Når jeg på søndag, som er Trinitatis søndag, holder gudstjeneste og læser op fra Det Gamle Testamente i den nyeste oversættelse fra Esajas kapitel 49, vers 1-6 ifølge © Biblen 2020 fra Det Danske Bibelselskab, synes jeg at konstatere at ”Israel” er gledet ud af oversættelsen. Jeg tænker det er en fejl, som for som jeg husker det fra min studietid, da jeg læste Det Gamle Testamente på det oprindelige jødiske sprog, hebræisk, stod netop lige præcis her hos Esajas ”Israel”.
I dag, som liturg, præst og forkynder på søndag især når jeg læser op fra Esajas bog giver det også netop mening med ”Israel” som det udvalgte folk i forhold til evangeliet ifølge Matthæus, hvor vi hører, hvordan det nye udvalgte Guds folk skal være de kristne. Det nye Guds folk skal være alle de som lader sig døbe og som holder sig til Kristi lære og ord. Det nye Guds folk er kvalificeret i kraft af dåben og sakramenterne og Guds ånd, som pinsedag stiger ned og etablerer kirken, den forsamling og det fællesskab af troende.
Det nye Guds folk er netop i kraft af troen og ånden konstitueret – uanset tidligere baggrunde og kultur, mens f.eks. det første Guds folk var kvalificeret via deres historie, udvælgelse, kun jøderne. Man kunne også sige det sådan, at det gamle Israel og det gamle Guds folk var jøderne eksklusivt forbeholdt, mens det nye Guds folk er inkluderende og vender sig ud i mod hele den vide verden, på latin kaldet ”kat – holos”, altså ”for hele verden”. Sagt på en anden måde: søndagens evangelium ifølge Matthæus er, at frelsen i Jesus Kristus rækkes ud til alverden, globalt og derfor er det nye Guds folk, læs: det nye Israel. Dermed er reference til det gamle Israel og det gamle Guds folk ikke ligegyldig, men vigtig på mange måder, både for at forstå den historiske sammenhæng, men også for at forstå den teologiske og frelsesmæssige (latin soteriologi) sammenhæng mellem jøder og kristne, mellem det gamle og det nye Testamente, mellem lov og evangelium, kort sagt.
Det Gamle Testamente handler kort sagt om Guds folk, jøderne: Gud udvælger det folk og giver dem det forjættede land, Israel, hvor de bosætter sig. Den historie er flere tusinde år gammel og er en af de bedst bevidnede historiske bosættelser fra den tid. Navnet ”Israel” er det navn som jøderne får som en samlebetegnelse for at være Guds udvalgte folk, men samtidig bliver det også synonym med det geografiske område, som tæller bl.a. Jerusalem, hvor det jødiske Tempel, det eneste af sin slags i verden opføres. Alle omgivende templer er ”kun” synagoger, steder hvor man nok samles, men ikke at sammenligne med Templet i Jerusalem, som rummer det allerhelligste.
© 2020 sognepræst Asser Skude, kandidat til det kommende bispevalg i Helsingør stift
nedenfor citat fra Lene Andersen, jødisk forfatter og foredragsholder fra www.religion.dk (14. oktober 2008) : ”Navnet Israel stammer fra Første Mosebog, hvor Abrahams sønnesøn Jakob en nat kæmpede med en mand i ørkenen. På grund af mørket kunne Jakob ikke se, hvem han kæmpede med. Ingen af dem vandt rigtigt over den anden, men bagefter fik Jakob at vide, at det var Gud han havde kæmpet med. På de semitiske sprog – som både hebraisk og arabisk tilhører – betyder “El” Gud. “Isra” har flere betydninger, men en af dem er “at kæmpe”. Isra-El er altså ham, der har kæmpet med Gud. Da jøderne nedstammer fra Jakob / Israel bliver de gennem resten af Biblen blandt andet kaldt israelitter.
Desuden var der fra 900-tallet fvt. to jødiske kongedømmer i det område, som i dag er Israel og Palæstina, nemlig kongedømmerne Judæa og Israel. Israel blev erobret af Assyrerkongen Sargon II i 722 fvt., Judæa eksisterede frem til år 70 vt. (Det var den meget, meget korte udgave af historien!)Når staten Israel hedder Israel i dag, skyldes det altså både, at det er et navn, som det jødiske folk har brugt om sig selv i over 3.000 år, og at der tidligere har eksisteret et kongedømme med det navn.”
Leave a Reply