Prædiken

Evangelium til søndag den 12. juli 2020, femte søndag efter Trinitatis, Matthæusevangeliet, kapitel 16, vers 13-26

Udkast til prædiken


Første del af dagens evangelium er det skriftsord, som den katolske kirke bygger sin grundvold på. De ord af Jesu mund er den katolske kirkes argument for pavedømmet og kirkens autoritet. Disciplen Simon Peter kaldes af Jesus til at være den klippe, som kirken skal bygges på. Som Jesus selv siger i dagens evangelium: "du er Peter og på den klippe, jeg vil bygge min kirke”. Der er et ordspil mellem (til)navnet Peter, og at Peter kaldes til at være en grundvold for kirken, for "petros" betyder simpelthen "klippe".


I den katolske kirke og tradition kaldes Peter for apostelfyrsten. Peter er førstemand af apostlene, han er leder af apostlene og leder af apostelgruppen. Han er den første blandt ligemænd, på latin kaldet "primus inter pares". I den katolske tradition ophøjes Peter til den første og største blandt apostlene - og deraf kommer traditionen med ham som den første pave, hele pavedømmet og pavekirken, som den katolske kirke kaldes (om end lidt polemisk af dens modstandere). Og byen, hvor Peters jordiske rester er begravet er Rom, hvor han led martyrdøden, og hvor hans tilhængere samledes og mindedes ham. Siden blev den første Peters kirke opført over hans grav - og siden den nuværende Peters kirke, som ubetinget er hele den katolske kirkes største helligdom.

Egentlig var det tanken, at den katolske kirke skulle dække hele jorden og være kirke for alle på jorden. Rent sprogligt betyder "kat-holos" ligefrem "for hele verden", dvs. at den "katolske" (kirke) er "kirken for hele verden og alle folk".
Sådan er det ikke gået.


Anden del af dagens evangelium er af en helt anden karakter. Her er temaet den lidelse og død, som venter både Guds søn, men også disciplene og enhver, som vil følge Jesu ord: Jesus siger selv: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det."

Det er med andre ord en barsk omgang, der ikke er til at komme uden om. Jesus advarer direkte om de omkostninger, der vil komme for den, som følger hans ord. Helt konkret er det forbundet med akut livsfare for de første, som vælger at følge ham. De første, som lader sig døbe for at følge ham, bliver ofte forfulgt, tortureret og henrettet. De er såkaldte "martyrer" og dør for deres blotte vidnesbyrd. Læg mærke til at "martyrium" er græsk for at "vidne om noget". De vidner om at de tror på Kristus, og derfor henrettes de. Og ikke fordi de ønsker at dø, blot fordi de er ærlige og modige nok til at stå ved det valg.

Heldigvis dør ikke længere i vor tid kristne for deres tro. I hvert tilfælde på vores breddegrader. Det gør til gengæld kristne under andre himmelstrøg – og vel og mærke for blot at lade sig døbe (og få et kristent navn). Selvom ingen i vore dage under vores himmelstrøg lider døden for at lade sig døbe, så er der omkostninger ved at følge Jesu ord og tage hans kors op, som Jesus selv taler om i dagens evangelium:

Som den verdensberømte filosof og teolog Søren Kierkegaard også gør opmærksom på i "Kjerlighedens Gjerninger" er det at fortie sandheden, om nogen gik ind til den kristne tro og ikke havde fået at vide de alvorlige konsekvenser, som følger deraf: At tage Jesu kors op og følge ham, gør ikke livet nemmere, tværtimod, det kræver mod, styrke og udholdenhed – omvendt kan den enkelte så også leve hver dag med evighedens perspektiv for øje. Eller det som nogen ville kalde Dommens dag for øje.

De, som ikke lever med evighedens perspektiv for øje kan tage anstød af Jesu ord og afvise det og derved stille sig selv uden for det fællesskab. Som dagens epistel taler om, og som nogen kalder den dobbelte udgang, findes der både en frelse for nogen, og en fortabelse for andre. I epistlen står: "men for dem, som ikke tror..."en anstødssten, en klippe til at snuble over", det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, "og dertil var de også bestemt". Epistlen taler her ligefrem om, at de som tager anstød endda er bestemt dertil, det som teologihistorien kalder "prædestinationslæren".

Det er diskussionen om, hvorvidt mennesket er forudbestemt til frelse eller fortabelse. Det er især spørgsmålet om forudbestemmelse til fortabelse, der vækker størst forargelse og diskussion blandt mange. Herhjemme og i vores lutherske tradition var det en diskussion mellem Calvin og Melanchton/Luther. Calvin var fortaler for prædestination, mens Melanchton/Luther var mere tilbageholdende, ikke mindst for Luthers vedkommende, hvor tanken om, at nogen skulle fortabes på forhånd, stred mod Luthers forestilling om Guds kærlighed og ønske om alles frelse.

