Prædiken

Trinitatis søndag, evangelium ifølge Matthæus, kapitel 28, vers 16-20


Udkast til prædiken kl. 10.30 i forbindelse med gudstjenesten søndag den 7. juni 2020 fra Bellahøj kirke


- Treenigheden


Det bemærkelsesværdige ved dagen i dag, findes i det navn, som dagen bærer. Trinitatis henviser til Guds tre-enighed: Gud som Skaber, Søn og Helligånd. Treenighed hedder på latin "trinitas". Treenigheden er det særlige ved den kristne tro, og treenigheden er det, som adskiller kristendom fra både jødedom og islam. 


Treenighed kan ikke umiddelbart forklares eller forstås. Det er som et mirakel eller et under, der alene kan gribes af troen. Naturligvis er kristne ikke dummere end andre, når vi kan tro på noget vi ikke kan forklare. Det er netop en del af troens vilkår, at ikke alt kan eller skal forklares.

For det første er det vigtigt at aflive den myte at treenighed betyder det samme som at tro på tre guder: Den indvending har jeg især hørt komme fra muslimer, når jeg ved offentlige arrangementer har mødt dem til paneldebat. Den kristne tro er ikke en tro på tre guder. Den kristne tro er en tro på at Gud har tre måder at vise sig på. Gud har tre fremtrædelsesformer, på latin persona. Sammenlign med den maske, man kan bære på et teater, sådan kan Gud vise sit ansigt på tre forskellige måder.


Dog er Gud stadig én og samtidig både Fader, Søn og Helligånd. Og alene derved og netop på denne måde, er Gudfader kommet til verden gennem sin søn, Jesus Kristus, som har forbundet sig med verden. Og efter at han er blevet oprejst fra de døde, er ånden blevet sendt til verden, for at Gud stadig kan være nærværende og give liv og vækst til sin menighed. Den menighed, som bliver til pinsedag, da Guds ånd kommer til disciplene og gør dem til apostle ved at sende dem ud i verden med det glædelige budskab. Som vi hører i dagens evangelium skal apostlene døbe i Guds treenige navn og oplære menigheden i den kristne tro. Til gengæld vil Guds søn være med dem "alle dage indtil verdens ende".


Det er tankevækkende, at nogle af disciplene tvivler, mens andre "tilbad ham"! Netop at Jesus skulle være Guds søn, er det, som nogle tror, mens andre tvilver. Ud fra en forstandsmæssig betragtning er det ikke til at gribe. Det kan kun modtages i den tro, som ånden skaber.

Den dag idag hævder mange, at Jesus blot var en profet – blandt mange andre profeter. Det gør f.eks. jøder og muslimer, ja selv nogle kristne (f.eks. unitarerne). De betvivler hans guddommelige ophav og ser ham blot som et helt almindeligt menneske, med to helt almindelige forældre – dog med en særlig evne for at kunne profetere.

Problemet med denne tilgang til Jesus er imidlertid, at hvis Jesus ikke er Guds søn, er Gud en fjern og ophøjet Gud, som ikke kan forbinde sig med mennesker. Så er Gud ligesom den Gud, muslimer og jøder tror på, en almægtig Gudfader i himlene.

Opgiver vi som kristne troen på Jesus som Guds søn, er der ikke længere noget særligt ved den kristne tro: Har Gud ikke været menneske, er der ikke grund til at mindes og tro på evangelierne om Guds søn, hans fødsel, liv, død og opstandelse – endsige hans ord, som altså bare var menneskeord og ikke heller ikke Guds ord. Som apostlen Paulus siger i sit første brev til menigheden i Korinth kapitel 15, vers 12-19:


"Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker."


Når nogle af disciplene i dagens evangelium "tilbad ham", er det samtidig et udtryk for deres bekendelse til ham som Guds søn. Og det er vel ikke helt tilfældigt, at dagens evangelium foregår ved et bjerg. Hvilket bjerg det er, står der ikke noget om, men det giver mindelser til "forklarelsen på bjerget", hvor Jesus, Moses og Elias har et guddommeligt møde, og hvor disciplen Peter ikke fatter meget af det som sker, jf. Matthæus evangeliet kapitel 17, v.1ff. Dagens evangelium giver også mindelser til bjerget Horeb, hvor Moses fik overdraget budene.


