Sexagesima 2024

Evangelium
Jesus sagde: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.” Og han sagde: “Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.”

Markusevangelisten, kapitel 4, vers 26-32

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Lignelser om Guds rige

En stor skare er stimlet om Jesus. Så mange er der, at Jesus er nødt til at sætte sig ud i en båd på søen, for derfra, at forkynde Guds rige for skaren inde på bredden. Jesus fortæller tre lignelser om Guds rige: Den første lignelse er lignelsen om sædemanden, der gik ud for at så – noget faldt på vejen, noget på klippegrund, noget blandt tidsler og noget i god jord. Det er evangeliet efter første tekstrække. Fokus i denne lignelse er ikke, at sæden har fire forskellige modtagere, men fokus er, at sædemanden sår med rund hånd. Sædemanden er ikke nogen helt almindelig bonde, han er generøs og tænker ikke på profit. Det sædemanden vil er at komme ud til alle afkroge – endda der hvor det ikke betaler sig!

Dernæst fortæller Jesus den anden og tredje lignelse om Guds rige. De to lignelser udgør dagens evangelium: Dels lignelsen om manden, der tilsår jorden, og kornet spirer af sig selv og bærer frugt, dels lignelsen om sennepsfrøet, der på trods af dets ringe størrelse, spirer, vokser op og bliver langt større end de andre planter, endda så stort at det vokser ind i himlen, hvor fuglene kan bygge rede i det.

Det, som gør disse tre lignelser så unikke, er deres ukuelige optimisme. Lignelserne gør enhver skeptiker til skamme: Guds rige er kommet for at blive, og Guds rige kan ikke forhindres i at bryde frem. Og Gud vil være ligesom den sædemand, der kommer ud til hver en flække af sine jorde. Selv de golde agre og stenede jorde, vil Gud så til, i håbet om at Guds rige vil spire – selv der. Nok syner Guds rige ikke af meget her og nu, men Guds riget skal vokse sig større end noget andet. Og det vil ske helt af sig selv, ja automatisk – uden at nogen kan forklare hvordan, det skal gå til!

Ligesom frøet, der spirer, skyder og vokser sig stort – af sig selv. I den græske ordlyd kaldes frøet, der spirer “ta automátæ”. Måske lyder det underligt at noget fra naturens hånd er “automatisk”. Det er dog slet ikke ment på den måde. Det hører med til frøets natur at spire.

Frøet skal ikke engang beslutte sig for om, det vil spire, det gør det bare – automatisk. Og netop den automatik i frøet sammenligner Jesus med Guds rige, der vil bryde frem – automatisk – af sig selv. Og det er virkelig et kært billede af Guds rige, og lige siden jeg første gang hørte om “det automatiske frø” har jeg nydt at genhøre denne lignelse.

En anden og ikke mindst lige så kær detalje ved dagens evangelium findes i den anden lignelse, nemlig lignelsen om Guds rige, der er som et sennepsfrø og fra at være petit, vokser det til og bliver så stort, at himlens fugle kan bygge rede i det. Selvom enhver ved, at ingen plante vokser ind i himlen, så er sennepsplanten dog et velvalgt billede på en plante, der til at begynde med er ubetydelig, men vokser sig stor.

Sprogligt lægger lignelsen op til en sammenblanding af “himlen” og “himlene”. Der er ordspil imellem “himmel” og “himlene”. Sprogligt og betydningsmæssigt minder de to om hinanden, men de er naturligvis forskellige størrelser: “Himlen” som den øverste fysiske sfære, hvor kun fuglene kommer, og “himlene” som er det åndelige og hinsidige rum, Guds rige. Selvom der er og bliver tale om to uens størrelser kan barnlige sjæle ikke lade være at sammenblande disse to. Og enhver voksen, der har forsøgt at forklare et barn om forskellen mellem “himlene” og “himlen”, ved at det ikke er nemt. Det er nemmere at have denne lidt sjuskede sammenblanding mellem de to sfærer. Det er også lidt kært 🙂

Sammen med de kære sider af dagens evangelium, rummer dagens evangelium alvorlige emner: Guds rige bryder frem uden at mennesket kan gøre fra eller til, og uden nogen kan forklare hvordan. Ikke engang den mand, der kaster frøet kan forklare, hvordan det sker. Jesus siger selv: “en mand, der har tilsået jorden, han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.” Det sker bare. Automatisk. Af sig selv!

