Det spørgsmål er naturligvis retorisk, og så alligevel ikke helt. For ønsker vi som danskere anno 2023 ikke længere at anvende ordet ”Kristus”? Eller sagt på en anden måde: Er ”Kristus” på vej ud af dansk sprog, dansk teologi, dansk kirkeliv og dansk kirketradition? I så fald vil det være begrædeligt og kan måske endda afstedkomme en historieløshed og rodløshed for os kristne danskere – og ikke mindst for vores selvforståelse som sådan.
Anledningen til at rejse denne principielle debat er foranlediget af den nyeste danske oversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet, som anvender ”Messias” (vers 11) i oversættelsen af kommende evangelium, evangelium som anvendes både juleaftensdag og juledag, Lukasevangeliet kapitel 2, vers 1-14.
I den nuværende og autoriserede danske bibeloversættelse Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab hedder det: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren…”, mens det i den nyeste danske bibeloversættelse altså er blevet til ”…I dag har I fået en frelser. Det er Messias, jeres herre….og han er …født…”
Bibelselskabet vælger i sin nyeste og uautoriserede oversættelse en anden oversættelse end den oprindelige: ”…etékthæ hymin sæmeron såtér hos estin Kristós kúrios en pólei David”, selvom næsten alle historiske kilder læser ”Kristós kyrios”, jf Nestle-Alands Novum Testamentum Graece, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart © 1983 und 1993.
Bibelen fra den forrige danske autoriserede oversættelse, den såkaldte 1931-oversættelse oversætter også med ”Kristus”, også altså ligesom nuværende og gældende danske autoriserede oversættelse, Bibelen, © 1992, Det Danske Bibelselskab. ”Kristus” er en latiniseret udgave af det græske ”Kristos”, men sprogligt og forståelsesmæssigt identisk.
Det samme kan man ikke sige om forholdet ”Messias” og ”Kristus”, efter min opfattelse. Det er rigtigt, at ”Messias” er det hebræiske ord for ”den salvede”, det som også det græske ”Kristus” betyder. Men i Det Nye Testamente optræder betegnelsen ”Messias” kun to gange, mens ”Kristus” optræder i alt 531 gange, jf. ”Gads Bibel Leksikon”, 2. udgave © 1998 C E C Gads Forlag.
Når nu evangelierne er nedskrevet på græsk (oprindeligt var evangelierne mundtlige traditioner og blev først nedskrevet én eller to generationer senere) og Kristus det klart mest anvendte begreb, hvorfor erstatte med det med et jødisk og hebræisk?
Ikke at der er noget galt med den gamle jødiske tro eller det gamle jødiske sprog, slet ikke, men kristendom eller kristen tro er det ikke.
Hvorfor give op på en to tusindårig historisk og sproglig tradition, hvor Jesus konsekvent omtales som Kristus? Der findes jo allerede i en tradition, som anvender ”Kristus” i alle former: Troen på Kristus, Kristi fødsel, Kristi liv og Kristi gerninger og Kristi død og opstandelse, eller for den sags skyld troen på Kristi genkomst.
Det kan blive en glidebane, når et nøglebegreb fjernes ud af en oprindelig tradition. Og det kan blive en udfordring for f.eks. vores egen selvforståelse som kristne, hvis vi lige pludselig ikke længere kan kalde os det, men skal opfatte os som noget andet.
Som det er nu, siger præsten til forældre og vidner efter dåben, ifølge Ritualbog, © 2009 Kgl. Vajsenhus´ Forlag: ”I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, for barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidst det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro…”
Vi er netop ”kristne” og ikke ”Messias”-troende, alle os der ikke er jøder eller hebræisk talende, men skolet og trænet med en græsk og vestlig (latinsk) udgave, nemlig ”Kristos” eller ”Kristus”.
For os som danske, vesterlandske (latinske) kan ”Kristus” være alt rigeligt og tilstrækkeligt dækkende, og kan således være at foretrække på den lange bane, både med hensyn til oversættelsen af det legendariske juleevangelium, men også generelt når talen falder på, hvem Jesus er. Han er Kristus, og vi som tror på ham, kristne, frem for alt.
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske munk og teolog Martin Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert at fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.
© 2023 Asser Skude
Leave a Reply