Er betegnelsen ”salve” på vej ud af dansk sprog, dansk teologi og dansk bibelbrug? Det spørgsmål kan med rette stille efter at have nærlæst den nyeste danske bibeloversættelse, den såkaldte ”Bibelen 2020”, © 2020 Bibelselskabet, som tilsyneladende konsekvent undgår det ord ”salve”, når det kommer til kommende søndags evangelium, Palmesøndag – om kvinden der på forhånd salver Jesus – med ægte, kostbar olie, jf. Markusevangelisten, kapitel 14, vers 3-9. I stedet anvendes betegnelsen ”olie” konsekvent.
Jeg ved naturligvis ikke, hvad andre danskere anno 2024 tænker, når de hører oversættelsen ”olie”, fremfor ”salve”. Men umiddelbart klinger ”olie” af noget fedtet, tykt stads stads, hvorimod f.eks. ”salve” klinger mere raffineret og forfinet, måske endda med en konnotation af velduft og velgørende tilmed. Og sidste er måske ikke så tosset.
Velgørende og velduftende har denne kostbare salvelse af Jesu hoved været – ikke alene for Jesus, men også for os og eftertiden, som hører evangeliet og som herefter skal forstå, hvad i det hele taget denne salvelse skal til for. For netop salvingen af Jesu spiller en helt unik rolle – for at forstå hvem Jesus var og er, men også for at forstå, hvem vi selv er, som kristne:
At denne jødiske kvinde salver Jesus før nogen anden gør det, betyder at denne jødiske kvinde ser Jesus som, den han er, og den som hans folk, jøderne ventede, nemlig ”Den salvede”, på hebræisk ”Messias” eller på græsk ”Kristos”. Heraf får vi ”Kristus”-tilhængere siden betegnelsen ”kristne”, dvs. vi tror, at Jesus er ”den salvede”, Messias eller Kristus (latin).
Jesus er den nye konge, som skal salves. Han skal efterfølge rækken af jødiske konger, som er blevet salvet og indsat, siden den historiske og sagnomspundne kong David, men Jesus skal vel og mærke være konge på en ny måde.
Som påskens begivenheder afslører snart, skal Jesus ikke være konge med vold og fysisk overmagt, men Jesus skal være konge med myndighed og med kærlighed: Ved at give sig selv for andre, skal han derved være den nye sande, messianske konge.
Når ordet ”salve” forsvinder fra den danske oversættelse ”Bibelen 2020” kan det således medføre et vigtigt tab for forståelsen af, hvem Jesus er – både for jøder, men også for alle andre, som vil forstå hvem Jesus er. Men også for os selv i forståelsen af, hvem vi selv er, som ”kristne”, os der er tilhængere af ”den salvede”.
At kvinden i søndagens evangelium salver Jesus på forhånd – før kvinderne påskemorgen kommer ud til graven for at salve ham – bliver dermed denne stærke og legendariske kvindes vidnesbyrd om, at hun som en af de første har set Jesus som den han virkelig er, den Salvede, den Udvalgte.
Søndagens evangelium er samtidig et historisk dokument på, at også kvinder har en særlig plads, og fik en særlig plads – med Jesu tilladelse. Jesus tager jo kvinden i forsvar og roser hende ligefrem:
Et nybrud for jøder, og jødisk tradition, men også et nybrud for verden, ikke mindst den kristne verden, at her hyldes (endnu) en kvinde, som med sin handling, fortjener ros og opmærksomhed. Jesus siger det selv i vers 9: ”I skal være klar over, at uanset hvor i verden budskabet om mig bliver fortalt, vil man også fortælle om det, hun har gjort, og huske hende.”, således den nyeste danske bibeloversættelse.
Til den kommende danske bibeloversættelse, annonceret til at udkomme på 500 året for reformationen, år 2036, er således at ønske, at det danske ord ”salve” finder vej igen ind i vers 5, hvor det efter min mening rettelig hører hjemme som præcis betegnelse – både litterært, historisk, men også teologisk.
I den oprindelige græske læsemåde og traditionen, jf. ”Novum Testamentum Graece, Nestle-Aland, 27. revidierte Auflage, © 1898 und 1993 Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart, læses ””touto to mýron”, altså på tysk ”d. Salböl”, jf. Walter Bauers ”Wörterbuch Zum Neuen Testament”, © 1958 Göttingen. På dansk svarende til ”denne salve” eller ”denne salvelsesolie”
Bemærk: Nye bibeloversættelser, herunder senest “Bibelen 2020”, © Det Danske Bibelselskab, bør til en hver tid og i enhver form hilses velkommen, al den stund der gøres et forsøg på at åbne skrifterne for det moderne og oplyste menneske. Sådanne forsøg er tidligere gjort, ikke mindst vores kirkes reformator, den tyske teolog, munk og senere præst Luther (1483-1546).
Mit håb er derfor, at vi også her i Danmark, stadig og mere end 500 år efter Luthers oversættelser af antikke skrifter til modersmålet vil holde fast i den reformatoriske tradition og kontinuert fortolke, nyoversætte og diskutere, således at evangeliet om Guds søn på optimal vis kommer ud til alle danskere, for at enhver i troen vil kunne modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus, for derved at blive et frit menneske, frit til at påtage sig opgaver i kald og stand, ligesom også Luther taler om, og som gældende dansk lovgivning byder og pålægger enhver dansker i det danske samfund, men dog også som evangeliet byder enhver, at elske næsten som sig selv, og ikke mindst Gud, efter bedste evne.
© 2024 Asser Skude
Leave a Reply