Evangelium
Jesus svarede disciplene: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.”
Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannesevangelisten, kapitel 12, vers 23-33
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
– Timen er kommet
Jesus har netop opvakt den døde Lazarus, og det viser sig, at hele Jerusalem tager imod Jesus med palmegrene og lovsang – ugen før den store påskefest. Forventningerne til Jesus er tårnhøje. Mange tilrejsende vil gerne møde ham, og vi hører forud for dagens evangelium, at nogle grækere, der er tilrejsende, beder Jesu disciple om at komme tæt på ham og møde ham.
Jesus må dog skuffe alles ønsker og forventninger: Både de tilrejsende, hele Jerusalem og sine egne disciple: Det skal slet ikke gå sådan, som alle forventer: Han vil ikke være den, som skal herske over sit folk. Han er kommet for at tjene, og han skal endda gå i døden for dem, han tjener. Hans storhed skal være hans hengivelse og troskab. Han er ligesom det påskelam, som jøderne fejrer og mindes i påsken: Han vil give sit eget liv for at redde andre.
Alt dette siger Jesus ikke direkte med ord her og nu, det ligger indirekte i det svar, som er dagens læsning fra evangelisten Johannes. Jesus forklarer nemlig, hvordan han vil tjene, og hvordan han vil herliggøre sin himmelske far. Det er ikke hans personlige vilje eller personlige status, det drejer sig om. Det drejer sig om et højere formål. Det er hans himmelske far og hans vilje, som Jesus vil tjene og adlyde – også selv om det ikke vil blive let. Også selvom han vil savne sine disciple. Også selvom han må forlade den verden og de mennesker, han kender. En ny tid er på vej. Den gamle tid er slut, både den tid, han kender og den tid, disciplene kender. Timen er virkelig kommet. Og der vil ske ting, som ingen havde forventet:
Jesus fortæller i sit svar, at snart vil han blive taget fra dem og gå i døden. Dog skal det ikke være forgæves. Det skal ske for, at han skal herliggøres. Jesus omtaler sig selv som “Menneskesønnen”.
Menneskesønnen er han, som skal opstå, til frelse for verden. Jesus anvender selv billedsproget om hvedekornet, der lægges i jorden, og når det kommer op af jorden vil det bære mange fold. Og så siger Jesus: “Den der elsker sit liv, mister det, og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv…Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære”.
Der er altså også dette formål med Jesu lidelse og død på korset. Det kommer ikke til at være forgæves. Allerede nu har han herliggjort sin far i himlene, men når kommer igen, skal han atter herliggøre sin himmelske far. Sådan forstået er Jesu lidelse og død en del af den frelsesorden, som den himmelske far rækker menneskene: Først sendes Guds søn til menneskene, for at vandre, forkynde og virke undere blandt menneskene. Nogle ser og hører om ham og hans gerninger og ord, og nogle omvender sig og modtager ham som deres frelser – allerede nu. Andre ser og hører om ham, og omvender sig ikke og tror ikke, han er Guds søn. Og der vil komme en dag, hvor ingen skal være i tvivl. Nemlig når han vil komme igen. Og der vil det blive synligt for enhver, at han er Guds søn. Jesus siger: “Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”.
Altså: De, som hører om Jesus og hans forkyndelse og gerning og modtager ham som Guds søn og følger ham og hans ord, kan allerede – her og nu – blive frelst. De, som ikke tror og modtager ham som Guds søn her og nu, får chancen igen – på den yderste dag. Det er dommedag, når han kommer igen, denne gang som den herliggjorte Guds Søn, som ingen kan være i tvivl om, hvem er, og hvor han kommer fra. Nemlig fra himlene. Fra sin himmelske far, som har udsendt ham.
Hvordan dommedag vil spænde af, er der af gode grunde ingen der kan kloge sig på. På græsk kaldes de sidste tider for “ta eskata”, svarende til eskatologien, dvs. læren om de sidste tider. Dommen er dog ingen sag at spøge med, men må påkalde den største frygt hos enhver.
Som den danske filosof og sognepræst K. E. Løgstrup (1905-1981) taler om i sin prædiken fra 1937 over 2.pinsedag og læsningen fra evangelisten Johannes kapitel 3, vers 16-21, så er er Guds dom en så alvorlig sag, at det burde optage enhver langt mere end, hvordan ens liv her på jorden måtte tage sig ud. Enhver person i levende live er naturligvis optaget af at få anerkendelse og opmærksomhed for sine bedrifter i dette liv. Det er dog ingenting at regne imod den himmelske dom, som Gud vil fælde.
Al tale om at dømme og bedømme hinanden nu og her, ros, anerkendelse og hæder, bør komme i anden række for den afgørende dom, Gud vil fælde. Gud dømmer ikke som mennesker – hverken efter personsanseelse eller fortjeneste, Og Guds dom er ikke mere retfærdig og mere rummelig end vi kan forestille os. Guds dom er mere end gradsforskellig fra vores domme, Guds dom er væsensforskellig fra vores domme.
