Er betegnelsen “Israel” på vej ud?

Er betegnelsen ”Israel” på vej ud af dansk sprog, dansk teologi og dansk bibelbrug? Det spørgsmål kan med rette stille efter at have nærlæst den nyeste danske bibeloversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet, som tilsyneladende ikke finder det vigtigt at fastholde netop den betegnelse, når det kommer til kommende søndags evangelium, den såkaldte ”Marias lovsang”.

På søndag er det som bekendt Maria Bebudelsesdag 2024, jf. Lukasevangelisten, kapitel 1, vers 46-55. Jesu mor, Maria, lovsynger Gud, her ved undfangelsen af Guds søn, ni måneder forud for fødslen julenat. At det er et legendarisk evangelium er vel de færreste i tvivl om. Spørger man katolikker er netop dette evangelium noget helt særligt, det fortæller, hvordan netop Maria er unik – blandt kvindekøn.

Men også for os protestanter er beretningen om Maria vigtig, ikke at hun skal dyrkes som helgen, men Maria skal dog huskes for hendes forbilledlige evne til at være en Guds tjenerinde, én som tager sin opgave og kald på sig og løfter den opgave, som englen Gabriel har stillet, at føde Guds søn, at blive vidne til hans liv, død og opstandelse. Marias ord til Gud er ikke ligegyldige og netop Marias egne ord, af Marias egen mund får vi i søndagens evangelium.

Derfor er det med vemod, at et ord, som Maria eksplicit anvender i sin lovsang til Gud, altså ”Israel” er gledet ud. Ifølge ”Bibelen 2020” undlades ”Israel” (vers 54) og i stedet anvendt ”sit folk”.

Læg mærke til at ”Bibelen 2020” går imod tidligere og traditionelle autoriserede danske bibeloversættelser, ikke mindst den såkaldte 1992-oversættelse, som læser ”Israel”.

Hvorfor oversætte ”Israel” med ”sit folk”, når det ikke findes i den oprindelige græske læsemåde og det samtidig går imod traditionen?, jf. ”Novum Testamentum Graece, Nestle-Aland, 27. revidierte Auflage, © 1898 und 1993 Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart som læser ””Israæl”, altså på dansk ”Israel”, (vers 54).

Det er nok kun de færreste danskere anno 2024, som ikke har bemærket en tiltagende modstand hjemme og ude i verden imod staten Israel.

Men hvad har det at gøre med en dansk bibeloversættelse – før, nu og fremadrettet? Intet forhåbentligt.

”Israel” er nok et gammelt begreb, anvendt og benyttet af jøderne på deres sprog hebræisk, historisk og litterært bevidnet i Det Gamle Testamente (jødernes bibel), groft sagt tre gange så gammelt som f.eks. vores runeskrift (blot til sammenligning med hvad vi har af historisk på danske breddegrader).

Sigtet med en moderne dansk bibeloversættelse anno 2024 er vel at sætte sig ud over aktuelle og igangværende politiske diskussioner og interesser, og i stedet at give læseren på dansk et så sagligt og nøgternt tidsbillede som muligt af den originale tradition og læsemåde, og altså hverken lægge til eller trække fra.

Nogle husker måske at ”Israel” også blev udeladt i den nyeste bibeloversættelse ”Bibelen 2020”, jf. evangeliet til 3. søndag i advent 2023, den såkaldte ”Zakarias’ lovsang”, Lukasevangelisten kapitel 1, vers 67-80.

Også det er et legendarisk evangelium med et legendarisk budskab, som er blevet forkyndt de seneste to tusinde år, og det skyldes ikke mindst indledningen: ”Lovet være Herren, Israels Gud…” (vers 68), således den kongeligt autoriserede danske bibeloversættelse, © 1992 Bibelen, Det Danske Bibelselskab.
Derfor kan det også undre, at vendingen ”Israels Gud…” også her er forsvundet ud af den nyeste danske oversættelse, I stedet oversættes ”jødernes Gud”.

Men ”jødernes Gud” står der ikke i den oprindelige græske (ældste) version af søndagens evangelium, jf. Nestle-Alands ”Novum Testamentum Graece”. Her læser alle tilgængelige, og videnskabeligt anerkendte, kilder samstemmende: ”Eulogætós kyriós ho Theos tou Israæl…”, altså ”Lovet være Herren, Gud, Israels…” eller ”Lovet være Herren, Israels Gud…”.