Guds riget har sin egen iboende dynamik, og Guds riget er ikke menneskers værk. Noget nær det eneste vi kan gøre, er at indse, at vi ikke har magt over Guds rige. Det nævnes ikke med et ord i dagens evangelium om vi får valget imellem enten at være åben for at modtage Guds rige eller det modsatte. Selvom dagens evangelium er tavst om menneskets egen rolle for at blive en del af Guds rige, så ligger den tydning af lignelsen nær, at Guds rige er noget, som Gud tager sig af – og ikke mennesker. Det ligger langt over menneskets evne og mulighed selv at kunne gribe ind i Guds rige og ændre Guds planer.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være at tænke på den dialektiske teologi, som brød frem efter 1. Verdenskrigs slutning, hvor verdenssamfundet stod chokeret tilbage og kunne konstatere hvor meget ondskab mennesker stadig kunne udrette. Efter 1. Verdenskrig havde den fremherskende tro på menneskets moral lidt et betydeligt knæk. Den dialektiske teologi hævder i stedet for troen på menneskets formåen Guds suverænitet. Den dialektiske teologi opstod som modsvar til den ellers herskende liberalteologiske linje, som priste menneskets dyd og evne til at forbedre sig.

Selvom der i dagens evangelium ikke med et ord tales om menneskets vilje og evne, mener jeg godt man kan argumentere for at dagens evangelium er et slag imod gerningsretfærdighed og selvretfærdighed. Som før nævnt er fokus i de tre lignelser om Guds rige ikke på, hvad mennesker kan, men på hvad Gud kan, og hvad Gud i sin storhed magter. F.eks. i lignelsen om sædemanden er fokus ikke de fire typer modtagere af Guds rige, men fokus er sædemandens generøsitet.

Fordelen ved at anlægge den dialektiske tydning, er at mennesket fritages for et stort ansvar for at gøre fra eller til. Samtidig fritages mennesket også fra at skulle gøre sig til dommer over andres fejl og mangler – for mennesket er slet ikke i position til at dømme om retfærdighed og frelse.

Ulemperne ved den dialektiske tydning er dog også til at få øje på. Mennesket mister sidste rest af personligt ansvar og medindflydelse for sin egen retfærdighed og frelse. Det kan være nedslående, hvis man ønsker at tro på fri vilje og mulighed for handling. Så derfor kunne mennesket i sin frustration over at være sat i denne afmægtige situation spørge: Hvad skal det til for, hvis vi som mennesker er så små og ubetydelige, mens Gud så mægtig og Guds rige vil bryde frem uanset hvad? Gør det overhovedet nogen forskel, hvad vi tror? Gør det overhovedet nogen forskel, hvad vi gør?

Jeg hører i dagens evangelium det glædelige og trøstelige, at vi ikke behøver at spekulere os grå hår i hovedet om hverken vores egen magt eller afmagt: Vi kan alligevel intet gøre i den forstand, at tiden arbejder for Guds rige. Guds riges komme er uafvendeligt. Eller endnu mere præcist betegnet, Guds rige er irreversibelt. Det er en proces, som kun kan gå een og samme vej, nemlig frem og ikke tilbage, det kan ikke engang forsinkes eller udsættes til senere. Processen er igang: Guds riget er allerede kommet som det lille sennepsfrø, som bonden har kastet i jorden, og det skal vokse sig stort, så stort at himlens fugle kan bygge rede deri.

Samtidig er det er befriende at tænke, at intet menneske kan forhindre Guds rige i at bryde igennem. Ikke engang en Stalin eller en Mao kunne, og nogen tredje despot vil heller ikke kunne. Omvendt er det nedslående, at intet menneske kan fremme Guds rige. Aastrup udtrykker det sådan: “Herrens kirke er på jord, nu og indtil verden ende…Overalt, hvor ordet lyder…Og det sker, hvor Gud det vil. Ingen djævel kan det hæmme, ingen helgen kan det fremme, ingen gør et gran dertil.”

