Søndagens evangelium 3. søndag i advent består af perikoben fra Lukasevangelisten kapitel 1, vers 67-80, og kaldes i daglig tale Zakarias´ lovsang.
Det er et legendarisk evangelium med et legendarisk budskab, som er blevet forkyndt de sidste to tusinde år, det skyldes ikke mindst indledningen: ”Lovet være Herren, Israels Gud…” (Lukasevangelisten, kapitel 1, vers 68), således den kongeligt autoriserede danske bibeloversættelse, © 1992 Bibelen, Det Danske Bibelselskab.
Derfor kan det undre, at vendingen ”Israels Gud…” er forsvundet ud af den nyeste danske oversættelse, nemlig “Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet. I stedet oversættes ”…jødernes Gud”.
Men ”…jødernes Gud” står der ikke i den oprindelige græske (ældste) version af søndagens evangelium, jf. Nestle-Alands Novum Testamentum Graece, 27. revidierte Auflage, © 1898 und © 1993 Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart. Her læser alle tilgængelige, og videnskabeligt anerkendte, kilder samstemmende: ”Eulogætós kyriós ho Theos tou Israæl…”, altså ”Lovet være Herren, Gud, Israels…” eller ”Lovet være Herren, Israels Gud…”.
Man kunne indvende, at det er underordnet, hvordan man oversætter (næsten) to tusind år gamle skriftlige traditioner. Hvorfor gå op i det?
For mig at se skal den danske bibeloversættelse altid forsøge at være så tæt på den originale og ældste tradition, hverken lægge til eller trække fra. Selvfølgelig kan der ske fejl og vil der ske fejl, når man oversætter Bibelen, men det ligner et bevidst valg at udelade ”Israel” her, for det er ikke første gang det sker: Samme medfart får f.eks. Marias Lovsang, evangelium til Maria Bebudelse, Lukasevangelisten, kapitel 1, vers 54 i den nyeste danske bibeloversættelse.
Problemet er blot at der er stor forskel på at sige ”jødernes Gud” og ”Israels Gud”.
Der vil sikkert være mange meninger om, hvad ”jødernes Gud” betyder, og hvad ”Israels Gud” betyder. Jeg vil dog forsøge at udrede det sidstnævnte, da det er det, som oprindeligt findes hos de historisk tilgængelige og anerkendte kilder.
Det giver mening at anvende begrebet ”Israels Gud”, netop fordi ”Israel” også er et begreb der rækker ud over tid og rum.
Det er rigtigt, at jødernes stamfar Jakob ifølge 1. Mosebog kæmper med Gud, og ”Israel” kan betyde noget i retning af ”har kæmpet med Gud”, og det er rigtigt, at der historisk ”fra 900-tallet fvt. [eksisterer] to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 evt.”, citat Navnet Israels historie – Religion.dk
Men begrebet ”Israel” er mere end blot et slægtsnavn og betegnelse for et specifikt folk (jødernes stamfar Jakobs tilnavn og Jakobs efterkommere), og det er mere end det historiske og geografiske Israel, som fandtes næsten tusind år indtil 70 år efter vor tidsregning, og det er også mere end det geografiske Israel, som verdenssamfundet i moderne tid gav jøderne efter Anden Verdenskrigs afslutning.
”Israel” er også et teologisk begreb, der handler om et folk, der er udvalgt, beskyttet, privilegeret om man vil. Ikke nødvendigvis for at det folk skal føle sig bedre end andre, men fordi ”Israel” fik en særlig rolle, som det pagtsfolk og Guds folk, altså de levende stene af kød og blod, som skulle tjene Gud Herren og Guds vilje, som hans tro tjenere, på godt og ondt.
Læser man gennem Det Gamle Testamente er det ikke altid nogen dans på roser at være udvalgt, der følger i sagens natur et stort ansvar med, og ikke altid gør folket Guds vilje og Gud Herren straffer og slår hårdt ned på afvigerne. Tænk blot på de byer Sodoma og Gomorra, som jævnes med jorden, fordi de er onde og perverterede. Byens indbyggere voldtager og slår ihjel de Guds engle ihjel, der var sendt til dem, for at hjælpe dem.
I Det Nye Testamente anvendes ”Israel” også, og helt naturligt, fordi de første, der kommer til tro på Jesus netop er jøder, omvendte jøder, jøder der mener, at Jesus er den selvsamme Messias, som alle jøder venter skal komme og udfri sit folk.
Det nye ”Israel”, det nye pagtsfolk, det nye Guds folk, skal være alle de, som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.
Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie og udvælgelse.
Man kunne også sige det sådan, at det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud imod hele den vide verden, på latin kaldet ”katholos”, altså ”for hele verden”. Man kunne også kalde det for ”universalisme”.
Søndagens evangelium er nøgle til at forstå adventstiden og juleevangeliet og det er nøgle til at forstå hvordan det nye Guds folk skal konstitueres, det nye Israel. For vi i søndagens evangelium introduceres vi gennem Zakarias’ lovsang for den skikkelse, der skal bane vejen for den nye frelser, Messias. Det er Zakarias’ egen søn, Johannes (Døber).
Hvor frelsen tidligere blev rakt til det gamle folk, jøderne, det gamle Israel, og særligt tydeligt gennem den udvortes omskærelse på drengebørn, er det nye pagtstegn troen og dåben og omvendelsen, den indre omskærelse af hjertet, en frelse der kan rækkes ud til det nye Israel, den nye verden, ud over alle grænser, alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel.
Dermed er referencen til det gamle Israel og det gamle Guds folk ikke ligegyldig, men vigtig og central på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og soteriologiske (frelsesmæssige) sammenhæng mellem jøder og kristne, et gammelt bånd, der bliver fornyet med troens og dåbens sakramente, en forbindelse mellem det gamle og det nye, den gamle verden og den nye verden, Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, mellem Lov og Evangelium.
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske munk og teolog Martin Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert at fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som Vorherre Jesus Kristus byder enhver, at elske Gud Herren og næsten som sig selv.
© 2023 Asser Skude
Leave a Reply