Evangelium
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: “Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: “Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: “Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: “Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: “Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: “Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.” Han sagde til hende: “Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: “Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.” Kvinden sagde til ham: “Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: “Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: “Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; “når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: “Det er mig, den der taler til dig.”
Johannesevangelisten, kapitel 4, vers 5-26
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
Synderinden ved brønden i Sykar
Jesus og kvinden taler i langt størstedelen af samtalen forbi hinanden. Samtalen mellem de to forekommer stiv og uforløst. F.eks. forstår kvinden ikke Jesu metaforik. Kvinden forstår ikke Jesus, når han taler om “det levende vand” og “en kilde til evigt liv. Først til sidst i samtalen går det op for kvinden, hvem hun står over for. Først til sidst ”lykkes” deres samtale.
Samtalens højdepunkt er samtidig slutreplikken, hvor Jesus giver sig til kende – som den han virkelig er, nemlig Kristus. Den Guds søn, som kvinden har hørt skal komme for at frelse verden. Jesus siger: “Dét er mig, den, der taler til dig”. På det tidspunkt går det op for kvinden, hvem han er: Han, som til at begynde med bad hende om hjælp, han er hendes frelser, den som hun skal søge og finde hjælp hos.
Vi får at vide, at mødet mellem Jesus og kvinden finder sted i byen Sykar. Sykar har ligget på den sydøstlige side af bjerget Ebal. Og ikke langt derfra, mod sydøst, ligger bjerget Garizim. Dét bjerg, som kvinden nævner, da hun siger: ‘det bjerg, hvor vore fædre har tilbedt Gud’.
Årsagen til den samaritanske gudsdyrkelse på Garizim skal findes i samaritanernes tro på, at netop dét bjerg var helligt. Samaritanerne mente, det var verdens ældste bjerg, og dét bjerg, hvor Adam blev skabt. De mente Gud havde udvalgt det bjerg som sit særlige tilholdssted og dermed eneste og sande centrum for gudsdyrkelsen. Her havde samaritanerne i sin tid opført et tempel, og her fejrede de højtiderne.
Stedet, hvor den sande gudsdyrkelse skulle finde sted, var en åbenbar konflikt mellem jøder og samaritanere – mellem jødernes tempel i Jerusalem og samaritanernes tempel på Garizim. Og i det 2. årh. før Kristus skal den jødiske konge Johannes Hyrkan endda have ladet det samaritanske tempel på Garizim ødelægge. En handling, der ikke ligefrem havde lagt nogen dæmper på det anspændte forhold mellem samaritanere og jøder.
Dagens evangelist Johannes (perikoben om Jesu møde med synderinden ved brønden i Sykar er såkaldt johannæisk særstof, dvs. findes kun her og altså ikke i de synoptiske evangelier (Matthæus, Markus eller Lukas) fortæller et sted, at en jøde helst skulle undgå at tale med en samaritaner.
Det agter jøden Jesus ikke rette sig efter. Han undgår ikke samaritaneren. Han henvender sig endda selv til hende, direkte. Og tilsyneladende accepterer han kvinden som hun er – også selvom hun lever ugift sammen med en mand – ja hun har tilmed haft yderligere fem mænd før ham. Det lader ikke til at forarge ham. Det er blot et faktum, han kender til.
Den samaritanske kvinde må have været en forargelse for jøderne i Sykar. Og vi, som hører evangeliet i dag, kan måske også undre os og spørge, ligesom disciplene må have spurgt sig selv: “Hvorfor vil Guds søn have noget at gøre med en samaritaner, en fremmed – og så endda en syndig kvinde?” Svaret giver Jesus os med sine ord – og ikke mindst med sin handling:
For det første: Jesus gør op med de traditionelle religiøse måder at dyrke Gud på. Jesus siger: Det er ikke afgørende, om Gud dyrkes på samaritanernes bjerg Garizim eller i jøderens tempel i Jerusalem.
Jesus forholder sig ikke til den aktuelle debat og rivalisering mellem jødisk og samaritansk gudsdyrkelse. Jesus hævder – hvad der er nyt for både jøder og samaritanere – at gudsdyrkelsen ikke er reduceret til en specifik geografisk lokalitet.
Den nye gudsdyrkelse skal ske “i ånd og sandhed”. Dermed ophæver Jesus alle skel mellem gudsdyrkelsen. Enhver – jøde, såvel som ikke-jøde – kan henvende sig direkte til Gud.
For det andet: Fordi Guds søn tilbyder frelsen til en person uden for jødekredsen, en hedning, betragtes dette møde ved brønden som en foregribelse af forkyndelsen af Jesus Kristus som ikke blot sit eget folks frelser, men også frelser for hedninger, altså hele verdens frelser.