Der er dog den interessante forskel mellem de gamle bud, som blev givet på Horeb, og så det nye sted, hvor Guds søn viser sig, nemlig Galilæa, at de to steder er forskellige. Den gamle lov blev givet på Horeb, men den nye lov gives et nyt sted, i Galilæa.

Galilæa markerer en ny begyndelse. Det er Galilæa, hvor Jesus møder disciplene og udsender dem fra - englen ved den tomme grav havde også sagt til kvinderne, at de skulle møde Jesus som Den Opstandne i Galilæa. Galilæa lå langt fra Jerusalem og Golgata, hvor Jesus var blevet korsfæstet, død og begravet.


Nu efter påske skulle disciplene begynde på en frisk og starte et helt andet sted: i Galilæa, i den modsatte ende af landet. Her skete det så. Den opstandne mødtes igen med sine disciple. Og der står: "Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede".

Selvom nogle af dem tvivlede, hvordan kunne det så være, at den opstandne alligevel ville bruge dem? Hvordan kunne Han betro sine disciple noget, når nogle af dem tvivlede?


Det kunne han og gjorde han fordi han er Guds søn. Han vragede ikke sine disciple – uagtet deres svigt. Han valgte i stedet at tro på dem, til trods for, at de ikke altid havde troet på ham. Han valgte at bruge dem, som både havde elsket ham, fulgt ham, været der for ham, men samtidig havde svigtet ham. Han valgte at holde fast ved dem, han kendte indgående – på godt og på ondt. Han gav dem endnu en chance, endnu en gang viste han dem sin uforbeholdne tillid og troskab. Han tilregnede dem ikke deres svigt. Han var villig til at følge dem helt ud i tvivlen, og hvor de end måtte befinde sig: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."


Var det ikke den største tillidserklæring nogen kunne ønske sig? At han ville holde dem i sin hånd, og han ville ikke tabe dem ud af syne nogensinde!

Jesu sidste tale til disciplene blev i den tidligere bibeloversættelse kaldet "dåbsbefalingen", fordi Jesus (i imperativ) bød disciplene at døbe. I den nye oversættelse kaldes dagens evangelium missionsbefalingen. Mission kommer af det latinske verbum "mitto", hvilket betyder "jeg sender ud". Og det var netop, hvad Jesus gjorde. Jesus sendte disciplene ud med sin dåb og sin lære. Disciplenes udsendelse var at udbrede det glædelige budskab – at krydse nye landegrænser, kulturer, nye horisonter – for bringe budskabet ud til resten af verden.


Det var ikke blot begyndelsen på den globale mission, det var begyndelsen på en ny tro, som verden ikke tidligere havde set. Det var og er en mission, der på alle måder sprænger grænser, for det er en mission, der fortæller om, at det umulige er sket: At Gud som er evig og har skabt himlen og jorden har sendt sin søn til jorden for at åbenbare sin kærlighed ved selv at blive kød og blod.

Gud har været der, hvor mennesker elsker, svigter, hader og slår ihjel. Gud har derved på sin egen krop oplevet det yderste mørke af menneskelivet. Men end ikke døden kunne holde Guds søn fast. For Gudfader lod sin egen søn oprejse fra døden påskemorgen, og den opstandne viste sig for sine disciple, indtil han udsendte dem med de ord, som vi hører i dagens evangelium.


Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

(Som supplement til kollekten  kan denne bøn benyttes)

 

Vi beder for, at du Gud, himmelske far, vil beskytte de udsatte, svage, som netop nu er truet af smitte og sygdom.

Vi sender vores varmeste tanker til dem, som er blevet alvorligt syge og er truet på livet.

Og vi sender vores varmeste tanker til dem, som er familie med dem, som er alvorligt syge.

Himmelske far, vær nær ved dem og os.

Kast os ikke ud i fortvivlelse eller desperation og mangel på tro på at Gud er med.

Styrk os i stedet på troen og håbet på at du, himmelske far, altid er med, selv når livet er truet og sygdom vil tage dem fra os som vi elsker.

Og vi, som er raske og sunde, må ikke glemme at takke dig for det liv, du har skænket os og dagligt rækker os.

Lad os taknemmeligt skønne på, hvad du nådigt skænker os. Lad os passe på hinanden, så krisen ikke bringer os længere væk fra hinanden, men at vores styrke, tro og udholdenhed må vokse.

Amen.


Forslag til salmer: 403 289 656 - 364 321 13


2020 © Asser Skude


Fotos, Jacob Holdt