Evangelium
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: “Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!”
Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”
Markusevangelisten, kapitel 7, vers 31-37
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992
– Helbredelsen af den døvstumme
Selv med forstanden er det vanskeligt at gribe, hvor forfærdeligt det har været for denne døve og næsten stumme mand: Han er fanget i sin egen krop, han kan ikke kommunikere eller forstå omverden på samme måde, som alle andre. Han lider af et svært handikap. Nogen ville kalde ham hjælpeløs, levende død. På Jesu tid var man virkelig prisgivet sine omgivelser, hvis man led af handikap. Det var afgørende om der var hjælpsomme mennesker i ens nærhed. Hvis ikke, var det bare ærgerligt.
Heldigvis er der søde og hjælpsomme mennesker, som bringer denne handikappede til Jesus og gør opmærksom på hans ulykkelige situation. Denne hjælp fra andre og denne tro fra andre på, at manden kan få hjælp, kaldes også “den stedfortrædende tro”, Johannes Nissen i Præsteforeningens Blad, 1997, s. 707 ff.
Personligt er jeg (også) rørt over denne stedfortrædende tro og denne hjælpsomhed fra andre. På en måde mere bevæget af de andres hjælpsomhed end det forhold, at Jesus helbredte:
De andre kunne jo bare havde ladt ham i stikken. De behøvede ikke komme med ham. Alligevel gjorde de det! Det er sådanne mennesker, der kommer til undsætning, der med til at gøre forskellen for manden i dagens beretning. Og uden Jesus havde det naturligvis ikke været muligt for manden at blive helbredt. Og uden vennerne havde miraklet ikke fundet sted, for så var manden slet ikke kommet frem til sin helbredelse.
Om selve helbredelsen hører vi, at Jesus tager imod den døvstumme, og Jesus forlader menneskemylderet “og tager ham afsides, væk fra skaren”. Med tegn og handling går Jesus i gang med at helbrede: Jesus spytter på sine fingre og stikker dem i mandens ører, hvorefter han igen spytter på sine fingre og rører ved mandens tunge. Brugen af spyt i forbindelse med helbredelse var ikke usædvanlig på Jesu tid, man mente det kunne have en positiv effekt.
Det næste som sker, er, at Jesus sukker. Det græske verbum for at “sukke”, betyder egentlig “klage” eller “stønne”. Der er tale om en ægte medlidenhed. Jesus lider sammen med manden. Også her kunne man tale om stedfortrædelse: Det er som om, at Jesus træder i mandens sted, mærker og føler mandens handikap.
Og “Jesus så op mod himlen”. Det er ikke fordi Jesus bebrejder himlene mandens handikap, det er snarere en bøn sendt til himlene om, at måtte denne mand undslippe sine lidelser.
Og da Jesus befaler: “Luk dig op” sker det: Mandens ører “lukkede sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst”. Mandens tale- og hørehandikap forsvinder på Jesu blotte ord. Bemærk at Jesu ord er performative, dvs. de udretter, det, som de udtrykker. Når Jesus siger det, så bliver det, som han har sagt det.
Efter den mirakuløse helbredelse af stumheden (gammel oversættelse ”målløs”)og døvheden, forbyder Jesus manden at fortælle nogen om det. Det kan naturligvis undre, for hvorfor skulle manden da ikke netop fortælle alle og enhver om hans glædelige og uforklarlige helbredelse, hans nye livssituation?
Grunden kan være, at Jesus vil undgå hysteriet og fanatismen omkring helbredelserne: Det er ikke underne i sig selv, Jesus er kommet for. Nok er de en del af hans virke, de er snarere en forsmag på det Guds rige og den herlighed, som venter. De er tegnhandlinger, der peger fremad, henimod den kommende herlighed, det Guds rige, som Jesus forkynder, og som han selv bringer. Jesu undere er altså tegn på, at Guds rige er brudt ind i historien.
Den såkaldte Messias-tid er på vej. En tid, hvor Gud skal besøge sit folk. Tegnene på den tid er, som profeten Esajas siger i kapitel 35, vers 5 f.: “Da skal bindes øjne åbnes og døves ører lukkes op.” Gud skal genoprette den orden, som var fra begyndelsen. Som der står i 1. Mosebog, kapitel 1, vers 31: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og Gud så, hvor godt det var”. Den gamle skabelsesorden etableres igen. Det er den nye virkelighed, som vidnerne til dagens helbredelse konstaterer: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”
Med Jesu Kristi komme er frelsen altså kommet til mennesker, og den gælder ikke alene sjælens frelse, men også legemets. At blinde bliver seende, døve hørende, stumme talende, syge raske og fangerne sættes fri, ja, den nye virkelighed etableres på linje med, at Jesus forkynder Guds riges komme og Guds nåde forkyndes.
