Evangelium
Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: “Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
Lukasevangelisten, kapitel 1, vers 67-80
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
Zakarias’ lovsang
Zakarias var en gammel mand. En retfærdig mand, der gjorde præstetjeneste ved templet. Zakarias havde ingen børn. En dag havde han et syn, mens han var i færd med sin præstegerning. Englen Gabriel viste sig for ham og forkyndte, at hans hustru Elisabeth skulle føde ham en søn, og det til trods for, at Elisabeth var oppe i årene og ufrugtbar. Englen sagde, at den søn, Elisabeth skulle føde, skulle have navnet Johannes, og han skulle fyldes af ånden og føre folket tilbage til Herren, deres Gud. Zakarias kunne ikke tro, at englen talte sandt. Derfor gjorde englen Zakarias stum for en tid. Da Zakarias endelig kom ud af templet, var han ude af stand til at tale, og så vidste folk, at Zakarias havde haft et syn.
Elisabeth blev rigtignok gravid, som englen havde sagt. Og da Elisabeth var gravid i sjette måned, kom samme engel – nu til en ung pige, langt fra templet. Englen sagde: “Du skal føde jordens kongesøn, men sønnen skal have Gud til far. Vil du det? Tror du det?”. “Ja”, var hendes svar! “Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Hun var ung, hun var jomfru, og boede i Nazareth i Galilæa. Hendes navn var Maria.
(I begge beretninger har vi den første spæde bevidnelse til den (kun overgået af Fadervor) mest kendte og mest elskede bøn blandt katolikker “Ave Maria”)
Samme Maria kom til Elisabeths hus i Judæas bjergland. Og Maria og Elisabeth hilste på hinanden, og Maria blev med det samme fyldt af Helligånden og lovpriste Herren. Og kort tid efter kom tiden, hvor Elisabeth skulle føde og nedkom med en søn. Da han – otte dage gammel – skulle omskæres og have et navn, sagde Elisabeth bestemt: “Hans navn skal være Johannes” – selvom ingen i familien havde det navn. Så spurgte de tilstedeværende barnets far, Zakarias, hvad han syntes, drengen skulle hedde. Han bad om en tavle, så han kunne skrive navnet ned på tavlen. For han kunne stadig ikke sige noget, efter at englen havde vist sig for ham. På tavlen skrev han: “Johannes er hans navn”.
Og med ét blev Zakarias’ tungebånd frit igen, og han kunne tale, og han lovpriste Gud. Alle omkring var rystede af skræk, og man talte meget om det, som var sket. Og så var det, at Zakarias profeterede de ord, vi hørte fra evangelisten Lukas idag. Den profeti og lovsang, som Zakarias kom med, kaldes Zakarias’ lovsang eller blot Benediktus, afledt af latin “benedictus”, dvs. “velsignet være”.
Zakarias’ møde med englen minder meget om Marias møde med englen. Guds engel viste sig for en præst i templet, og samme engel kom også til en almindelig og ung jomfru, Maria. Maria syntes at have mere tillid til englen end Zakarias, for Maria troede umiddelbart på englen og adlød umiddelbart, modsat Zakarias, for hvem det først senere gik op, at englen var Guds sendebud og talte sandt.
Det er værd at notere sig at den fortælleramme evangelisten Lukas benytter er, at han indleder med den gamle Zakarias, derpå om englens profeti af hans søns, Johannes’ fødsel, og derpå profeti af Jesu fødsel. Evangelisten Lukas starter altså med at præsentere os for Johannes og hans forældre, derpå Jesus og hans forældre.
Evangelisten Lukas vil have os til at se en klar sammenhæng, en skæbnesammenhæng om man vil mellem de to børn, Johannes og Jesus, der snart bliver født. Også mødrene Maria og Elisabeth, synes at dele et særligt skæbnefællesskab. Da Maria mødte Elisabeth, fyldtes hun af Helligånden og priste Gud – Zakarias’ skæbne synes også at være forbundet med Marias. For umiddelbart efter at Maria har lovprist Herren, lovsynger Zakarias Herren.
Efter beretningen hos evangelisten Lukas om Zakarias’ lovsang, følger beretningen om Jesu fødsel – måske evangeliets mest berømte ord: “Og det skete i de dage at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at skrive verden i mandtal”. Det er andet kapitel hos evangelisten Lukas. Evangeliet til julenat er kulminationen på forventningen om verdens frelser, som skal komme. Det er fortællingen om Guds søns fødsel julenat i stalden i Betlehem.