For det tredje: Guds søn kommer til denne kvinde, ikke fordi hun er hellig eller udvalgt eller opholder sig et helligt sted. Tværtimod, hun har en mand, som ikke er hendes egen – og har yderligere haft fem mænd før ham. Hun lever på ingen måde efter samtidens regler. Hun er i alle henseender uren – både i forhold til etnicitet, køn og seksualitet. Dette synes ikke at være nogen hindring for Guds søn.
Guds søn åbenbarer sig i dagens evangelium uopfordret og betingelsesløst for denne syndige, samaritanske kvinde. Det er endnu et eksempel på, at det er de udstødte og marginaliserede, der (også) har Guds søns interesse. Mødet mellem Guds søn og den samaritanske kvinde sprænger alle konventioner.
(Den samaritanske kvinde ville efter samtidens konventioner på forhånd være diskvalificeret som værdig til at møde ham, som er Guds søn: Hun var samaritaner – der er altså tale om en uhensigtsmæssig sammenblanding af etnicitet. Hun er kvinde – en om end mere uhensigtsmæssig sammenblanding af køn, som i den antikke orden var skarpt adskilte: At en mand og en kvinde, der er fremmede for hinanden talte sammen i det offentlige rum er utænkeligt. Og endelig udlever kvinden en ukonventionel seksualitet. Hun er på alle måder utugtig og uren – og ikke mindst en kvinde enhver jødisk mand burde holde sig langt fra. Kvinden repræsenterer indbegrebet af en afviger. Hun er ikke jøde, hun er uren, hun er uden skam – hun er en synder.)
Bemærk at der kommer ingen anklager fra Jesu side om kvindens livsstil – og vi hører ikke kvinden fortryde sit gamle liv, og vi hører ikke, at hun beder om forladelse.
Dog sker der en interessant ændring hos kvinden, en ændring, der er meget mere essentiel end hendes køn, etnicitet og seksuelle vaner: Hendes rettethed mod Gud ændres samt hendes tilbedelse af Gud ændres:
Beretningen slutter med Jesu ord om, hvilke tilbedere Faderen vil have: “De, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Her drejer det sig ikke om den rette etnicitet, det rette køn eller rette seksuelle vaner. Det drejer sig om at tilbede Gud “i ånd og sandhed” og lægge håbet hos Kristus – ligesom vi hørte hos apostlen Johannes: “Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.”
Dagens evangelium ligger i forlængelse af sidste søndags evangelium om velsignelsen af de små. Jesus velsigner de små og siger de legendariske ord ”Den som ikke tager imod Guds rige, som et lille barn, han kommer slet ikke ind i det”
Dagens evangelium handler om at tage imod Guds rige i sandhed og ånd. Her kommer det ikke an på, om man er jøde eller samaritaner eller om man har levet efter samfundets normer eller ej.
Alt dette er uden betydning for Guds søn – som apostlen Paulus siger: “Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”, jf. Galaterbrevet, kapitel 3, vers 27-28.
Alle kulturelle identitetsmarkører, der er med til at adskille og opdele mennesker er uden betydning og bliver opløst. Det er den transformation, der sker hos kvinden – hun udfries fra den dom, som hendes samtid lægger over hende. Hun er indbegrebet af en afviger, der alligevel inkluderes. Hun er den, som bliver en del af det fællesskab, hun før ikke kunne få del i.
Vi er, som den samaritanske kvinde, fuldt og helt modtaget af Guds søn – elsket, som dem vi er og på trods af det vi gør – Guds søn rækker os nådigt sit tilbud om frelse, og tilbudet om at drikke af den kilde, der gør, at vi ikke længere skal tørste, men have evigt liv hos ham. Han er kommet til os for at frelse os fra denne verdens fordømmelser og vores fordømmelser af hinanden.
Alle normer og konventioner brydes ned af ham og transformeres til en håndsrækning til enhver, som har været fremmed for Guds kærlighed.
Det er så at sige i håbet til Kristus, at vi renser os selv. Accepten og kærligheden fra Gud kan vi ikke reducere til vores tilfældige forståelser af ret livsførelse. Vi må derfor ikke forholde accepten og kærligheden for dem, vi ikke kender og dem, vi ikke forstår.
Lad os derfor tro på Guds ord om, at frelsen med kilden til det evige liv skal rækkes ud til enhver. Lad os turde håbe på, at kilden renser os, sådan som vi i dag loves – uanset om vi måtte være en afviger som den samaritanske kvinde (med smag for flere mænd)
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Forslag til salmer: 331 306 441 – 596 523 11
© 2008 Asser Skude – udgivet 2008 © www.asserskude.dk, redigeret siden
Leave a Reply