Det er værd at bemærke, at det for tiden ret udskældte begreb ”bonde” optræder i den nyeste danske bibeloversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet. Således i vers 26, kommende søndags evangelium, Markusevangelisten, kapitel 4, vers 26-34, perikoben til Sexagesima 2024.
I perikoben til søndagens evangelium findes de to skønne og legendariske lignelser om Guds riget, dels den om manden, der har kastet kornet på jorden, og det spirer og gror – af sig selv, dels den om det undseelige, nærmest usynlige sennepsfrø, der fra at være et af de mindste, vokser sig stort, så stort at himlens fugle kan bygge rede i det.
Lignelserne er naturligvis metaforer for det Guds rige, som Jesus forsøger at forklare tilhørerne om. Dertil anvender Jesus disse to lignelser. Naturligvis skal lignelsernes elementer ikke forstås helt bogstaveligt, f.eks. er sennepsfrø i virkelighedens verden ikke som de magiske bønner, som man kender fra middelalderens fabler, der udvikler sig til bønnestager så store, at de ligefrem vokser ind i himlen.
Men pointen fra Jesu side med den lignelse kan vel ingen være i tvivl om, nemlig at disse lignelser fortæller os, at Guds rige kan synes undseeligt nu, men Guds rige er – på den lange bane – ustoppeligt, uafvendeligt og på sigt uendeligt. Eller sagt endnu mere tydeligt: Guds rige er kommet for at blive, vokse sig stort, ja uendeligt og uafvendeligt. Hverken mere eller mindre.
Som kristen kan det naturligvis være noget af en mundfuld at skulle kapere, men glædeligt er det da, at Guds rige er kommet for at blive, og ikke kan stoppes eller forhindres. Det er virkeligt glædeligt, at tiden er på Guds riges side, og tiden vil arbejde for Guds rige.
Den indledende lignelse om manden, der har kastet kornet på jorden, jf. den nyeste oversættelse: ”en bonde, der har sået korn på sin mark” er altså med andre ord bemærkelsesværdig og modig al den stund, at Bibelselskabet med sin nyeste oversættelse gør brug af et ord og et begreb, som nok blandt nogle danskere kan vække stærke følelser, ja måske endda forargelse.
Nogle danskere mener, at bønder og landbrug ligefrem forurener og forpester Danmark, og ikke passer på den natur, som vi har fælles. Den debat agter jeg ikke at gå ind i, men vil blot bemærke den omstændighed, at ordet ”bonde” kan opfattes vidt forskelligt. Nogle kan høre noget negativt, og andre noget anderledes positivt. Jeg hører til de sidste, ikke mindst da jeg husker min fars bondeslægt, og ikke mindst fordi jeg tænker på, at bonden siden bibelsk tid (og tidligere) har haft en smuk opgave og et smukt ansvar:
Jeg husker således min farfar og oldefar som aktive og flittige bønder, og de var begge meget passionerede og dedikerede omkring deres hverv, for dem var det nærmest et ”kald”, altså stolt, ærefuldt og samvittighedsfuldt for dem at bringe afgrøder af jorden, passe på dyrene og naturligvis passe på den nedarvede jord.
For dem var det vigtigt, dels at afgrøderne havde det godt, dels at jorden ikke led overlast, dels at dyrene havde det godt, dels at der var overskud og fremtid for kommende bønder. Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt, men sådan husker jeg dem. Optaget af at bringe så rigt et udbytte af jorden, og ikke udpine eller forurene jorden, for så ville deres livsgrundlag smuldre.
Når det er sagt, synes jeg naturligvis – ligesom det også ligger i den smukke og legendariske bibelske lignelse om manden, der har kastet kornet, at der er tale om noget nærmest mirakuløst, uforklarligt, noget der er større end, hvad ord og fatteevne kan gribe. Tænk sig at jorden kan give vækst, endda mangefold, og nærmest helt af sig selv!
Det er som om bonden blot er en medarbejder i den proces, at bonden er en del af en smuk og skøn sammenhæng, mellem natur og menneske, til glæde og gavn for begge, for jorden og for bonden, der kan leve af det, men også at den bonde kan gøre andre glade med at dele ud af sit overskud fra jorden.
Nærmest som en ubrydelig pagt mellem naturen og menneske, næsten som den pagt, som Gud gav menneskene til at begynde med, ved verdens skabelse, da Gud satte menneskene på jord og betroede dem jorden med alt, hvad der er derpå, således at menneskene herefter skulle være forvaltere af Guds skaberværk, jf. Første Mosebog fra Det Gamle Testamente.
Kort sagt: Det er således en modig oversættelse af vers 26 af den oprindelige græske gengivelse: ”hås ánthropos bálæ ton spóron epi tæs gæs”, jf. den videnskabeligt anerkendte tradition, Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart © 1983 und 1993, på dansk svarende til ”mennesket/manden, der har kastet kornet på jorden”. Endda er ”hås antropos” en tilføjelse i nogle af de ældste historiske kilder, så egentlig kunne man læse ”én, der har kastet kornet”.
Således står der i virkeligheden slet ikke noget om, at der ligefrem er tale en ”bonde”, men det ligger i konteksten, at der må være tale om en sådan. Men når nu Bibelselskabet gør det helt tydeligt, er det altså ret modigt – i moderne kontekst Danmark anno 2024.
Hvis nogen ikke vidste det: Når det for bonden på gammel tid var såkaldt ”så-tid”, kastede bonden såsæden ud på sine marker: Gående ude på marken gik han, sædemanden, og med sine bare næver doserede han med rund hånd fra sækken på ryggen, jf. lignelsen om sædemanden, der kastede såsæden, uagtet om bonden kastede på hård jord, blandt tidsler eller på god jord, Markusevangelisten, kapitel 4, vers 3-9.
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske teolog, munk og senere præst Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.
© 2024 Asser Skude
Leave a Reply