Evangelium
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Lukasevangelisten, kapitel 2, vers 1-14
Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab, København
Salmeforslag 94 120 – 131 119
Fødslen
De fleste kirkegængere ville nok blive en kende lange i ansigtet, hvis præsten til i dag havde valgt at prædike over den alternative prædikentekst fra Matthæus. Derfor vil det nok falde i god jord, hvis præsten vælger Lukas’ version – det er den, som de fleste kirkegængere forbinder med juleaften.
Julens budskab er kort fortalt essensen af hele det kristne evangelium: Hvilket smukkere billede på kærlighed findes end dette? Et lille barn, der fødes ind i en lille familie. Og hvor sårbare for fremtiden er ikke denne lille familie? Nok rig på nærvær og ømhed, men ikke rig eller mægtig i jordisk forstand. Alligevel er det til dette barn og til denne lille familie – i denne lille flække Betlehem – at Guds søn fødes.
Og netop ved at komme til små og ydmyge kår besøger Guds søn mennesker, der hvor de nu engang er. Guds søn fødes og lægges i krybben, som er det hverdagsagtige og trygge: Krybben repræsenterer dagliglivet og dermed manifesterer Gud sit ansigt i menneskers verden: Gud kommer ikke til verden som en mægtig kejser, men Guds søn fødes som en af samfundets mindste. Dermed appellerer evangeliet til enhver, som har hjerte.
Og ved at Guds søn fødes som et lille barn, henledes opmærksomheden på det, som ikke kan ses med det blotte øje: Den opmærksomhed og omsorg, som det lille barn aftvinger de forældre, kalder på egenskaber, der ikke kan købes for guld. Kærlighed er der forhåbentligt rigeligt af i denne lille familie i Betlehem, og essensen af juleevangeliet er vel, at den virkelighed, som er kærlighed og omsorg, er langt større end den virkelighed, som er Kejserens med al dens guld, magt og penge.
Ved at Guds søn fødes som en af de mindste – ind i en lille og fattig familie, i en lille flække og endda ude i en stald, vender evangeliet op og ned på almenkendte begreber: Det, som er stort i verden, er ikke nødvendigvis stort i Guds øjne. Og omvendt. Netop denne pointe er en af de smukkeste i julens budskab.
Evangelisten Lukas sætter en vældig flot ramme op, når han indleder sin beretning om fødslen. Måske også derfor er Lukas’ version blevet så afholdt, og høres gerne igen og igen: Evangelisten Lukas formår på forunderlig vis at zoome ind fra det allerstørste verdenspolitiske, fra den mægtigste politiske figur i verden, Kejseren i Rom, til at zoome over til provinsen mod øst og dennes største politiske figur, Kvirinius for til slut at zoome ind på Josef, som er en lille figur i denne verdenspolitiske sammenhæng. Alligevel er det ham, Josef, og det lille barn, Jesus, og dets mor, Maria, som eftertiden vil snakke om: Fødselsberetningen hænger ved og især mor-barn relationen, Jesus og Maria er svær at komme uden om. Nok så meget snak om magt, penge og politik, dette ene aftryk efterlades gang på gang, når Lukas læses op og forkyndes: Kærligheden og nærværet, der blev etableret med fødslen i stalden.
Ingen begivenhed havde fødslen i stalden været, om der ikke havde været vidner til den: De første vidner til begivenheden var hyrderne ude på marken. De, om hvem man sagde, de lyver og stjæler, disse lod Gud blive de første vidner! Også det er i sig selv et evangelium. Glædeligt er det, at Gud kan og vil bruge småfolk. Selv de, som ingen regner med, de gøres til fødslens første vidner.
© 2010 Asser Skude, udgivet © 2010 Præsteforeningens Blad, nr. 49
Leave a Reply