Evangelium
Jesus sagde: “Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”
Matthæusevangelisten, kapitel 25, vers 14-30
– fra den autoriserede oversættelse, © 1992 Det Danske Bibelselskab
- de betroede talenter
Lignelsen om “de betroede talenter” er en lignelse om himmeriget. Personligt er det een af mine ynglings lignelser. Ikke fordi det går alle godt i lignelsen, for det gør det bestemt ikke, det ender med at de to flittige tjenere roses og den dovne tjener smides på porten. Alligevel vil jeg mene, at lignelsen handler om andet og mere end fortjeneste og straf. Snarere omvendt, lignelsen handler om ikke at være bange for at leve, og lignelsen giver inspiration til enhver, som ønsker at leve sit liv fuldt ud.
Allerførst hæfter jeg mig ved det ordspil, der findes på dansk mellem ‘at have talent for noget’ og så betegnelsen ‘en talent’ som er en økonomisk størrelse, svarende til en årsløn for en lønarbejder. Når der tales om “at anvende sit talent” skal det altså forstås bredt, dvs. alle forhåndenværende midler.
Cand. theol. og psykoterapeut, MPF, Bent Falk (født 1943) skriver i “Kærlighedens Pris” side 35f: “I Jesu lignelse om de betroede talenter… hører vi om to tjenere, der investerede deres herres kapital, tjente på det, afleverede profitten til deres herre og fik ros af herren. Og så hører vi om en tredie tjener, som gravede herrens penge ned i et hul i jorden, og som blev skældt ud – måske endda fyret fra bestillingen – skønt han ærligt og redeligt havde afleveret alle pengene tilbage til herren, bare uden profit.”
Som Falk skriver, kunne nogen måske få den tanke, at det er profitten, det kommer an på, men det er det ikke. Jesus er som bekendt ikke fortaler for købmandskab. Jesus er ikke fortaler for gerningsretfærdighed: Jesus er ikke ude på at rose kun de, som har succes med deres liv og deres investeringer i livet.
Til at forstå pointen i lignelsen om de betroede talenter tager Falk fat på forskellen mellem de to tjenere og den tredje, det er den forskel som er afgørende: “For klart at kunne se dét, kunne man have haft nytte af en fjerde tjener i lignelsen: en, der lige som de to første vovede noget med deres herres penge; men som i modsætning til dem tabte investeringen, så han ikke kunne betale herren den oprindelige sum penge tilbage. Søren Kierkegaard har i sine Papirer (1852) under overskriften: “Det, ikke at vove” skrevet om denne tænkte fjerde tjener; og han slutter med at sige: “Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige? Den afgørende forskel imellem tjenerne er m.a.o. ikke, om de vinder eller taber. Den afgørende forskel er forskellen i vovemod, eller hvad der er det samme: forskellen i tillid til herrens storsind. Den, som ikke tror herren har råd og sind til at tabe sin investering, gør sin herre lille – også selv om han, som den tredje tjener i lignelsen, kryber for ham og fortæller ham, hvor bange han er for ham. Herren har råd! Herren har taget sig råd, og han ønsker, at hans tjenere skal gøre det samme! Han har besluttet sig til, at det er bedre at tabe i livets spil, end det er slet ikke at spille med; og han ønsker ikke, at hans tjenere på hans vegne – og med hans påståede smålighed som undskyldning – skal være mere forsigtige, end han selv er. Han ønsker sig af dem den risikovillighed i forhold til livets opgaver, uden hvilken intet sker. Det er det samme som modet til at tabe; modet til om det så skal være, at pådrage sig skyld og modet til, hvis og når man går hen og bliver skyldig, så også at være skyldig! Alt dette i modsætning til den tredje tjener i lignelsen om talenterne, der forsøgte at undskylde sig; kun for at opdage, at det er den skyld, man vil af med, der gør det af med én.”
Den tydning af lignelsen, som Falk lægger for dagen – med baggrund i Kierkegaards forslag om en tænkt fjerde tjener, kaster nyt lys ind over dagens evangelium. Måske kunne man lidt provokerende fremhæve denne tænkte fjerde tjener som et forbillede til efterfølgelse: En tjener, der lige som de to første tjenere besad mod og mandshjerte til at vove noget med det, som han fik betroet. En tjener, som godt nok ikke har held med sin investering, men dog gør et ærligt forsøg, også selvom han taber.
