelsen og eksistensens formål. Der er forskel mellem forbavselse og forundringen.
Det er den danske præst og filosof K E Løgstrup (1905 -1981) der skelner mellem forundring og forbavselse.
Det store spørgsmål i dag anno 2023 kunne være om ikke også vi kunne blive forundret over disse to helbredelser, og måske endda som disse to piger, den unge og den voksne, blive ramt af troens under og troens mulighed. Lade troen gribe os, så at vi også kunne få livet tilbage igen, ligesom de to, komme tilbage til, der hvor vi var med vores liv, modtage det som en gave og som en velsignelse til at folde det ud, til glæde og gavn for Gud, næsten og os selv.
Lade os gribe af troens mulighed, så at også vi kan blive frelst, som de to kvinder, ved at lade os gribe af Jesu ord og gerning, for at allerede nu gå ind til den herlighed, som han har lovet, Guds rige, som allerede er begyndt og vil sætte sig igennem, nu og ind i evigheden.
Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var og er og bliver, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
– © 2023 Asser Skude
Leave a Reply