Der vil sikkert være mange forskellige meninger om, hvad ”jødernes Gud” betyder, og hvad ”Israels Gud” betyder. Jeg vil dog forsøge at udrede det sidstnævnte, da det er det, som oprindeligt findes hos de historisk tilgængelige og anerkendte kilder.

Jødernes stamfar Jakob kæmpede ifølge 1. Mosebog med Gud, og Jakob fik tilnavnet (slægtsnavnet) ”Israel”, og ”Israel” kan betyde noget i retning af ”har kæmpet med Gud”, historisk ”fra 900-tallet fvt. [har der eksisteret] to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 evt.”, citat Navnet Israels historie – Religion.dk

Men begrebet ”Israel” er mere end blot et slægtsnavn og betegnelse for et historisk specifikt folk med en specifik geografisk oprindelse, og ”Israel” er mere end blot det specifikt historiske og geografiske Israel, som fandtes gennem næsten et tusinde år indtil 70 år efter Kristi fødsel, og det er også mere end det geografiske Israel, som verdenssamfundet i moderne tid gav jøderne efter Anden Verdenskrigs afslutning.

”Israel” er også et teologisk begreb, der handler om et folk, der er udvalgt, beskyttet, privilegeret om man vil. Ikke nødvendigvis for, at det folk skal føle sig bedre end andre, men fordi ”Israel” fik en særlig rolle, som det pagtsfolk og Guds folk, altså de levende stene af kød og blod, som skulle tjene Gud Herren og Guds vilje, som hans tro tjenere, på godt og ondt.

Læser man gennem Det Gamle Testamente er det ikke altid nogen dans på roser at være udvalgt, der følger i sagens natur et stort ansvar med, og ikke altid gør folket Guds vilje og Gud Herren straffer og slår hårdt ned på afvigerne. Tænk blot på de byer Sodoma og Gomorra, som jævnes med jorden, fordi de er onde og perverterede. Byens indbyggere voldtager og slår ihjel de Guds engle ihjel, der var sendt til dem, for at hjælpe dem.

I Det Nye Testamente anvendes ”Israel” også, og helt naturligt, fordi de første, der kommer til tro på Jesus netop er jøder, omvendte jøder, jøder der mener, at Jesus er den selvsamme Messias, som alle jøder venter skal komme og udfri sit folk.

Det nye ”Israel”, det nye pagtsfolk, det nye Guds folk, skal være alle de, som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.

Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden (og gerningerne) konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie og udvælgelse.

Det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Israel og det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud imod hele den vide verden, på græsk kaldet ”kat-holos”, altså ”for hele verden”. Man kunne også kalde det sidste for ”universalisme”.

Søndagens evangelium, Marias lovsang, er nøglen til at forstå Marias udvælgelse og situation og Jesu komme, og hvordan Guds folket skal konstitueres, som det nye Israel. Og i Zakarias lovsang introduceres vi for den skikkelse, der skal bane vejen for den nye frelser, Messias. Det er Zakarias’ egen søn, Johannes (Døber).

Hvor frelsen tidligere blev rakt til det gamle folk, jøderne, det gamle Israel, og særligt tydeligt gennem den udvortes omskærelse på drengebørn, er det nye pagtstegn for det nye Israel, de kristne, troen og dåben og omvendelsen, den indre omskærelse af hjertet, en frelse der kan rækkes ud til det nye Israel, den nye verden, ud over alle grænser, alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel.

Dermed er referencen til det gamle ”Israel” ikke ligegyldig. Betegnelsen ”Israel” handler netop i kristen kontekst om andet og mere end blot at være født med den rigtige etniske baggrund og den kulturelle og religiøse baggrund, netop tværtimod. Derfor er oversættelsen ”sit folk” problematisk, for det kan misforstås derhen at alene etnicitet afgør, om man kan blive frelst. Det er netop ikke tilfældet. Frelsen i troen på Jesus Kristus afhænger netop ikke af etnicitet.

Det afgørende for ethvert kristent menneske er troen på Jesus Kristus, dåb og omvendelsen er vigtig, ikke at man er født som jøde eller ikke-jøde.

Så betegnelsen ”Israel” er vigtig og central på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og soteriologiske (førelsesmæssige) sammenhæng mellem jøder og kristne, et gammelt bånd, der bliver fornyet med troens og dåbens sakramente, en forbindelse mellem det gamle og det nye, den gamle verden og den nye verden, Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, mellem Lov og Evangelium.

Bemærk:

Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske teolog, munk og senere præst Luther (1483-1546).

Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.

© 2024 Asser Skude