Jeg ville nødig være ligesom ham, den tredje tjener, gnieren, der gemte på sin talent, endda gravede den ned og ventede til hans herre kom tilbage for at gøre regnskabet op. Hvordan kan nogen tjener dog bilde sig ind, at ens herre er tilfreds med sådan uopfindsomhed og uselvstændighed?
Bevares, livet er ikke let og det er også forbundet med risiko at investere, det man har. Omvendt er der også så meget at vinde ved at investere det bedste, man har lært. Sådan er livet. Livet er ikke noget du og jeg kan undskylde os. Livet er ikke noget du og jeg kan frasige os. Livet er et game, vi er sat i.
Livet er at vove, at satse og tage chancer. Livet er ikke at fastholde det, som har været, livet er ikke at være bange for at miste det, som man har fået betroet. For er man ikke villig til at vove, risikerer man jo også at gro fast, krampagtigt forsøge at fastholde det som er – i sidste ende et umuligt projekt.
Som Kierkegaard siger: ”At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste livet.”
Du og jeg er nødt til at indprente sig disse ord, hvis vi vil forstå Jesu lignelse om de betroede talenter: Du og jeg er nødt til at forholde os til, hvordan vi ønsker at forvalte de talenter, som vi er blevet betroet af vores himmelske far. Hvad vil vi tage med og bruge i vores liv af erfaringer, hvordan vil vi udnytte vores muligheder?
Er vi ikke villige til det, er og bliver vi nogle skarn. Alt det, som vi har haft indtil nu, og alt hvad vi vil få fremover, er jo i bund og grund noget vi har fået betroet fra vores himmelske herre. Vi står jo med livet, kærligheden, hinanden, ja måske endda børn og børnebørn, familie der behøver os og er dybt afhængige af os. Alle er vi uendelige rige: Rige på liv, kærlighed, rige på muligheder, oplevelser, erfaringer, som vi har høstet og vil høste gennem livet. Det, som gør os til dem vi er og uden hvilket, vi ikke ville være det samme.
Lignelsen om de betroede talenter er en opmuntring til enhver om at tage imod livet. En opmuntring til at gå i gang med at leve livet, på godt og ondt, være villige til at vinde og til at tabe. Selvom det skulle mislykkes nogle gange er det ikke det, som er afgørende. Det er bedre at vove, end slet intet at vove. Det handler om at sætte alt ind på at spille med i livets spil.
At give op i livets spil, det er det letteste at gøre – og det dummeste. Du og jeg skal turde kaste sig ud i livet, leve det. Være parate til at omstille os og udvikle os. Parate til at orientere os på ny. Forholde os positivt og åbent til livet. Du og jeg skal være parate til at se mulighederne, se chancerne, se alt det gode, som vores himmelske far rækker os – hver dag.
Jeg vil slutte med en vidunderlig beretning fra Møllehave – fra Karen Thisteds ”Det skal mærkes at vi lever”:
“Møllehave fortæller om en mand, som blev opereret for en discusprolaps, og det gik galt, og manden blev lam fra halshvirvlen og nedefter. Manden kunne ikke løfte hænderne op til munden, men han kunne bruge fingrene og fik skrevet en bog om sin ulykke.
Manden kørte rundt i kørestol. Sådan en elektrisk én med en meget lækker lyd og en dag kom han kørende ned ved mosen, hvor der stod nogle drenge, og de sagde til ham: “Hold op en smart kørestol, du har, mand, Den kan køre selv. Du er vel nok heldig”. “Nej”, svarede manden, “For jeg er syg og jeg kan ikke tage hænderne op til munden”.
“Så kan du ikke få noget at spise?”, spurgte drengene.
“Jo, for jeg har en kone, og hun klæ’r mig på, og hun giver mig mad og hjælper mig over i kørestolen, så jeg kan køre herned og møde jer”.
“Har du sådan en kone, der hjælper dig så meget. Du er vel nok heldig. Hende skal du passe på.”, sagde drengene.
Og så kørte manden hjem og han kunne godt se, at han nok alligevel ikke var så uheldig, som han troede. Han var faktisk ret heldig. Han havde jo f.eks. en fantastisk kone, en uvurderlig hjælp. Og han ville være et skarn, hvis han ikke priste sig lykkelig for at havde sådan en dejlig kone.”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Forslag til salmer: 4 7 306 – 369 69 366
– © 2008 Asser Skude,
udgivet første gang 2008 på www.asserskude.dk, redigeret siden
Leave a Reply