Evangelium:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Matthæusevangelisten, kapitel 25, vers 31-46
Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab
Den store verdensdom
På denne sidste søndag i kirkeåret giver det mening, at der gøres status. Det regnskabets time, der er temaet.
Ligesom i den (apostoliske) trosbekendelse vi søndag efter søndag bekender i kirken til højmessen, nemlig fra anden artikel om Guds søn, der skal : ”… komme igen for at dømme levende og døde”.
Dommen, dommen over levende og døde, er en del af den kristne dogmatik og historie og er ikke til at komme uden om.
Det er ikke rart at tale om, men det er en del af ”arvesølvet” og ”en del af pakken”, som vi som kristne tror og bekender.
Personligt har jeg tidligere skelnet mellem som kristen at ”tro på en Dommedag” og så ”frygte en Dommedag”. At tro på Dommedag klinger i mine ører forkert. Det er rigtigt nok ,at Dommedag er en del af tankegodset og bekendelserne og evangelierne har det med, så det er ikke til at komme uden om i den evangelisk-luthersk Folkekirke i Danmark, heller ikke anno 2023, men når man siger ”jeg tror på Dommedag”, kommer det hurtigt til at lyde som om man er ”frelst” eller meget from og har sit på det tørre.
Men hvem er egentligt i position til at opkaste sig til dommer over sig selv eller andre, og vide sig sikker på, at han eller hun er frelst, mens andre skal dømmes og sparkes ud? Det er ingen glædelig forestilling, og hvordan skulle man da også som et anstændigt menneske glæde sig over død og ulykke for andre?
Nu er teamet eller billedsproget om Dommedag, jo ikke noget præsten eller de første kristne fandt på. Det er Jesus selv, der i dagens evangelium taler om denne ”Menneskesøn”, der skal komme at dømme. Og vi hører at ”fårene skal skilles fra bukkene”, dvs. i betydningen, at de onde skal få deres (straf), og de retskafne deres (frelse, belønning).
Billedtalen om denne ”Menneskesøn”, der skal komme for at dømme kommer egentlig af den jødiske forestilling om den retskafne og mægtige konge, der ligesom den sagnomspundne kong Salomon, kunne passe på sit folk, Guds folket, indadtil og udadtil: Kongen selv var salvet af Gud, og bestred sit embede af Guds nåde, og under ansvar for Gud og sit folk. Kongens opgave var både at være en religiøs leder, men også en jordisk leder, en der beskyttede sit folk mod krig og ødelæggelse fra fjender og naboer, men kongen skulle også være garant for at der internt i samfundet var orden og retfærdighed, at enhver fik, hvad der tilkom ham eller hende, og ikke mindst at den svage, den fattige, enken og den som ingen familie havde, fik den hjælp der skulle til.
Derfor var den magt, som kongen besad, en betroet og Gudsgiven magt, til at tjene Gud – men også folket – af Guds nåde. Det er samme forventning, der også ligger i den jødiske forventning om den verdens kommende frelser, den såkaldte salvede, eller på hebræisk ”messias”, der skal komme igen.
Når Jesus taler om ”Mennskesønnen”, der skal komme at dømme, er det blevet udlagt af de første kristne, som var jøder og som forventede Messias, at det netop var Jesus, der er denne Guds søn, denne Messias, den udvalgte, som jøderne ventede.
Der hvor nogle jøder på Jesu tid afviste Jesus som Messias, var – som det også fremgår af påskens begivenheder, ikke mindst Palmesøndag og Langfredag, at Jesus netop ikke vil være den politiske figur, som mange jøder havde håbet. Disse jøder afviser Jesus som Messias, ja selv flere af Jesu egne disciple er skeptiske og modstandere af at Jesus giver sit liv for sit folk, at Jesus ikke redder sig selv eller søger politisk og religiøs indflydelse.
Os der kender fortsættelsen ved at Jesus søger en magt og en myndighed, som ikke er af denne verden. Og Jesus er en fredsfyrste (jf. læsningerne til advent), Jesus er en befrier, men ikke en befrier der befrier sit folk med vold og magt, men en befrier, der befrier med fredsommelige midler.
Palmesøndag indtog Jesus den hellige by, Jerusalem, riddende på et æsel ind i Jerusalem, ikke på en kampklar stridshest med soldater, men Jesus indtager den hellige by med fredens og ikke-voldelige midler.
Det kan lyde meget langhåret, og det har det også været, ikke mindst for de mange jøder, der skuffede måtte sande at den velgører og ordets mester, der forkyndte Guds rige komme, ikke ville give sit folk dette Guds rige med magt eller voldelige midler.
Men sådan var det og blev det. Og det skete virkelig, Jesus gav sig selv, og forsøgte ikke at redde sig selv.