Alligevel er der et håb om, at det trods alt gør en forskel, hvordan mennesker indstiller sig på Guds riges komme. Ligesom vi hørte i søndags i lignelsen om de betroede talenter, så handler det om at tage imod livet som en gave og forvalte det fuldt ud som sådan. Livet er ikke noget som skal sættes i banken eller gives til vekselererne, det ville være både tankeløst og utaknemmeligt.

Livet har vi modtaget fra Gud, og vi skal tage ansvar for det og tage del i det og leve det fuldt ud – kompromisløst. Den mulighed har vi fået betroet. Så et lille “ja” til at mennesket kan gøre noget, et stort “nej” til at mennesket skal gøre sig klog på sin egen retfærdighed og frelse, et stort “nej” til at mennesket skal gøre sig kloge på andres retfærdighed og frelse samt et stort “nej” til at noget menneske kan forhindre Guds rige i at bryde igennem.

Lignelsen om kornet, der spirer af sig selv er også en lignelse om, at vi er del af en større sammenhæng. Lignelsen om kornet der spirer, lærer os, at livet har en iboende styrke og vilje, som ikke kan slukkes eller afbrydes af andre. Og heldigvis har ingen den magt over andre! Uanset de måtte bilde sig det ind!

Viljen til at vokse, spire og leve – ja sætte nye frø – er større end noget menneske har magt og myndighed til at ødelægge. Selvom nogen skulle forsøge at hæmme det lille frø eller sulte det eller tørste det, så vil det lille frø spire og rejse sig – og blive en smuk og stor plante, som himlens fugle kan bygge rede i. Den plante vil med sin egen historie være et vidnesbyrd om, at Gud findes og Guds veje er uransagelige og Guds rige vil vokse sig stort – ja ind i himlen.

Derfor må vi også lære af den lignelse om det lille frø, dels at vi først og fremmest skylder livet respekt og ydmyghed. Som det hedder i den salme af Brorson “Op al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise… Gik alle konger frem på rad, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde”. Guds rige og Guds magt er større end selv den mægtigste konge på jord. Ikke engang en konge på jord, kan gøre Gud kunsten efter i Guds mindste detaljer af skaberværket.

Sådan forholder det sig med Guds rige. Guds rige er ikke af denne verden, alligevel dog sat i verden. Guds rige er ikke en politisk eller ideologisk forestilling, skabt af mennesker. Guds rige er og hedder sådan, fordi det alene har et ophav, nemlig Gud. Og indtil det bryder tydeligt frem for enhver, må vi forlade os på dagens evangelium om at Guds rige – ligesom det lille frø – har en indbygget automatik og nok skal bryde frem, også selvom ingen ved hvornår eller hvordan.

Og mon ikke Gud i himlene vil være ligesom den gode bonde, der sår frøet, og ikke afbryder det, men afventer tålmodigt og nænsomt indtil kornet spirer? Ligesom den gode bonde vil Han ikke prøve at fremskynde kornets spiring og vækst. Han vil i stedet forholde sig i ro og give kornet tid til at udvikle sig – samtidig med at han naturligvis holder øje med spiringen og væksten, indtil den dag, når kornets kerne er moden, og kornet skal høstes. Da skal Gud komme med seglen for at høste – ligesom bonden i lignelsen.

Indtil høsten kommer og Gud vil komme igen, måtte vi leve ubekymret, i tillid og kærlighed til Gud og næsten. Også selvom vi ikke kender Guds veje eller tiden eller målet for høsten. Også selv om vi måtte undre os over det liv, som ikke engang vi selv er herre over. Måtte vi ikke afskrive os selv eller næsten fra den høst og det regnskab Gud vil gøre op, men i stedet håbe på en god og udbytterig høst, både for os selv og for vores næste.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Forslag til salmer: 15 315 352 – 156 69 401

© Asser Skude,

udgivet første gang 2008 www.asserskude.dk, redigeret siden