Evangelium
Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.
Matthæusevangelisten, kapitel 22, vers 15-22
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
Overvejelser
En gruppe skriftkloge farisæere og herodianere henvender sig til Jesus. For det første fordi de – tilsyneladende – ønsker at høre på Jesus og de svar han giver, men de har i virkeligheden onde hensigter. De vil ham det ikke godt. De vil angribe ham – på ord. Deres spørgsmål er af retorisk art og er endnu engang et forsøg på at fange Jesus i at sige noget, som strider mod loven eller Guds bud. De forsøger at fange ham på det forkerte ben. Deres spørgsmål vil lykkes, hvis de får ham til at modsige sig selv eller fange ham i en overtrædelse.
De skriftkloge farisæere har allieret sig med en gruppe af herodianere. Herodianerne var datidens værnemagere. Opportunister, som ved at indsmigre sig hos de romerske magthavere skaffede sig betydelige fordele. Nogle berigede sig endda på deres folks bekostning – også ved at indsamle skat.
Datidens skatteinddrivere og samarbejdspartnere med den romerske besættelsesmagt var ikke vellidt – slet ikke af farisæerne. Herodianerne og farisæerne, som her går i fælles front mod Jesus, var altså i virkeligheden arge modstandere. Herodianerne blev på mange måder betragtet som forrædere mod det jødiske samfund, der følte romerne undertrykte dem.
Og den romerske kejser og det romerske samfund dominerede på mange måder det jødiske folk. Som Jesus kan konstatere, er det kejserens billede som er på mønten. Og med god grund kunne man give det jødiske folk ret i det urimelige i at betale skat til en kejser, som ikke var deres egen valgte kejser, men en besættelsesmagts og overmagts kejser. På mange måder følte det jødiske folk sig ufrie og underkastet en uønsket og ufrivillig alliance med den romerske besættelsesmagt – som bestemt ikke handlede til det jødiske folks fordel.
Nu henvender så disse arge modstandere – herodianere og farisæerne – sig til Jesus. Først indsmigrende – de roser Jesus for alt det gode de har hørt om ham: ”Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk”. Og efter de sleske ord kommer deres fælles spørgsmål: ”Er det tilladt at give kejseren skat eller ej”?
Det er et snedigt spørgsmål. Svarer Jesus ”nej”, at man ikke skal betale kejseren skat, vil herodianerne kunne anklage ham for, hvad der svarer til vor tids ”civil ulydighed” og brud med datidens romerske love og forpligtelser. Så ville den romerske besættelsesmagt kunne arrestere Jesus og dermed ville herodianerne kunne få stoppet hans lærevirksomhed. Omvendt, svarer Jesus bekræftende, at man skal betale kejseren skat, ville farisæerne kunne bruge det imod ham og vende det jødiske folks opinion imod ham og opildne folkets had imod Jesus. Alt sammen et forsøg på at undergrave Jesus og hans virksomhed.
Dette er i virkeligheden det perfekte komplot, hvis man kan tale om noget sådant. Det er ondsindet og gennemført manipulation. Herodianerne og farisæerne har tilsammen lavet den perfekte sammensværgelse imod Jesus: Uanset om Jesus svarer ”Ja” eller ”Nej” vil det fælde ham. Svarer han ”Nej” er han en forbryder mod den romerske magt. Svarer han ”Ja” er han en forbryder mod sit eget folk. En sand forræder.
Men… Jesus har gennemskuet sammensværgelsen. Så i stedet for at gå i fælden med begge ben, og sige enten ja eller nej, vender han spørgsmålet mod dem selv og spørger dem, hvis billede de ser på mønten. Farisæerne og herodianerne er nødt til at svare – som sandt er – ”kejserens billede”.
Derfra og på den baggrund svarer Jesus : ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Jesus skelner mellem, hvad Kejserens er, og hvad Guds er. Skelner mellem, hvad vi skylder kejseren og hvad vi skylder Gud.
Det kan forekomme som et undvigende svar. Det var bestemt ikke et svar, de havde håbet på og forventet at få, og vi hører da også, at de gik undrende derfra. Det forstår man godt, for hvad svarer Jesus i grunden. Hvad lægger han i ordene: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Hvad er kejserens og hvad er Guds? Hvem skal have hvad? Ja, med mønten gav det sig selv – den havde kejserens billede på sig, så dens retlige ejer måtte være kejseren. Men, hvad med alt det andet? Hvornår og hvor meget skal man rette sig efter kejserens – altså den øvrige myndigheds – befalinger?
Det giver Jesus som sådan ikke noget svar på – for det hverken kan eller skal der gives noget konkret svar på. Det er nemlig noget helt andet, Jesus i første omgang forsøger at få både herodianerne og farisæerne til at forstå. De spørger blot Jesus om, hvad kejseren skal have eller ikke have. Men Jesus svarer, hvad der går ud over og er vigtigere end deres spørgsmål. Nemlig: “Giv Gud, hvad Guds er”. Det er det Jesus lægger vægt på i sit svar.