Personligt deler jeg Luthers håb om en frelse for alle, og jeg frygter naturligvis fortabelse og synes helt indlysende, det ville være ubarmhjertigt og ukristeligt, hvis nogen på forhånd – selv før deres fødsel – allerede var forudbestemt til fortabelse. Omvendt kan den del af Folkekirken, som betegner sig selv som "klassiske" eller "evangelikale" og ser sig som kirkens grundvold og bærere af kirkens lære have en pointe i, at alting ikke er lige meget, og at der er alvor bag Jesu ord og lære, og at der er en konsekvens for dem, som tager anstød og afviser evangeliet.

Nogle vil kunne indvende, at det sidste også er noget andet end prædestination, da de, som selv lever og tager anstød, netop træffer det valg i levende live, og det gør endnu-ikke fødte ikke, for hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Kan man træffe valg før man bliver født? Det er tankespind og en form for sværmeri at spekulere over sådanne forhold. Og er der noget den lutherske tradition ikke er, er det ikke sværmeri eller højtflyvende tanker. Luthersk tradition har fokus på det givne og levede menneske- og kristenliv, ikke på et liv før livet.

Naturligvis skal et kristenliv afspejle troen, håbet og kærligheden i praksis - både til Gud og til næsten. Det giver Luther selv helt konkrete og ligetil anvisninger på i sin ”Lille Katekismus”, der er skrevet til almindelige mennesker på et almindeligt hverdagssprog og som er alt andet end sværmeri og højtflyvende tankespind. Luthers lære og katekismus forpligter enhver kristen til at handle og leve på Jesu bud og ord - i kald og stand - og efter bedste evne.

Dagens evangelium handler om det ansvar, som Jesus overdrager til sine disciple. Ansvaret for at følge efter - nu hvor den svære tid kommer. I relation til dagens evangelium, hvor Jesus taler til Peter, handler evangeliet om, at nu er Jesus selv på vej til Jerusalem, hvor han skal gå igennem fornedrelsen og lidelsen, endda døden. Nu er det, at tiden nu er kommet, og hvor disciplene kan vise om de er deres opgave voksen: Vil de være i stand til at løfte arven efter deres herre?

Det er en enorm opgave, der venter - ikke mindst for Peter. For Peter har ingen særlige forudsætninger for at påtage sig opgaven. Nok er han kvik, og hans øjne er blevet åbnet for, at Jesus er Guds søn. Bemærk at Peter er den Peter, der siden fornægter - da der kommer trængsel.

Ikke desto mindre er det samme Peter, som Jesus betror nøglemagten. Det er om noget et eksempel på, at Gud vil og kan bruge småfolk. At Guds søn kan bruge en som Peter, der både fornægter og svigter. Det er eksempel på Guds barmhjertighed. Det er et vidnesbyrd om at Gud kan bruge mennesker, med og på trods af menneskers svagheder og ufuldkommenheder.

Gang på gang hører vi i de bibelske historier, at Gud kan bruge helt almindelige mennesker. Også selvom de prøver at undslå sig, også selvom de undertiden svigter. Sådan tror jeg også gælder for os, som udgør de levende stene i Guds kirke. Til det hellige præsteskab skal vi alle regnes, os alle som er døbte. Alle har vi en særlig rolle en særlig forpligtelse til at videreføre og viderebringe det budskab og den opgave, som vi er kaldet til. Vi er, i kraft af dåben og det budskab, som vi er kaldet af, "Guds udvalgte, hellige og elskede" (apostlen Paulus Kol. 3,12)

Uanset hvor gerne vi end måtte undslå os. Uanset hvor gerne vi end ville flygte fra vores forpligtelser og ansvar. Og uanset hvor meget vi end måtte slå os i tøjet ligesom Jeremias i dagens gammel testamentlige læsning og forsøge at løbe fra vores ansvar. Uanset hvor ofte vi måtte svigte, ligesom Peter svigtede, så kan og vil Gud bruge mennesker.

Til os alle gælder de ord, som Peter siger i dagens epistel: "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mærket til sit underfulde lys, I som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


(Som supplement til kollekten  kan denne bøn benyttes)

 

Vi beder for, at du Gud, himmelske far, vil beskytte de udsatte, svage, som netop nu er truet af smitte og sygdom.

Vi sender vores varmeste tanker til dem, som er blevet alvorligt syge og er truet på livet.

Og vi sender vores varmeste tanker til dem, som er familie med dem, som er alvorligt syge.

Himmelske far, vær nær ved dem og os.

Kast os ikke ud i fortvivlelse eller desperation og mangel på tro på at Gud er med.

Styrk os i stedet på troen og håbet på at du, himmelske far, altid er med, selv når livet er truet og sygdom vil tage dem fra os som vi elsker.

Og vi, som er raske og sunde, må ikke glemme at takke dig for det liv, du har skænket os og dagligt rækker os.

Lad os taknemmeligt skønne på, hvad du nådigt skænker os. Lad os passe på hinanden, så krisen ikke bringer os længere væk fra hinanden, men at vores styrke, tro og udholdenhed må vokse.

Amen.


- forslag til salmer: 3 296 289 - 295 778 11


2020 © Asser Skude