Bemærk at Zakarias’ lovsang primært er en lovprisning af Gud Herren, ikke af lovprisning af Johannes, hans søn, der skal fødes. Zakarias lovpriser Gud, fordi Gud “har besøgt og forløst sit folk”. Zakarias’ ordvalg minder om de gammeltestamentlige profeters ord om den kommende frelser, Messias, som skal frelse folket fra dets fjender. Det minder om f.eks. profeten Esajas kapitel 40, hvor vi hører profeten Esajas kaldelse til jøderne i eksilet i Babylon. Og man kan sige at hvor profeten Esajas pegede væk fra sig selv og hen på Gud, så er profeten Johannes opgave at pege hen på Guds søn, Messias.
Hos profeten Esajas er den Messias, som jøderne forventer en, der skal komme med dennesidig frelse, dvs. udfri Guds folket fra etnisk, religiøs, politisk, social undertrykkelse under babylonisk fangenskab. Ved vor tidsregnings begyndelse er forventningen om frelse blevet en anden. Det er en forventning om en dennesidig frelse, blot forstået som frihed fra romersk undertrykkelse: For jøderne var det ønsket om at blive et frit folk og herrer i eget hus, dvs. få smidt romerne ud og få taget deres eget land tilbage, kort sagt en genoprettelse af fordums storhedstid og stormagt, som tiden med det davidiske rige.
Den Messias, som man møder i det Nye Testamente er imidlertid en tredje. Det er Jesus som er den nye Messias. Han er ikke en dennesidig omvælter af jødernes sociale, økonomiske og politiske forhold. Som Jesus selv siger “Mit rige er ikke af denne verden”. Det Jesus kommer med er derimod en radikal ny frihed, en frelse som er livet i syndernes forladelse. Faktisk foregriber Zakarias det også i slutningen af sin lovsang: “lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse…for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej”.
Som den danske filosof, teolog og præst K. E. Løgstrup (1905-1981) taler om, så åbenbarer evangeliet, at Guds søn er kommet til os med en radikal ny frihed. Ikke frihed og indfrielse af dennesidige drømme. Ikke mål for livet, men frihed til at leve livet. Gud lod sig føde som menneskebarn, ikke som politisk agitator eller demagog, men som manifestation og åbenbaring af, at Gud elsker livet, så meget at Gud lod sin egen søn føde på denne jord. Derved pegede Gud ikke hen på en fjern fremtid eller fjern politisk vision, men Gud pegede hen på, at Gud er skaber af livet, livet som er ligeså sårbart og sart som et nyfødt barneliv fra moders skød. Det er julens kernebudskab. Det nyfødte liv som bringer håb og lys i en mørk tid.
For dig og mig må målet med livet derfor være at modtage livet, som den guddommelige gave, det er. Tage vare på det og ikke tage det fra nogen. Som Løgstrup siger, er vi ikke herrer over livet. Ingen af os kan skabe vores eget liv (det ville være skab-agtigt), men vi lever i dyb afhængighed af Gud, som sekund for sekund giver liv og ånde og holder os oppe. Sådan skal vi leve livet, tage imod på samme måde, som det gives os, som det skænkes os i nuet.
Tænk blot på at ingen kan tage for givet at vågne op næste morgen. Tænk blot på, at sygdom og lidelse kan ramme ind i et menneskes liv og ændre det på et splitsekund. Ingen kender dagen imorgen! Tænk på al den sygdom og lidelse, som intet menneske er herre over. Og modsat: Tænk på al den glæde og velsignelse, som intet menneske kan skænke sig selv! Tænk på de to små mirakler af liv, som blev skænket de to mødre, Elisabeth og Maria! Og ligesom barnet i Marias liv havde Gud til far, så skal også vi huske på, at Gud er vores himmelske far.
Man kunne sige det sådan: Ligesom Elisabeth og Maria tog imod det liv, som Herren skænkede dem, er det også vores opgave, at tage imod vores eget liv – af Guds egen hånd. Over for Gud må du og jeg stå i evig gæld og taknemmelighed. Livet er som en gave. Det livsvilkår giver os frihed til at leve livet og fred til at leve ud af den trøst, at Gud bærer vores og hinandens liv, både før, nu og efter. Det eneste du og jeg skal gøre er at tage imod det liv – i kærlighed, hengivenhed og tillid – overfor os selv, hinanden og Gud.
Denne dag idag, dette nu, skal vi blot gribe og tage imod, og denne dag, dette nu, er begyndelsen til resten af vores nye liv. Måtte dette også være et håb for det nye år og nye kirkeår, som vi allerede er godt på vej ind i nu, med tredje søndag i advent.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Salmeforslag: 78 Hold håbet op 89 – 76 87 74
– © 2009 Asser Skude, redigeret siden
Leave a Reply