Evangelium
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markusevangelisten, kapitel 10, vers 13-16
Bibelen, © 1992 Det Danske Bibelselskab
Jesus velsigner de små
Dagens evangelium høres ofte i kirken. Det er det faste skriftsted, som præsten læser op i forbindelse med dåb.
Det er Jesus selv, der taler og handler. Han tager de “små børn” i forsvar. Sådanne er repræsentanter for Guds rige og adkomsten dertil. Jesus advarer ligefrem “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
Læg mærke til, at de børn, som Jesus tager imod, er så små, at de ligefrem bæres hen til ham. Og det er ingen sag for Jesus at bære dem i sin favn. Og derefter lægger Jesus hænderne på dem og velsigner dem.
Og fordi Jesus velsigner de små børn, bør også vi gøre det.
Dagens evangelium er centralt i forståelsen af vores argumentet for barnedåb – også selvom der reelt intet siges om dåb. Der tales om velsignelse og adkomsten til Guds rige, og deraf udleder vi dåben, som et af vores sakramenter – og som adgangsgivende til medlemskabet i kirken og Guds rige. Det er med andre ord kirkens fortolkning af Jesu ord, og ikke Jesus selv, der stifter sin menighed og kirken i dagens evangelium.
Det gør Kristus dog selv, da han kommer igen som Guds søn, den Opstandne, der viser sig for disciplene og sender dem ud i verden med ordene: “Gå derfor ud og gør alle folk til mine folkeslag – idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og se, jeg er med jer indtil verdens ende”, den såkaldte ”dåbsbefaling”, Matthæusevangelisten, kapitel 28, vers 16-20. Og netop de ord, læses også op ved enhver dåb.
Så når vi tager imod de små – og bærer dem ind i vores kirke – og døber dem “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, gør vi det, fordi vi kobler de to skriftsteder sammen. Og vi gør det fordi vi mener “de små” skal velsignes, og fordi Jesus advarer om, at “det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”.
De ord forpligter. Både for enhver forælder, der har børn, men også for menigheden og kirken, som tager de ord helt bogstaveligt.
De små børn indtager en særlig status, og derfor favoriseres de. De har en umiddelbar adkomst til Guds rige. Som der står på et dåbsfad i den kirke, hvor jeg har døbt mange børn, Kapernaum kirke: “Bær i tro med bøn, bær dit barn til dåben, her står himlen åben, her står selv Guds søn.”
Naturligvis er dåben frivillig, men ifølge præsteløftet er det enhver præsts opgave at forkynde frelsen i troen på Jesus Kristus og dåben som adgang til den frelse.
Det er enhver forælders ansvar og ret for sit barn, om man vil have det døbt. Naturligvis vil en forælder kunne svare på barnets vegne, ligesom den forælder i alle andre sammenhænge kan varetage barnets tarv – indtil barnet selv bliver stort nok.
Jeg forstår godt de, som indvender, at intet barn har nogen tro, når det er så lille, eller at ingen forældre kan præstere nogen tro på sit barns vegne.
Dertil er blot at sige, at så har man ikke gjort sig tilstrækkeligt forsøg på at forstå dåbens sakramente: At man som forældre eller fadder skal præstere en særlig tro, for at være berettiget til bringe sit barn til dåben, er ikke tilfældet.
Dåben og troen er primært noget Gud skænker og rækker. Dåben og troen er en betroet gave fra Gud i himlene.
Al den tale om de små (børn) rummer også en dybere forståelse end den rent umiddelbare og spontane og bogstavelige tale.
Ethvert menneske kan betragtes som et Guds barn: Guds skaberværk er underlagt menneskets fødder. Mennesket er en del af Guds skabning, faktisk er mennesket er skabt i Guds billede og “kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det”, som vi hørte fra dagens læsning fra Det Gamle Testamente:
“Af børn og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier”
Alt har Guds børn, menneskebørnene fået lagt under deres fødder. Alt dette skal ikke tages for givet, det skal betragtes og modtages som en gave.
At blive som barn betyder, at modtage Guds rige ligesom et lille barn: I den forstand skal vi forholde os til den gave, som kun børn kan gøre det. Helst forventningsfulde, hengivne, åbne og modtagelige.
Jesus siger ikke, hvordan vi ikke skal tage imod det, men det ligger næsten mellem linjerne: Vi skal ikke være som sure gamle mænd, reserverede, på vagt, skeptiske og utaknemmelige. Vi skal turde give os helt hen, med chance for at være modtagelige og åbne for, at Gud vil os det godt og ønsker alt godt for os.
Vores himmelske far er som kærlig far, med en stor magt, ansvar og betroet skat. Vi er som hans arvinger, prinser og prinsesser. Og med dåben altså adkomst til en fantastiske arv, som er Guds rige med kærlighed, fred og glæde.
Vi skal ikke opføre os som selvkloge og selvfede voksne, der har aflagt det barnlige og umiddelbare.
Omvendt skal vi heller ikke være barnagtige eller opføre os barnligt. Det er en overfladisk tolkning (og fejlagtig). Det barnlige, som vi skal tilstræbe er denne måde, vi forholder os til livet på.
Vil vi tage imod livet som et barn, der tillidsfuldt og forventningsfuldt, er opslugt af nuet? Tør vi give os hen? Tør vi elske? Tør vi tro at Gud har elsket os – trods de mangler vi har – og at vi også skylder hinanden at elske hinanden?
At elske kunne her også betyde forpligtet på at se stort på hinandens fejl og mangler. Det som med et gammelt, men lidt misforstået ord i vore dage hedder tilgive. Tilgive er at give til, at give plads, bære over med, se bort fra, elske på trods af.
Fordi Gud har elsket os først, skylder vi også hinanden ubetinget kærlighed, elske frem for at hade, forstå, fremfor at blive forstået (frit citeret efter Frans af Assisi).
Vi skylder hinanden at leve på Guds bud om at elske næsten som os selv. Det er det vigtigste bud sammen med buddet om at elske Gud.
Det Guds rige, som vi ved dåben får adkomst til, er et rige med fred, kærlighed og glæde imellem mennesker. Det rige er ved at bryde igennem og det er indsat i verden – med Guds søn. Og som arvinger til det rige er vi forpligtet på at være medarbejdere på Guds riges komme.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Salmeforslag: 13 316 56 – 449 69 41 309
– © 2008 Asser Skude, udgivet første gang på © 2008 www.asserskude.dk, redigeret siden
Leave a Reply