Prædiken

Evangelium til søndag den 27. januar 2020, tredje søndag efter Hellig Tre Konger

Apostlene sagde til Herren: "Giv os en større tro!" Herren svarede: "Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre."
Luk 17,5-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser foru for prædiken kl. 16 lørdag den 26. januar til gudstjenesten i Bellahøj kirke

Dagens evangelium kredser om to temaer.
Det ene er temaet om at være tjenere for Vorherre, og forsøge at gøre hans vilje - og det lykkes ikke altid for os - altså vi er "unyttige tjenere". Sagt med teologiske termer: Vores gerninger kan ikke blive perfekte nok og samtidig behøver vi ikke gerningerne for at fortjene Guds kærlighed. Altså er dagens evangelium imod at gerninger skulle fortjene Guds kærlighed.

Og deri ligger også det befriende budskab til enhver ærlig tjener. At vi er unyttige og ikke fortjener Guds kærlighed, og dog af Guds nåde alligevel skal modtage kærligheden. For Gud er ikke karrig med sin kærlighed, men deler flittigt af sin store nåde. Gud bærer over med os mennesker, og elsker os betingelsesløst - uagtet vi ikke adlyder Guds bud og Guds vilje. Netop derfor er vi unyttige tjenere og elskede.

Vi skal ikke præstere noget i forhold til at fortjene Guds kærlighed. Vi er hans tjenere og vi skal lyde ham og hans ord. Samtidig er og bliver vi "unyttige tjenere" - hverken mere eller mindre. Perfekte er vi langt fra - og dog er vi elskede og gode nok som vi er! Det er også det som Luther kalder "simul justus et peccator", (retfærdig og synder) som i nutidig sprogbrug ville være "på en og samme tid utilstrækkelig og dog elsket".

Det andet tema er troen. Ligesom vi ikke skal præstere nogle storslåede gerninger for at være elsket af Gud, skal vi heller ikke præstere en særlig tro, for at være elsket af Gud. Selv vores utilstrækkelige tro er god nok. Troen, vi kan mønstre vil altid være lille - som et sennepsfrø. Ja, dog er det tilstrækkeligt for Gud, at vores tro end ikke er som et sennepsfrø. Bemærk at sennepsfrøet er et af de mindste frø til at begynde med. Siden spirer det og vokser sig større, hundrede gange større og bliver til en stor plante - som en plante, der svinger sig op imod himlen.

Der ligger en befrielse i, at vi ikke skal præstere en stor tro. Og faktisk er det altså ok med en lille tro. Og det er ok at have tvivlen - ved siden af troen. Tvivlen kan være med til at stille spørgsmål til troen, styrke troen, så den ikke bliver fanatisk eller skråsikker, men udvikler sig og vokser - som en ærlig tro, der ikke hykler og gør sig større eller bedre, end den er.

Enhver, som er døbt, er, som det hedder i dåbsløftet, forpligtet på at blive i sin dåbs nåde. Det vil sige, at enhver er forpligtet på at leve sit liv - på den tro og i tillid til det, som man lovede ved sin dåb. Ved dåben blev den spire sået, og troen indpodet i en.

Som døbt menneske er man – som Luther siger - "med dåben krøbet ind i troen". Ligesom en baby, der begynder at tage sine første spæde skridt - efter at have krøbet langs jorden, skal man nu begynde at tage de første spæde skridt i den tro og det håb, man er døbt til.

Det er misforstået, hvis man krampagtigt vil fastholde tvivlen og anfægtelserne, alt det som er svært at tro på. Enhver som er døbt, er også forpligtet på at forsøge den modsatrettede bevægelse, nemlig at sætte sig ind i det grundlag, man er døbt på, sætte sig ind i trosbekendelsen, biblen og fadervor.

Man er forpligtet på den dåbspagt, som man indgik ved dåben. Man er forpligtet på at søge at være optaget af de spørgsmål, som livet og eksistensen rejser i forhold til ens tro. Og troens genstand er for mig at se de store spørgsmål i livet: ’Findes Gud? Hvad skal jeg bruge Gud til? Og hvad vil Gud mig? Hvad skal jeg bruge mit liv til, hvad skal jeg bruge dig til?

At bevise Guds eksistens er jo ikke noget man gør med et snuptag. Ligesom de disciple, som siger til Jesus i dagens evangelium: ”Giv os en større tro”. Det ville da være det letteste i verden, hvis tro bare var noget som man fik fyldt på, ligesom når man fylder benzin på en bil.

Jo ældre man bliver, jo mere erfaren, finder man ud af, at livet, kærligheden og troen på Gud, det er ikke noget, som man bare lige har eller render rundt med og deler ud af til højre og venstre.

De store spørgsmål i livet: "Hvem er jeg?" og "Hvad vil jeg ?" og "Hvad tror jeg på?", det er spørgsmål, som vil optage een resten af livet, og som ikke vil tage ende, uanset alder. Vores værdier, vores tro, vores håb, vores kærlighed, det er størrelser, som vi vil bakse med resten af vores dage.

Hvis én siger: "Jeg elsker dig". Og den anden så siger: "Jeg vil se det, før jeg tror det" så bliver samtalen grotesk. For tro, håb og kærlighed er dybest set udtryk for tillid. At leve og at tro er to sider af samme sag: At tro er at håbe, at det, som den anden siger er sandt.

At tro på hinanden, er at vise hinanden tillid. "Tro er fast tillid til det, som der håbes på", som epistlen til i dag siger. At tro på hinanden, tro på sig selv og at være troværdig, det er noget som kun tiden vil vise om vi er og gør. Vi er kun tro mod hinanden og os selv, vi er kun troværdige, når vi viser hinanden tillid, åbenhed, spontanitet – som filosoffen og teologen K. E. Løgstrup siger.

At tro er at gå ind til noget helhjertet. Ikke halvt, men helt. Ikke bare i forhold til Gud, men også i forhold til livet, hinanden, kærligheden og håbet: Ingen kan f.eks. blive forælder og sætte børn i verden uden at tro på, at de vil være opgaven voksen. Og gøre det fuldt ud.

Ingen kan ikke leve med andre mennesker uden at tage dem for gode varer, hvad de siger, hvad de gør og hvordan de opfører sig. Ingen kan ikke leve livet – uden at have denne basale tillid til dem og til dig selv. Ingen kan ikke fungere uden venner og familie, som tror på een, og som vil være der for een og vil passe på een.

Vi er mere afhængige af hinanden, end vi kan forestille os. Og vi kan forsøge at fornægte det, men det bliver det ikke mere rigtigt af.

På samme måde forholder det med troen, håbet og kærligheden - og med Gud. Vi er mere afhængige af Gud, end vi kan forestille os. Sagt enkelt, så tror Gud på os, uanset om vi tror på ham. Gud vil være der for os, uanset om vi tror på det. Og vi kommer nok ikke til tro på Gud, hvis vi ikke åbner os for den mulighed, at Gud findes og at Gud - ad uransagelige veje, som vi ikke kender, skal komme til os og åbne den verden for os, som han allerede har åbenbaret ved sin søn, Jesus Kristus.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 10 300 666 - 576 67 581

 

-  Asser Skude, 2010 ©, redigeret siden