Herodianerne og farisæerne har sikkert brugt umådelig lang tid på at diskutere den politiske situation, de står i. Herodianerne har ingen grænser for, hvor langt de vil gå for at tækkes de romerske myndigheder. Farisæerne derimod har ingen grænser for deres kritik og bekæmpelse af selv samme myndighed. De spørger derfor Jesus til råds, men i stedet for at svare dem på dette politiske spørgsmål, retter Jesus fokus over på Gud: “Giv Gud, hvad Guds er.”
Vi kan forestille os, at netop Gud hurtig er blevet glemt i de to gruppers politiske diskussioner med hinanden. Og hvor kan vi dog genkende os selv i dem. Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, er lige så relevant for os i dag, som de var for farisæerne og herodianerne.
For vi er i dag også meget gode til at bruge vores tid på alt andet end Gud. I en tid, hvor præster stort set ikke kan åbne munden uden at blive skudt i skoene, at de taler politik, kan Jesu ord til farisæerne og herodianerne hurtigt opfattes, som blev de talt lige netop til os lige netop i dag. Selvom disse beskyldninger mod præsters påståede politiske taler og handlinger i mange tilfælde ikke har hold i virkeligheden, så ændrer det ikke ved, at diskussionerne ofte flytter fokus fra det, vi bør beskæftige os med – nemlig Gud. Vi ser os så blinde på de uenigheder vi måtte have, at vi glemmer eller overser vores fælles udgangspunkt – vi diskuterer, hvad kejserens er, og i denne diskussion får vi ikke givet Gud, hvad Guds er.
Det betyder bestemt ikke, at vi skal afholde os fra at forholde os til, hvad der sker i verden omkring os. Der er kejserens rige – den verdslige, politiske situation vi står i. Og så er der Guds rige – den guddommelige orden vi er sat i. Begge er vi forpligtet på. Det er klassisk luthersk teologi: to-regimente læren. Ifølge den står mennesket under to etiske forpligtelser: Som enkeltperson er det bundet af de etiske regler, som gælder individet, og som vi finder i bla. bjergprædikenen. Som kollektiv person er det underlagt de love, som gælder samfundet. To-regimente læren skal ikke forstås sådan, at det verdslige regimente for enhver pris skal adlydes blindt. Det verdslige regimente skal tilskynde til at fremme det guddommelige regimente, og når dette ikke sker, er vi forpligtet til at gå imod det verdslige regimente. Det er her, vi giver Gud, hvad Guds er.
Vi skal altså give kejseren, hvad kejserens er … så længe det ikke forhindrer os i samtidig at give Gud, hvad Guds er. Så når myndighederne benytter deres magt imod Guds bud om at hjælpe næsten – enken, den fattige, den fremmede – da er vi forpligtet på at gå myndighederne imod. Vi er forpligtet på at fremme Guds rige – et rige der bygger på retfærdighed, fred og glæde. Lovene og landets myndigheder fratager ikke den enkelte borger fra stadig at være under ansvar for Guds bud. Ingen kan sige sig fri fra på noget tidspunkt ikke at være konstant under tiltale for Gud: Det dobbelte kærlighedsbud: Budet om at elske Gud af hele sit hjerte og hele sin styrke og hele sin sjæl og næsten som sig selv. Det er her Guds rige virkeliggøres.
Med Jesus blev Guds rige bragt ind i det verdslige rige. Guds rige er i verden, og det eksisterer for verden. Guds rige er derfor ikke en legitimation af eksisterende politiske kræfter, men er i stedet med til at afsløre politiske kræfters relative og begrænsede magt over for det kristne menneske. Det verdslige rige har ikke en uafhængig eksistens, men er en del af skabelsens orden, hvis egentlige herre er Gud. Derfor skal enhver lov, enhver ordning, og ethvert system altid bedømmes i lyset af den sociale orden, som Gud har villet.
Nok skylder vi kejseren skat, men Gud skylder vi alt. Vi skal derfor leve i selvhengivende tjeneste i tillid til Guds kommende herredømme, hvor perspektivet hele tiden er omsorgen for de fattige, fremmede, forfulgte og forstødte. Og har det nødlidende menneske ikke første prioritet i lovgivningen, da er kirken forpligtet til at tage parti for den svage part, og forpligtet til at gå aktivt ind i protesten mod uretten. Det konkrete menneske og dets behov er altid vigtigere end alle love, ordninger og systemer. Dette er at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
© 2009 Asser Skude samt Viggo Julsgård Jensen
forslag til salmer 745 692 710 295 455 266
Leave a Reply