Evangeliet om helbredelsen af den døvstumme er altså ikke kun en underberetning. Det er et evangelium, der formidler håb. Der fortælles i dag om et menneske, som er ramt af håbløshed, og som alligevel modtager et nyt håb. Johannes Nissen kalder det en “håbshistorie”. Gud er kommet til mennesker og en ny og bedre tid er på vej. En tid, hvor det tabte skal genvindes, en tid, hvor det som var håbløst ud, igen skal lykkes, en tid, hvor skaberværket skal genoprettes, alle vores sanser skal vi igen tage i brug, som de var tiltænkt:
F.eks. skal talens brug skal anvendes til at lovprise Gud for skaberværket. Og talens brug skal anvendes til at skabe nærhed og forståelse med hinanden. Talens brug skal forbinde, ikke skabe afstand. Det er et billede på den fremtid, der venter, og som vi håber på.
En fremtid, som kan være langt fra vores liv og dagligdag. Når vi føler os alene og isolerede. Når vi ikke kan sætte ord på vores lidelser og ord på vores desperation.
Vi lever måske som “levende døde”. Nok trækker vi vejret og sover og spiser, men uden menneskelig kontakt og nærvær: Når vi rammes af sorg, smerte, men ingen har, som vi kan dele vores følelser og frustration med. Uanset hvor meget vi måtte ønske det, magter vi ikke at dele det. Og vores omgivelser magter det heller ikke! De undlader at tale om det, der egentlig burde tales om. Vores omgivelser ser ikke de tegn, der kommer fra os, når det er galt, når livet gør ondt.
For har vi ikke en tendens til at isolere dem, der har det svært og bærer på byrder, som ingen tør tale om, og som ingen vil lægge øre til? Nok har vi talens og ørets brug, men vi anvender dem ikke som det var tænkt. Det kunne man også kalde en fænomenologisk erfaring af syndens virkelighed: Nemlig, at der er afstand imellem mennesker, selvom der ikke burde være det! At vi ikke lever sammen – med og af hinanden i det forhold, som vi var skabt til, nemlig i gensidighed og udleverethed til hinanden:
Ligesom den døvstumme hører vi bogstaveligt talt ikke når næsten trænger sig på med problemer, og vi holder sandheden om vores liv og vores næstes liv borte fra hinanden. I sproget er vi ofte fanget af selvtilstrækkelighed. I stedet for at gøre, de ting vi kunne gøre for os selv og vores næste griber vi det hverken med talens eller ørets brug.
Vores tale har en tendens til at forstumme – ligesom den døvstummes.
Vores tale kan dø ud og vi kan fjerne os fra den sammenhæng, som Gud satte os i – i forhold til næsten. Til trods for vi altså er sat ind i en sammenhæng med hinanden og til trods vor vi er afhængige af hinanden, og har brug for hinandens opmærksomhed på det, som berører os, når vi ikke ind til hinanden, der hvor vi kan mærke, at vi bliver lyttet til.
Med helbredelsen af den døvstumme, må vi tro, at vi med Jesu mellemkomst igen kan blive sat i det forhold til Gud og næsten, som vi fra begyndelsen var sat ind i. Sådan at vi igen kan få sat ord på vores følelser, vores tanker, så vi kan kommunikere og forstå os selv og andre, så vores tale ikke mister sit salt, sin kraft, sin oprigtighed, ærlighed, sandhed, vedkommenhed og ligefremhed.
Vi må tro og bede til at vores tale bliver levende, ikke stum, modig, ikke fej, kærlig, ikke fjendtlig, så vi i fred og kærlighed og forståelse for næsten må være sammen med hverandre.
Vi må tro og bede til at vores hørelse med Jesu mellemkomst ikke isolerer os fra den sandhed og virkelighed, at Gud har sat os ind i denne sammenhæng med næsten, og at vi lever i afhængighed af Gud og næsten.
Måtte vi ikke lukke vores ører for dette guddommelige budskab, at Gud har skabt os og stadig opretholder os, og at Gud en dag vil genskabe os med både sjæl og legeme og alle sanser i deres rette brug, til tjeneste for Gud og næsten – når Guds rige indsættes.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Note: Betegnelsen “Dekapolis”, som optræder i dagens evangelium forvirrer måske mere end godt er. Læs evt. mere i Gads Danske Bibelleksikon, men betydningen hos Markusevangelisten synes at være ikke-jødisk område, altså hedningeland.
– forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676
– Asser Skude 2009, redigeret siden ©
Leave a Reply