Den alvorlige sag om Guds dom, er allerede beskrevet med ordene “den, som ikke tror – Guds enbårne søn – er allerede dømt”. Som Løgstrup præciserer, handler det om vores tro på Jesus som Guds søn. Tror vi ikke på ham, tager vi ikke hans ord for gode varer – og tror vi ikke Jesus på ordet – da har vi allerede dømt os selv.
Det er vel og mærke ikke Gud der fordømmer, det er op til enhver selv at tro eller ikke tro. Ved ikke at tro og ikke at tage imod Guds ord, dømmes det menneske allerede.
Bemærk i øvrigt – som Løgstrup også gør klart, at tro ikke er det samme som at antage. Tro er at tage til troende og leve på det ord – uden at vide hvor det vil bringe en hen. At antage er blot med sin forstand at gøre sig teoretiske og vel og mærke uforpligtende dispositioner. At antage er som at blæse og have mel i munden samtidig.
At tro derimod forpligter til tillid og hengivenhed på de ord, som Jesus har forkyndt. Hans ord tages ikke alvorligt, hvis de blot antages, nej de skal tros og tages ind og leves på. Dette ikke sagt for at give nogen grå hår i hovedet. Dette ikke sagt for at moralisere. Dette ikke sagt for at dømme nogen eller udskamme nogen. Dette sagt for at pege hen på, hvad kristen tro er. Det er et budskab, som vi kan tage ind i vores liv og leve på og ud af. Det kan Jesu ord. Hans ord skaber håb, glæde og liv – også i vores helt almindelige og hverdagsagtige liv.
Vi skal ikke gøre os bekymringer, men stole på Vorherre, der vil tage os igennem enhver fare (stormen på søen). Sådan skal vi også leve vort liv, ubekymret, spontant, hengivende, i tillid og kærlighed til Gud og næsten. Vores bekymringer skal ikke relatere sig til det jordiske, men det himmelske, dvs. vores himmelske frelse. Nogle mener at Dommedag ligger ude i fremtiden. Det er både rigtigt og forkert. Nok bekender vi som kristne søndag efter søndag, at (Kristus skal) “komme at dømme levende og døde”. Det er afslutningen for verden, når de sidste dage kommer, men der er en verden og virkelighed, som er nu og her for os idag, hvor Guds ord forkyndes og for os kan Guds rige allerede nu bryde igennem og møde os, der hvor vi er. På den måde er Guds rige og Dommedag altså ikke om tusind år, men nu og her.
For som Jesus selv siger i dagens evangelium: “Timen er kommet”. Og det handler rigtig nok om opfyldelsen af, at Gud i himlene vil herliggøre sin søn, men det handler også om, at timen er kommet for os – så når vi hører om Guds søn, lige her og nu kan tage imod den frelse, som han rækker os.
Guds søn er det ord, som kan sås i menneskers hjerter. Det ord, som kan vokse op og kan luge ud og rense os fra det, som ellers skiller os fra Gud. Han vil forlade os vores synder. Han vil sætte os fri. Det, som vi ikke magter af os selv, vil han gøre med os. Vil vi tage imod hans tilbud om frihed og nåde? Er vi klar til det?
Menneske hjertet kan være som en klippe, ikke til at sprænge i stykker, ikke til at rokke. Ordet har en sådan magt og kraft, at det er i stand til at vælte den hårdeste modstand og smelte det mest genstridige hjerte.
Ingen kan ikke vide sig sikker på, hvornår Guds ord rammer og rører. Vi kan holde os nok så langt væk fra det med kirke og kristendom. Guds ord kan ramme os dér og når, vi mindst venter det. Der, hvor vi tager afstand fra en guddommelig myndighed og magt. Det kan ske der, hvor vi synes, at vi er mest forladt af Gud.
Heldigvis er vi ikke forladt af Gud. Selvom vi måtte opleve det sådan og føle det sådan. Gud er med os – til alle tider og alle dage. For Gud har en plan med enhver af os. Gud har haft den, før vi blev til, før verdens grundvold blev lagt. Planen er så godt som realiseret.
Guds søn har med sin død og opstandelse åbnet paradisets dør, og han vil komme igen og tage os til sig, for at vi skal se Gud ansigt til ansigt Og ikke fordi vi fortjener frelsen, det gør vi ikke, men fordi Gud vil det sådan, af sin nåde, af sin ødsle og rige barmhjertighed.
Guds veje til os er uransagelige og hans kærlighed til os er uudgrundelig.
For at slutte med berømte ord af den tyske religionshistoriker Rudolph Otto (1869-1937) : “Vi finder ikke Gud fordi vi søger ham, men Gud søger vi fordi, han har fundet os.”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Forslag til salmer: Kirkesangbogen 792 DDS 582 DDS 476 Kirkesangbogen 1004
Udgivet første gang © 2010, redigeret siden www.asserskude.dk
Leave a Reply