Forestillingen om at Jesus som denne Guds søn træder ind og lider den såkaldte stedfortrædende død, for sone menneskers skyld, for at give sit liv, for at dem, som tror på ham, skal have evigt liv, som det hedder i Johannesevangelisten, kapitel 3, vers 16.
Forestillingen om at Gud fader sender sin søn for at redde verden, kaldes universalistisk. Guds frelse og Guds vilje om at frelse, rækkes ud til alle.
Derfor kan det også undre og provokere, især dette evangelium til i dag, for hvis Gud vil frelse alle, hvorfor kan alle så ikke blive frelst?
Selvom man måske som forkynder netop denne søndag kunne have lyst til at tale imod en forestilling om Dommedag og prædike at det ikke har noget med kristendom eller evangelium at gøre, så er det at gøre regning uden vært.
Måske er nøglen til at forstå Dommedag i virkeligheden at sætte sig ind i den lutherske og protestantiske forestilling om Lov og evangelium, disse modpoler, denne dualisme eller komplementaritet om man vil.
Kristendom er ikke blødsødenhed eller tilgivelse i en uendelighed, men kristendom handler også om ansvar og forpligtelse, moral og etik. Netop et ansvar som vi, der har hørt Jesu forkyndelse, også har en etisk forpligtelse til at efterleve, i ord og handling.
Problemet er jo, at enhver må og skal stå til regnskab for sine handlinger, for Gud og næsten, sådan må det nødvendigvis være hvis forestillingen om ”det dobbelt kærlighedsbud” skal give mening.
Det er ikke lige meget hvad et menneske bruger sit liv til, eller gør imod andre, for andre, med andre osv. Onde handlinger og egoisme kan ikke bortforklares eller undskyldes med en dårlig barndom, der må være konsekvens og regnskab for alt hvad vi mennesker gør og ikke gør.
Budskabet i Jesu forkyndelse er altså ikke sødsuppe eller politik eller samfundssind, der kan sættes på formel eller system. Uanset hvor meget eller lidt vi ønsker at høre det, er vores lykke ikke gjort med FNs verdensmål eller nødhjælps arbejde, hjemme og ude, men enhver dansker har en forpligtelse til at hjælpe og stå op for sin næste – det kan ikke tørres af på andre, hverken politikere, regering, FN eller andre.
I den forstand er luthersk og protestantisk kristendom også at forstå som et opgør mod fromhedsdyrkelse og gerningsretfærdighed (jf. Tidehvervs kritik af dyrkelsen af det fromme menneske, samfund mm)
For uanset hvor meget god t og rigtigt der kan siges om mennesker og menneskers hjælpearbejde og gode intentioner er og bliver det ikke tilstrækkeligt for mennesker ved egen kraft at frelse sig selv.
Vores kirkes reformator Martin Luther lægger vægt på retfærdiggørelsen af troen alene – på latin ”sola fide”. Omvendt siger Luther også, at gerninger følger af troen. Og i Melanchtons formulering i artikel 21 i bekendelsesskriftet ”Confessio Augustana”, siges om helgener, at de ”ikke skal dyrkes, men ihukommes offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald”.
Særligt evangelisk eller glædeligt er dagens budskab dog ikke i den forstand at det er svært at se noget glædeligt i at mennesker dømmes – og nogen endda til død og pine.
Som evangelisk, luthersk præst – og bundet af sit præsteløfte, hvor man højtideligt lover at “…forkynde Guds riges evangelium om nåden i Kristus til frelse for syndere rent og ret…” kunne det være anledning til på en dag som i dag at prædike alt andet end død og ødelæggelse, men derimod nåde og frihed i kraft af troen på Ham, som er Verdens Forløser.
Og det er et budskab, som gælder enhver, gode, som onde. Særligt de onde, bør evangeliet forkyndes for, så de hører og omvender sig og ledes tilbage på rette spor – og tilbage i folden sammen med de andre – sådan at ikke en eneste af disse mindste skal tabes fra flokken – jf. lignelsen om det fortabte får.
Dvs. netop de, som er på afveje, skal evangeliet bringes ud til og forkyndes for – for håbet er, at ingen, selv den største og ondeste synder er opgivet af Vorherre, men er omsluttet af Hans evige og altomsluttende kærlighed, sådan at selv den største forbryder på Dommens Dag må blive kendt “fri hals” eller frelst.
Der er tale om inklusion i Jesu forkyndelse, længe før det ord blev moderne i Danmark og kom på alles læber. Jesus er i virkeligheden inkluderende, når Jesus rækker ud til alle og enhver. Det handler blot om at tage imod, ikke at blive perfekt, men være åben for at modtage frelsen i troen på Jesus Kristus som Guds søn, verdens frelser
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver een, sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen
– © 2009 Asser Skude, redigeret siden
Forslag til salmer 732, Mørk er November, 612, 613
Leave a Reply